KOMMENTAR. Podcastformatet har gennemgået noget af et boom. I en årrække var det som om, alle (inklusive undertegnede!) havde en podcast – eller som minimum en anbefaling om noget, du absolut skulle høre.
Nu er podcasten en del af mange menneskers hverdag, og det føles lidt som om, mediets vilde vesten-dage er forbi. Mange udsendelser følger lignende formater, og eksperimenter føles som en sjældenhed.
I den henseende er DR-podcasten ’Generationen’ et frisk pust. Rapperen og manuskriptforfatteren Babak Vakilis podcast, der udkom denne sommer, kombinerer fiktive storylines, spoken word, nærmest sokratisk dialog, politisk analyse, personlig fortælling og rappassager.
På et tidspunkt bliver selveste Danmark besjælet, og et andet sted rapper Babak Vakili (der udgiver musik som Bobby Shams) om Anders Fogh Rasmussen som bandeboss: »Jeg kalder ham Store A«, siger han med reference til en bandeleder af samme navn fra Blågårdsgade i København.
Der er også passager, hvor værten helt enkelt afbrydes, eller hvor en talestrøm bare fades ud, lige når man tror, at nu siger Babak Vakili altså, hvad han virkelig mener.
Så nemt er det nemlig sjældent i den her flerstemmige podcast, der hele tiden byder på et plottwist, når man egentlig forventer en afklaring.
Det lyder måske som noget af en mundfuld, men ‘Generationen’ formår faktisk at lade de forskellige fortælleelementer og verdensudlægninger flyde ind og ud af hinanden på naturligste vis.
Podcastserien består af fire afsnit og en prolog, men med musikalske solbriller på er især det første afsnit en øjenåbner.
Ambivalent succeshistorie
Her forholder Babak Vakili sig til den musik, der er udsprunget af Danmarks udsatte kvarterer – eller »blokken«, som værten døber områderne – og som er blevet Danmarks mest streamede musikgenre.
Afsnittet er især fascinerende, fordi Babak Vakili undgår at gribe til de hurtige forklaringer og i stedet lader ambivalensen herske.
Han er på den ene side glad for at se musikken, han også er vokset op med (og som han kalder »ghettoens orkester«), pludselig få mainstreamsucces, efter at folk som P4L og Marwan i årevis blev holdt uden for hitlisterne.
»Perkerhiphop var blevet fordøjeligt«, siger Babak Vakili om det gaderapboom, der startede med Sivas’ storhit ‘D.A.U.D.A.’ i 2013. »Pludselig var Sivas og hans sprog – vores sprog – kendt af alle. Også af de hvide. Det var lidt surrealistisk at opleve«.
Men ’Generationen’-værten kan samtidig ikke lade være med at føle, at gaderappens popsucces baserer på, at den vækker en slags eksotisk fascination hos den (hvide) lytter, der ikke kender til det liv, der beskrives.
»Vold, det er ligesom sex. Det sælger. Det har pladeselskaberne nok godt altid vidst. Men det er som om, de nu har fundet en måde at sælge den brune underklasse til den hvide middelklasse. Gennem hiphop«.
Vakili er samtidig glad for den synlighed, ikkehvide mennesker kan opnå gennem musikken. »Han (Sivas, red.) har ledt vejen for at udvide repræsentationen for brune i det danske mediebillede«, siger han et sted.
Men derefter bliver Babak Vakili på uventet vis afbrudt af en klapsalve, der destabiliserer hele fortællingen. Som om det afsløres, at værten har siddet i en forelæsningssal og læst op af et præforfattet manuskript.
Det indtryk forstærkes af, at der kommer en række kritiske spørgsmål fra den fiktive ’sal’ i podcasten, der giver et andet perspektiv.
Spørgsmål uden svar
Her konfronteres Vakili for eksempel med spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er et problem, at den arketype, der repræsenteres i gaderappen, jo altid er en voldelig, kriminel stereotyp.
Podcastværten svarer i første omgang, at repræsentation er vigtig uanset hvad (»det at se brune artister klare sig, det giver håb for en hel generation«) – men hans udlægning fremstår ikke som endegyldigt svar. Snarere som en sandhed med modifikationer.
Hvilket naturligvis efterlader lytteren rimelig splittet. Man ved ikke helt, hvad man skal mene. Netop den ambivalens er podcastens store styrke. Den stiller alle de rigtige spørgsmål, men nægter at give de nemme svar.
Det er en podcast, der gør dig klogere ved, at den rokker ved de forestillinger, du måtte have til emnerne, den beskriver. Den piller sandhederne fra hinanden, men undgår som regel at prøve at formulere endegyldige svar.
Man kunne næsten sige, at Babak Vakili følger den sokratiske metode, hvor kritiske spørgsmål nedbryder ubevidste fordomme og antagelser.
Uanset om du føler, at hiphoppens succes er en fantastisk positiv ting, fordi den netop udgør en succeshistorie, eller om du synes, musikken korrumperer ungdommen med sin voldsforherligelse, er du derfor sandsynligvis lidt mindre skråsikker efter at have hørt det første afsnit af ’Generationen’.
Det er måske i virkeligheden en god ting i sig selv. For chancerne for gensidig forståelse og dialog bliver jo kun bedre af, at alle parter er lidt mindre sikre på, at de selv allerede sidder inde med de rigtige svar.
‘Generationen’ kan høres i din podcast-app eller på dr.dk.