’The Shrink Next Door’: Paul Rudd er årets manipulerende skurk i serie over populær podcast
Will Ferrell som den ’blide’ mand i en midtlivskrise med permanente 80’er-krøller og Paul Rudd som psykiateren, der skal lede Ferrells karakter igennem et manddomsprojekt med smukt venskab til følge.
Instrueret af manuskriptforfatteren bag kultkomedien ’Wet Hot American Summer’.
Miniserien ’The Shrink Next Door’ har en indpakning som en uddateret bromance fra 00’erne. ’I Love You, Man 2’? Tjo, med undertitlen ’Fucker med din hjerne’.
For det var nemlig, hvad der i tre årtier stod på i relationen mellem Martin Markowitz og hans psykiater Isaac ‘Ike’ Herschkopf. En forunderlig skrækhistorie om manipulation, som efter den meget populære podcast af samme navn nu er blevet filmatiseret med Ferrell og Rudd i hovedrollerne.
Serien starter i 1982, hvor Martin Markowitz er en angstpræget mand på nippet til de 40 år. Martin har problemer med en afpressende ekskæreste, overtrumfende kunder, men særligt det nylige tab af sine forældre – som har efterladt ham ansvaret for familiens tekstilvirksomhed på Manhattan – sidder dybt i ham. Martins beskyttende søster Phyllis (Kathryn Hahn) henviser ham derfor til en psykiater.
Ind træder Ike som Martins charmerende vejviser ud af mørket. Lige så meget terapeut som guttermand, der bare vil Martin det bedste. Få Martin til at være på vagt over for alle dem, som vil udnytte hans alt for venlige væsen, for i stedet at være »the ruler of your own domain«. Det eneste, Martin skal gøre, er at følge Ike.
»I look after you«, som Ike gentager – til vores større og større ubehag – gennem serien.
Ike får Martin til at sige fra over for ekskæresten. Ike får arrangeret en ’terapeutisk Mitzvah’ for Martin. Gennem tekstilfabrikken, hvor Ike bliver tilknyttet som motivator og siden direktør, får Martin mulighed for at lave kulisser til en stor teateropsætning af ’Jesus Christ Superstar’.
Martins vigtigste skridt mod selvrealisering er at cutte båndet til Phyllis. Søsteren er ifølge Ike godt i gang med at destruere Martin med sine monetære råb om hjælp. Missionen lykkes.
Den soleklare sandhed: Ike vil ikke Marty noget godt. Han bruger blot Martys velstand (ikke mindst familiens feriehus i rigmandskolonien The Hamptons) til gennem mange år at udfylde sit mindreværd med frådseri og til at mænge sig med så mange kendte A- og B-listere som muligt.
Parasitten Ike optager alt i Martins verden. Som en kult i én person, en ulv i lyserøde Ralph Lauren-klæder, som USA’s kapitalsyge satan på den højre skulder, der tapper godtroende Martin for penge, leder ham på eksistentielt vildspor og i sidste ende imod total selvforglemmelse.
Det gør ondt at følge den fordækte lidelseshistorie i ’The Shrink Next Door’ og endnu mere uden muligheden for at se det i ét rap. Med Phyllis ude af billedet allerede efter tre afsnit forsvinder enhver modstand imod Ikes psykologiske udnyttelse af Martin.
Afsnittene har et episodisk tilsnit med et setup, hvis afsluttende payoff blot understreger Ikes sindrige kontrol over Martin. Flere afsnit med den præmis skaber tomgang, og det er grumt, men efterhånden gider man ikke flere af Ike og konen Bonnies (Casey Wilson) kulørte temafester og gang i feriehuset, mens Martin sygner mere og mere hen.
Seriens egentlige skævert – foruden nogle fjollede malemontager – slås tonalt. Helt præcist i valget af de følelsesdikterende toner, som er taget ud af Danielle Steele eller Disneys tv-film fra 90’erne. Det tenderer næsten til det skandaløse.
Gennemgående balancerer ’The Shrink Next Door’ i gengivelsen af tidsbilledet og i tone på en hårfin grænse til det karikerede, men reddes for det meste af Ferrell og Rudds spil, som skærer igennem med sit alvor.
Ingen kan lige så troværdigt som Will Ferrell spille granvoksne mænd drevet af barnets blåøjede drømmesind. Kathryn Hahn understreger, at hun er en gave til alle serier. Men seriens helt store trumf er Paul Rudd som Ike i et af årets stærkeste skurkeportrætter.
Rudds renommé som en af Hollywoods mest elskværdige skuespillere bruges til at overbevise om Ikes joviale facade, men med sine anstrengte grimasser, beregnende blik og særlige kæbefaste artikulation stikker det i maven hver gang, Ike trækker Marty ind til siden »for at tale«. Hvilket kryb!
En psykolog vil formentlig notere sig ’grandios’ og ’manipulativ’ og andre psykopatiske træk i mødet med Ike. Men det er nu engang Ikes show og ham, der med forskellige tilbagevendende greb gør sig uundværlig for Marty.
Man får lyst til at bryde ind. Det skyldes hovedsageligt Ferrells sorgbare spil og Rudds ekstreme sleskhed. Med ’The Shrink Next Door’ får jeg lyst til at se de to komiske ankermænd fra 00’erne som en dramatisk duo det næste årti.
Kort sagt:
Will Ferrell og især Paul Rudd brillerer i en dramatisering af uhyggelig og mystisk sag fra virkeligheden, der måske på grund af skuespillernes komiske meritter er splittet mellem isnende psykologisk drama og et distancerende lag, der siger »at det er bare noget, vi leger«.
Anmeldt på baggrund af hele serien.