’We Are Lady Parts’: Sjov og charmerende serie blænder op for dit nye muslimske Harry Potter-elskende femipunkband
Beyoncé udødeliggjorde »Becky with the good hair«. Men har du hørt om »Bashir with the good beard«?
Den sang bliver fremført af Lady Parts. Mit nye foretrukne fiktionelle riot grrrl-inspirerede femipunkband fra Nordlondon udgjort af fire muslimske kvinder, der ikke giver en fuck og er omdrejningspunktet i den roste britiske serie ‘We Are Lady Parts’ skabt af Nida Manzoor, der nu er aktuel på DR.
Vi lærer bandet at kende, da seriens hovedperson, den generte romantiker og mikrobiologi-studerende Amina mod alle odds (eksempelvis brækfremkaldende sceneskræk) ender som deres nye lead-guitarist.
I front står Saira, bandets pissesure forsanger og deltidshalalslagter. Hun er ledsaget af Bisma på bas, der ved siden af musikken forsøger at sælge hjemmetegnede tegneserier om piger, der bliver morderiske, når de får menstruation på et gademarked. En blid modertype såvel som en arrig backingvokalist.
På trommer har vi den aggressive og utroligt smukke Ayesha, der kører Uber ved siden af musikgesjæften og torpederer hård heavyrock ind i ørene på torskedumme britiske lads på bagsæder, når de udtrykker deres stereotype fordomme, om hvorvidt hun bliver tvunget til at arbejde af sin far. Bandets manager Momtaz bærer niqab og sælger til daglig billigt lingerie, der faldbydes til de fredelige husmorkunder i kategorier som »knep mig hårdt« og »knep mig blidt«.
Så der er lagt i ovnen til den helt store coming-of-age, da Amina er et vredesforladt rystende espeløv sammenlignet med resten af punkbandet. For at spille i et femipunkband er bestemt ikke en del af hendes plan. Hun drømmer om at finde kærligheden og blive gift, som sin basic bitch-veninde Noor, mens hun gemmer på countrybetonede musikerdrømme inde i sit klædeskab, der er overklistret med Don McClean-plakater.
Da vi møder hende første gang, sidder hun dog klemt mellem sine forældre på en date med en humørforladt religiøs type i sin egen forældresandwich. Men som en stikpille til klassikeren om de giftemålsbesatte pakistanske forældre er det slet ikke med deres gode vilje, at Aminas forældre er med.
De viser nemlig hurtigt deres sande ansigt og saboterer den familiære rendezvous, da de indvier selskabet i datterens velgørenhedsundervisning i guitar og bræk- og diarréfremkaldende sceneskræk.
Aminas traditionelle kærlighedsjagt og tydelige mærken af gifteurets tikken i en alder af 26 år er ganske befriende helt hendes egen. Forældrene synes i stedet, hun skal tage på interrail og lade være med at spilde mere end højst nødvendigt af sin ungdom på en mand.
Udover kampen med sceneskrækken er ‘We Are Lady Parts’ derfor også Aminas identitssplittelse mellem at være den unge kvinde, hun altid gerne har villet være, og den hun måske aldrig har overvejet, hun kunne blive.
Det fællesskab Amina finder i bandet Lady Parts er både fint og underholdende. Især lever serien i karaktererne og de musikalske sekvenser, hvor vi beriges med bandets ret så fantastiske tekster, der på humoristisk vis stikker til de mange fordomme, muslimske kvinder må mødes af, når de eksempelvis vælger at bære tørklæde.
»Voldemort is not dead, he lives under my head scarf« lyder en af de sjoveste tekster, skarpt efterfulgt af en af de andre lyriske bangers, der handler om at ville begå æresdrab på sin søster, fordi hun har stjålet ens eyeliner.
Muligvis lyder det lidt karikeret med vrede feministiske punkslagtere, stille bryllupshungrende underdog-mussepiger og niqabklædte undertøjssælgere, og det er det på sin vis også. ‘We Are Lady Parts’ sætter sig til tider lidt ærgerligt mellem to komediestole, der – når humoren er skarpest – slægter ‘Fleabag’ på, men til den anden side leger fjollemusical med irriterende stiltræk som Hollywood-filmiske dagdrømme og countrysange.
Ulig Mindy Kalings fremragende highschool-serie ‘Never Have I Ever’ hvor voice-over konceptet blev hængt til tørre ved at lade den hedengangne tennisstjerne John McEnroe læse den op i stedet for teenagepigen selv, er serien båret af Aminas fortællerstemme. Hvilket desværre er genretypisk på en kedelig måde.
Da serien samtidig på kun seks afsnit skal have sørget for såvel Aminas rejse som Lady Parts vej mod berømmelse, og at hver enkelt karakter får sin egen lille historie, føles den som samlet fortælling til tider fortravlet.
Men når der bliver spillet punk med elementer fra Harry Potter-fanfiction og blæst røg ud gennem sløret, er ‘We Are Lady Parts’ ikke til at skyde igennem. En lattermild Uber-singalong til Proclaimers ’500 Miles’ er bestemt også mindeværdigt slalomløb mellem det originale og klassiske.
Helt centralt står det håndelag, Nida Manzoor har for at fortælle en sjov og speciel historie, så den føles som det mest naturlige i verden. Bag alt det fjollede er portrættet nemlig gennemsyret af kærlighed til karaktererne.
Kort sagt:
Ud over bedriften at bringe Voldemort til live under religiøs hovedbeklædning lever ‘We Are Lady Parts’ i sit levende og charmerende karaktergalleri. Man kan kun håbe på endnu en sæson med fantastiske muslimske kvinder uforbeholdent i front og lidt bedre tid til bandets historie og hits. Anmeldt på baggrund af alle afsnit.