’Lupin: Kapitel 2’: Omar Sys gentlemantyv farer vild i fortænkte twists
Spoilers for første sæson af ’Lupin’ på Netflix. Har du endnu ikke set noget af serien, kan du starte med at læse vores spoilerfri anmeldelse af sæson 1 HER.
Voulez-vous en fransk seriesucces, der efter seks lange måneders ventetid på andet kapitel blot sjasker lidt gammel Bordeux i nye flasker?
Nej?
Tilbage i januar blev storcharmerende Omar Sy og hans ’Ocean’s 11’-lignende hustler Lupin årets første regulære binge-fænomen på Netflix, der efterlod mangen en seer på kanten af sofaen efter den neglebidende åbne finale.
Og ulig andre Netflix-megahits, der kaster cliffgangere i grams inden de overhovedet kan bekræfte en sæson 2 (ahem, ’Sweet Tooth’), gjorde ’Lupin’ det øjeblikkeligt klart, at anden del var på vej senere på året.
Pyha!
Som sagt så gjort er Sys lovløse superfan af den fiktive franske gentlemantyv ’Arsène Lupin’ nu tilbage (en virkelig bogserie, skulle nogen få lyst til at uddybe bekendtskabet). Men allerede i første afsnit er luften gået mærkbart af ballonen, som var serien – ligesom alle os andre – blev ramt af frustrerende uinspireret lockdown-sløvsind, ditto halvtræt skuespil og effekter på lavbudget (et par hvinende kunstige bilscener er pinligt amatøragtige).
Det er imidlertid ikke tilfældet, for ’Lupin: Kapitel 2’ er ikke et hastigt sammenskruet produkt af en coronakrisetid, hvorfor det bratte dyk i kvalitet indledningsvist føles ekstra frustrerende. Indtil man af ren dovenskab, eller fordi fjernbetjeningen ligger en halv meter for langt væk, affinder sig med de nye, ikke helt så sprælske, men ikke desto mindre binge-venlige serierealiteter.
’Lupin’s relativt kompakte spilletid og ufarlige hygge-suspense gør den således fortsat velegnet til en (meget) doven aften foran skærmen, også selvom twist-liderligheden når absurde højder:
Når snart sagt alle plottråde munder ud i et sindrigt planlagt svindelnummer til Lupins fordel, erstattes spændingen af mild irritation over, at der aldrig for alvor er noget på spil. Selv de mistænkelige omstændigheder omkring en brutal og alt andet lige velkomment overraskende ’dødsscene’ punkteres hastigt inden nogen – Lupin såvel som os – bliver rigtigt kede af det.
Man må jo værne om den gode stemning, s’il vous plaît.
’Kapitel 2’ forsøger ellers at sprinte ud af starthullerne i samme sekund, første sæson sluttede: Med Lupin aka. Assane Diop og ekskonen Claires (Ludivine Sagnier) desperate søgen efter sønnen Raoul (Etan Simon) på stranden i Normandiet. Raoul er blevet kidnappet af den magtfulde millionær Hubert Pellegrinis (Hervé Pierre) lede håndlager Leonard (Adama Niane), og det så efterforskeren Guedira (Soufiane Guerrab), som i al hemmelighed har fulgt efter vor hovedrolle.
Modvilligt accepterer Lupin Guediras tilbud om hjælp, og en vigtig alliance fødes i kampen mod bundkorrupte Pellegrini, der for år tilbage fik Lupins far dræbt for at dække over sine egne lyssky forretninger. Og som har både politichefen og selveste indenrigsministeren i lommen.
Lupin flirter sig helt ind i hjertet af sin barndomsveninde og Pellegrinis datter, Juliette (Clotilde Hesme), for at orkestrere sæsonens store klimaks, men set udefra sniger der sig noget tiltagende usympatisk ind i antiheltens manipulation af kvinden, som har oprigtige følelser for ham, og ikke er skyldig i andet end at have et røvhul som far.
I det hele taget kan historien ikke længere finde ud af, hvad den egentlig vil med de to brændte crushes i Lupins liv, Juliette og Claire, og hvor første sæsons mange flashback til Lupin og Claires ungdomsforelskelse var med til at tegne et bittersødt billede af et par, hvis forhold senere styrtede i grus grundet Lupins tyvagtige tendenser, føles tilbageblikkene her som reklamepauser, der ikke føjer nogen yderligere dybde eller fremdrift til karaktererne. Skønt en anekdote om, hvordan teenage-Lupin engang stjal en dyr violin til musikeraspiranten Claire næsten vækker større emotionel resonans end nutidsbegivenhederne.
I det sidste halvandet afsnit kommer der endelig fart over feltet, og et showdown i kulissen af et fornemt parisisk koncerthus er om ikke synderligt originalt (’Olsen Banden’ og ’Mission Impossible: Rogue Nation’ har været der … ), så sprængfyldt af den energi og filmiske virtuositet, der gjorde sæson 1’s åbningskup uforskammet underholdende (hvor dælen var den slags visuelle ambitioner i første afsnit?).
Med kritikersansen på autopilot glider ’Kapitel 2’ ned som blød brie på en billig baguette, men det er altså ikke helt godt nok, kære Lupin. En tredje sæson er allerede på vej, men ulig i vinter er jeg pludselig ikke så sikker på, at mastermind’en fra den parisiske arbejderklasse (vive de gule veste!) har flere esser i ærmet.
Det skulle da lige være et permanent forsvindingsnummer.
Kort sagt:
Andet kapitel af vinterens franske binge-succes ’Lupin’ er en lidt for flad omgang, der venter med at trykke speederen i bund til sidste afsnit. Til den tid vil selv M. Night Shyamalan dog være blevet lettere udmattet af twist-fanatismen.