En techmilliardærs hus er måske i suspekte typers øjne det perfekte sted at røve, men når en desperat indbrudstyv (Jason Segel) afbrydes af ægteparret, som bor der (Jesse Plemons og Lily Collins), stiger spændingen til Hitchcock-niveauer i den kommende Netflix-film ‘Windfall’.
Indbruddet bliver til en gidseltagning, hvilket afstedkommer et magtspil mellem Plemens arrogante milliardær, som klager over, hvor hårdt det er at være rig og hvid, og Segels tilsyneladende helt almindelige mand, der som en ren Robin Hood prøver at skabe mere lighed mellem rig og fattig.
Titlen ’Windfall’ hentyder til begrebet, når en frugt falder af træet på grund af vinden, men kan også betyde at få en uventet og ufortjent fordel.
Instruktøren Charlie McDowell er gået under radaren indtil videre, men havde en særlig stærk debut med ’The One I Love’. Han skriver, ligesom med sine tidligere to film, med makkeren Justin Lader, denne gang også med hjælp fra Andrew Kevin Walker som skrev David Finchers ’Seven’.
’Windfall’ får premiere på Netflix 18. marts.