’Midnight Mass’: Ondskaben lurer overalt i horrormaestro Mike Flanagans nye Netflix-serie
I Mike Flanagans prestige-horrorserie ’Midnight Mass’ eksisterer den lurende ondskab umiddelbart blot i det små.
I det udmagrede katolske ø- og fiskesamfund Crockett får den nye muslimske sherif (Rahul Kohli fra ’The Haunting of Bly Manor’) konstant mistroiske blikke vendt mod sig, mens de to fortabte børn Erin (Kate Siegel) og Riley (Zach Gilford), der vender hjem fra fastlandet, straks mødes af en mur af katolsk skyld. Hun for sit foster i maven, som hun har tænkt sig at opdrage på egen hånd. Han med sin dom for uagtsomt manddrab fire år tidligere.
Ingen kan levere disse ubehagelige mikroaggressioner som regelrytteren Bev (Samantha Sloyan), der altid viser sit had gennem et stift anlagt dødningesmil, en belærende hånd på skulderen og et Bibelvers taget totalt ud af kontekst.
Netflix’ hjemmestrikkede horror-maestro Mike Flanagan, der har skrevet og instrueret samtlige afsnit, har bemærket, at ’Midnight Mass’ er hans mest personlige værk til dato. Man mærker da også straks den tidligere alterdrengs harme over den irsk-katolske kirke og dens hykleriske påbud om ydmyghed og total overgivelse til institutionens magthungrende, fejlbarlige ledere.
For bag fremmedhadet og den svigende, bedrevidende arrogance gemmer der sig en større, urgammel ondskab. Slangen i Paradis kommer til øen i form af pastoren Paul Hill (Hamish Linklater), der overtager pladsen for øens 80-årige, demente monsignore, og som prædiker med bulder og brandtaler, at miraklernes tid er nær.
Pludselig får byens kørestolsbruger førligheden tilbage, en ældre dement kvinde ser 40 år yngre ud fra den ene dag til den anden, og rygsmerter forsvinder som dug for solen. Den slags mirakler kan naturligvis også tilskrives en vis falden engel snarere end Gud selv, og Flanagans leg med en anden klassisk genre end spøgelsesgenren er en af seriens ypperste kvaliteter.
Under Pauls løfte om en ny kommende pagt opblusser den fanatiske religiøse røst i lokalbefolkningen. »Gud, du har forstødt os. Rejs os igen!« erklærer han og opildner, at Jesus’ første apostle var de lidende fiskere.
Hamish Linklater leverer på én og samme tid en magnetisk og frastødende præstation som den dogmatiske præst. Som en sand plattenslager har den karismatiske leder altid et belejligt svar på selv de mest eksistentielle spørgsmål, leveret med sin smørbløde, rungende stemmeføring og et bedragerisk vedkommende gemyt.
Ved hans side står lille musede Sloyan, der perfekt personificerer den ny-konservative kristne som en selvretfærdig martyr, der nidkært snakker om manglen på næstekærlighed, mens hun i smug forgifter uskyldige hunde og rabiat taler for behovet af en hellig udrensning, som var det forårsrengøring. De tos ondskab er af en særligt modbydelig art, fordi de gennem serien får overbevist sig selv og ø-beboerne om, at deres handlinger fundamentalt er hævet over enhver moral.
Som i Flanagans to andre seriemesterværker, ’The Haunting of Hill House’ og ’The Haunting of Bly Manor’, er de omringet af et stjerneensemble af spændende skuespillere. Kate Siegel imponerer især, som da hun i tragediens altoverskyggende meningsløshed passioneret forsvarer sin kristne tro over for Riley, trods hans fasttømrede skepsis.
Også Flanagans hofskuespiller Henry Thomas leverer varen, denne gang som Rileys indebrændte fiskerfar, der ikke kan åbne op for andre end sin loyale kone. Da han akavet prøver og fejler at give Riley et knus i en halv omfavnelse, halvt håndtryk, er det svært ikke at krympe helt ned under sofapuderne.
Det er disse præstationer, der er i højsædet i ’Midnight Mass’. Ligesom ’Bly Manor’ er det vigtigt at pointere, at Flanagan sjældent prøver at skræmme seeren med traditionelle virkemidler. En sirlig silhuet gemt i skyggerne sender en gang eller to istapper ned ad rygraden. Og der serveres masser af bloddryppende og chokerende scenarier sammen med nadvervinen.
Men ellers fodres uhyggen og dramaet gennem en tilnærmelsesvist akademisk dialektik mellem forskellige trosretninger og synspunkter.
Selv da serien i sit syvende og sidste afsnit eksploderer i et Carpenter-inspireret apokalyptisk scenarie er der stadig tid til, at modparter kan komme med deres besyv på religiøsitet, død, tro og katolicisme.
Det vil uden tvivl være for alvorstungt for nogle. Men gennem disse diskussioner viser Flanagan en så gennemgribende råddenskab i den katolske magtstruktur, at den eneste løsning virker til at være at brænde lortet til grunden.
Den tanke er mere skræmmende end noget spøgelse.
Kort sagt:
Med sin dialektiske tilgang til spørgsmål om tro og tilgivelse vil Mike Flanagans nyeste horrorserie uden tvivl dele vandene. For dem, der lader sig fænge, venter et bomstærkt cast og en spidsfindig leg med klassiske horrorgenrer bundet op af en intelligent væmmelse over religiøse institutioner.
Anmeldt på baggrund af hele serien.