’Insecure’ sæson 5: Issa Raes finalesæson lover underholdende forsoning
Den Emmy-vindende dramedy ’Insecure’, som gennem de sidste fire sæsoner er dykket ned i kvindeliv, det sorte miljø i L.A., racistiske dynamikker og gentrificering, har nu nået sit endeligt.
Issa Rae har med sin serie skabt en sort pendant til de mange hvide alternativer, vi efterhånden har set på skærmen. Og den har været båret af både nerve og original humor.
Usikkerheden har været rammen for hovedpersonen Issas udskejelser og livsførelse og har også været seriens komiske tone. Hun og de øvrige karakterer jonglerer med universelle problemer som svækkede ambitioner, usikkerhed i arbejdslivet og kærlighedskvaler, og det gør serien relaterbar og underholdende.
Det, der har gjort serien særligt stærk, er Issa Raes humor/komiske stil, som er en særlig blanding af tåkrummende akavethed og rapkæftet nerve. Ikke mindst den unikke skildring af det sorte miljø i L.A. føles som en proper lektion i sort kultur og racistiske dynamikker. Serien har sammen med Donald Glovers ’Atlanta’ bidraget til et mere nuanceret og alsidigt billede af de sortes U.S.A.
Nu er det kommet til den endelige afsked med Issa, usikkerheden og hendes entourage. Sæson 4 efterlod seeren med flere ubesvarede spørgsmål. Efter de mange ophedede og betændte konflikter, og hvad der føltes som det endelige dødstød, blev vi efterladt uden vished om Issa og Mollys venskab. Og med en uafklaret udgang på Lawrence og Issas rørende genopblomstring som par, der fik en alvorlig mavepuster af det faktum, at Lawrence skulle være far til ekskæresten Condolas kommende barn.
I finalesæsonen genforenes vi med gruppen til et arrangement for alumner på deres gamle universitet. Den uregerlige og festlige Kelly, som er gået på afvænning, det perfektionistiske og selviscenesættende par Tiffany og Derek og selvfølgelig Molly og Issa.
Issa er inviteret til at deltage i en paneldebat for de tilbagevendte alumner, og det giver hende et skud selvtillid. Muligheden for at fremstå som en succesfortælling foran tidligere medstuderende og venner, som ikke ligefrem har ubegrænset tiltro til Issas evner, giver hende blod på tanden.
Men selvom hun indtager scenen i et tjekket outfit med en stolt attitude, aftager selvsikkerheden langsomt, som de øvrige paneldeltageres udtalelser modtages med entusiastisk applaus. Issas nervøse og akavede tale fastslår, at der stadig er potentiale for udvikling.
Issa er stadig forvirret og usikker. Som hun fortvivlet bekender til Molly efter den nedslående oplevelse: »Everything is out of my control« og fremhæver sit usikre arbejdsliv som henholdsvis vicevært, lyft-chauffør og ejer af den lille virksomhed Blocc.
Selvom usikkerheden sejrer indimellem, er det nye tider. Issa har projekter i støbeilden, og hun bevarer sit stålsatte fokus på at fremme den sorte kultur i L.A. og at støtte de lokale kræfter. Idéerne møder dog stadig modstand i den hvide verden. Men jo mere Issa får ryddet op i sit følelsesliv, desto mere energi efterlades til de høje ambitioner i arbejdslivet.
Mollys forhold til Andrew – hendes eneste langvarige forhold – gik i vasken i afslutningen på sidste sæson. I femte sæson møder vi en mere selvrefleksiv side af Molly. Den tidligere stædige kølighed er neddroslet, men Mollys succes og ambitioner som advokat består. Hendes søgen efter kærlighed er dog lagt på hylden til fordel for en omgang selvransagelse. Og det klæder hende at gå mere mildt til livet.
Generelt er der mindre krigssti og mere forsoning på spil, og det giver plads til opløftende karakterudvikling. Der er stadig plads til koks og kaos, og det ser tadig sjovt og befriende at være vidne til. Den komiske timing står dog ikke helt lige så skarpt som i de første sæsoner, hvor en mere umiddelbar tilgang til karaktererne prægede serien.
Til gengæld kan det ses som et tegn på personlig vækst, når Issas rendezvouser med sit eget spejlbillede ikke dominerer i samme grad. Fremfor at konfrontere sig selv konfronterer hun sin omverden.
Seriens afslutning bibringer en forsonende tone. Og de venskabelige relationer er en vigtig drivkraft i finalesæsonen. Karakterernes udviklinger er ærlige og troværdige – uden unaturligt dramatiske udsving. De er langsomme, slidsomme og i konstant bevægelse.
Kort sagt:
’Insecure’s finalesæson understreger, at usikkerhed og udvikling kan være både slidsomt og underholdende at være vidne til.
Anmeldt på baggrund af sæsonens første fire afsnit.