Anmeldelse af hele ’WandaVision’: Marvel indvarslede en ny æra, men snublede næsten på målstregen

Anmeldelse af hele ’WandaVision’: Marvel indvarslede en ny æra, men snublede næsten på målstregen
Elizabeth Olsen og Paul Bettany i 'WandaVision'. (Foto: Marvel Studios)
STREAMING TOGETHER

Anmeldelsen indeholder spoilers for hele ’WandaVision’ på Disney+. Læs også vores deepdive ned i finalens mange easter eggs HER.

Har du endnu ikke set serien, kan du starte med vores spoiler-fri anmeldelse til de første tre afsnit HER.

Noget kunst er sværere at fælde dom over end andet. Og Disney+-serien ’WandaVision’ var nær ved at kaste undertegnede fangirl ud i en eksistentiel anmelderkrise efter to måneders emotionel rutsjebanetur igennem ikke færre end syv tv-tidsaldre, slapstick som traumebearbejdelse, superheltemytologi for viderekommende, gnistrende action og easter egg-jagt udi himmerigs detaljerigdom.

Som i de gode gamle flow tv-dage, tunede vi Wanda-loyalister ind hver fredag – ikke blot til et nyt afsnit, forstås, men ofte til hvad lignede en helt ny serie. Drøneffektivt drevet af to af MCU’s mindst sandsynlige MVP’s, heksen Wanda Maximoff og androiden Vision fra ‘Avengers’-filmene, der aldrig rigtigt fik mulighed for at træde i karakter i vrimlen af mere prominente superhelte på det store lærred, men som her fra første introduktion i blød 1950’er-sort-hvid fremstod som den David Lynch-smægtende sitcom-familie, vi ikke anede, at vi savnede til at tage brodden af hverdagsabsurditeterne anno 2021.

‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

Finten var naturligvis, at Wicked Witch Wanda (Elizabeth Olsen i et karrierehøjdepunkt) havde skabt et luftkastel af barndommens tv-nostalgi for at maskere af sin egen tragiske virkelighed og det faktum, at Vision jo sådan set døde i ‘Avengers: Infinity War’.

Men blændede den overrumplende kontrast mellem ’WandaVision’s billedside i 4:3-format og Marvel’s 23 forgående superheltebrag i IMAX-størrelse også os til at tro, at studiet havde genopfundet Oz?

Var Wandas parallelunivers en milliondyr Picasso-krusedulle på en vådserviet? Og sidder den stakkels biavler mon stadig fast i kloarken under Westview?

Serien lod en bred vifte af spørgsmål flagre i vinden, mens man som seer blev tvunget til at konsultere sit eget underholdningsforkælede indre for en mere personlig afklaring af, om behovet for at blive fanserviceret i hoved og røv alligevel ikke i sidste ende trumfer drømmen om kompromisløs mystik. Marvel og Disney, I har selv skabt jeres publikumsmonster.

Elizabeth Olsen i ‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

Efter ‘The Mandalorian’s bragende succes, var ’WandaVision’ Disney+’s mest ambitiøse internationale seriesatsning, der skulle besnære abonnenter fra Tulsa til Tappernøje, og med den mission in mente var det lige så overraskende som det var velkomment at blive præsenteret for et show, hvis primære formål de første tre uger syntes at være at forvirre så mange seere som supermenneskeligt muligt.

Tilsat latteren fra et live publikum på de første to afsnit, intet mindre, og ikke så meget som skyggen af buldrende plotfremdrift eller den form for selvbevidst sarkasme, vi har lært at associere med moderne superheltefilm.

Der var noget meget oprigtigt – og dermed også noget oprigtigt vidunderligt – ved Elizabeth Olsen og Paul Bettanys forelskede pardans på villavejen i forstadsidylliske Westview, hvor de to superskabninger på charmerende goofy manér tippede på tophatten til serieklassikerne ’The Dick van Dyke Show’, ’Bewitched’ og ’I Love Lucy’ med en mesterlig omsorg for de tekniske aspekter af sitcom-scenografien såvel som fremstillingen af komiske kønsrollemønstre (der for et halvt århundrede siden var akkurat så endimensionelle som dem, Wanda og Visions superhelteland først for nylig har rystet af sig, bemærkes).

’WandaVision’ var en serie i tre akter, der mellem mangt og meget kommenterede på vores intravenøse forhold til tv-mediet og dets plads i en bingetid, og uagtet at kvaliteten svingede jo tættere vi kom på tæppefald, står denne første del som noget af det mest originale fjernsyn, Disney og Marvel nogensinde har begået.

Elizabeth Olsen og Paul Bettany i ‘WandaVision’.

Det gav sig selv, at boblen måtte briste for den selvgestaltede husmor Wanda, men skønt forskellige grader af sorgporno er rygraden i snart sagt hver eneste superheltehistorie under solen, lykkedes det også her for serien at gøre noget, i genreregi, mere dybfølt og nærværende ud af Wandas dilemma:

I stedet for at smadre en halv millionmetropol som visse af de mandlige kolleger har for vane, når de har ondt i the feels, trak Wanda i sweatpants og byggede en mur om sig selv for at inddæmme smerten.

Og uden at jeg ligefrem vil opfordre aktivt til, at man forsøger at gøre sig til enehersker over afsidesliggende bosættelser i provinsen, skulle jeg mene, at symbolikken bag Wandas forsvarsværk, og den tid, serien dedikerede til skildringen af de forskellige sorgstadier føltes mere vedrørende end Marvels 23 masseødelæggelsesfinaler til sammen (ja, inklusive ’Infinity War’).

Wanda accepterede slutteligt, at det er hendes byrde at leve med savnet, og hvad er sorg, hvis ikke et bevis for, at kærligheden lever videre?, som Vision så fint formulerede det.

‘WandaVision’ afsnit 9. (Foto: Marvel Studios)

Kritikere kan fnyse alt de vil af ’WandaVision’s bekendelse til the power of love, men jeg indrømmer hjertens gerne, at seriens kærligste sørgmodige scener, og navnlig Wanda og Visions melankolske farvel i finalen, gik direkte i tårekanalerne, uanset hvor enerverende jeg så fandt andre elementer af sidste akt.

Ja, den kunstneriske originalitet led langsomt et knæk, jo mere Wandas kunstige verden blev åbnet op, men oprigtigheden i det centrale forhold, den formåede ’WandaVision’ at fragte sikkert over målstregen takket være Olsen og Bettanys dedikation.

Taknemmeligvis uden at Wandas evolution til det halve univers’ mest magtfulde heks, The Scarlet Witch, blev farvet af alt for gængse unge-kvinder-der-føler-for-meget-er-en-trussel-mod-midladrende-mænds-evne-til-at-tilrane-sig-verdensherredømmet-vibes (om end selvsamme mænd ikke ville være heeelt galt afmarcherede i deres bekymring … ).

‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

’WandaVision’ serverede sjælfuldhed med en creepy sidevogn at tiltagende klaustrofobi og paranoia frem til den uundgåeligt triste ende, uden at det forhindrede den i simultant af levere spot-on spoofs af ‘Modern Family’s ægteskabelige kvababelser, da Wanda nåede op til vor tid i sin gengivelse af hyggehitserier (hvor mange tv-eksperimenter kan man sige det om i samme åndedræt? Mit er gæt er ingen som helst, hverken nu eller om 20 år).

Men serien havde vidtrækkende ambitioner udover hudfletningen af traumer:

Den fungerede også (som læserne af vores ugentlige afsnitguides vil være særdeles velinformerede om) som bindeled mellem den oprindelige ’Avengers’-æra, der sluttede med ‘Avengers: Endgame’, og Marvels kommende film, hvoraf ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ (2022) og ’Spider-Man 3’ (efteråret i år) begge er direkte forbundne til begivenhederne i serien.

Adskillige døre blev smækket op på vid gab for nye alliancer og krydsfortællinger i MCU, Wandas bedårende tvillinger Billy og Tommy, som selv er superhelte i tegneserierne (Billy er tilmed en af Marvels få homoseksuelle helte), blev kørt i stilling til fremtidige optrædener (læs mere HER), og Marvel introducerede endelig, endelig, endelig sin første sorte superheltinde i form af Monica Rambeau aka. Spectrum (Teyonah Parris), som spillefilmdebuterer i ’Captain Marvel 2’ (2022).

Teyonah Parris i ‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

’WandaVision’s iver efter at tape hver en karakter, nummerplade, mælkekarton og mistænkeligt udseende stork ind i tegneseriereferencer skabte et regulært slaraffenland for hobbydetektiver, og for hver fredag voksede Twitter-frenzy’en af fanreaktioner indtil hypen momentant crashede Disney+ ved premieren på afsnit syv.

I en tid, hvor de færreste af os har haft mulighed for at mødes fysisk rundt om kontorets watercooler, føltes det mildest talt magisk at tage del i onlinefesten, der var med til at gøre ’WandaVision’ til en af de sjoveste seeroplevelser, jeg selv har haft i årevis.

Endog når det var frustration og ikke eufori, der fik mig til at scrolle hidsigt på Twitter til alt for langt ud på natten …

‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

’WandaVision’ var således ikke perfekt, og seriens to sidste afsnit udviklede sig faretruende ujævnt, da Kathryn Hahns nysgerrig nabo muterede til en irriterende endimensionel Wicked Bitch – just efter at have leveret den forbryderisk catchy ørehænger »Agatha All Along« i slutningen af afsnit syv.

Endnu større var skuffelsen, da serien i finalen reducerede ’X-Men’-favoritten Evan Peters’ stærkt omdiskuterede, franchise-hoppende gæsterolle til en penisjoke i et anfald af ubegribelig tonedøvhed, der måske nok skulle signalere, at Marvel fremadrettet kan finde på at kaste al fanservice over bord for at gøre op med forudsigeligheden, men som hovedsageligt føltes som en meget random spand koldt vand i hovedet for the lulz (for et deepdive i dén sag og dens betydning, kan du læse med HER).

‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

De skæve takter skurrer i helhedsindstrykket, men at ‘WandaVision’ formmæssigt var et unikum i både superhelte- samt serielandskabet står ikke til diskussion, og man kan håbe at seriens gakkede vildskab (når den var bedst) også vil reflekteres i Disney+s kommende Marvel-serier ‘The Falcon & The Winter Soldier’ (premiere 19. marts) og ‘Loki’ (premiere 11. juni).

Hvis det er tilfældet, kan vi se frem til et forår af prestige-tv fra uventet kant der vil give Netflix og HBO grå hår.

Problematisk afslutning eller ej, så fortjener ’WandaVision’ kæmpe ros for succesfuldt at blande popkulturel satire over vores alle sammens medievaner med indforstået superheltenørderi og en heftig dosis depression. Det gik op og ned i bakkedal, men serien var ganske enkelt aldrig kedelig, og æstetikkens minutiøse finesse kontinuerligt hypnotiserende.

Nok hed adressen Westview, men når ‘WandaVision’ var mest flyvende, balancerede Den røde heks og co. på bygrænsen til flow-tv-forbilledet ‘Twin Peaks’.

Hvis ikke det er en superheltebedrift, så ved jeg ikke hvad.

'WandaVision'. Serie. Hovedforfatter: Jac Schaeffer. Medvirkende: Elizabeth Olsen, Paul Bettany, Kathryn Hahn, Evan Peters, Teyonah Parris, Kat Dennings, Randall Park, Josh Samberg. Spilletid: 9 afsnit a ca. 35 min. Premiere: Kan ses på Disney+.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af