Værterne for årets Oscar-show blev i år Amy Schumer, Wanda Sykes og Regina Hall, men i den indledende åbningsmonolog var der kun plads til en. Det blev Schumer, som skarpt leverede fornærmelser i rummet.
Efter at introducere sig som kvinden, man også kalder »Melissa McCarthy sagde nej«, går hun direkte i kødet på ’Don’t Look Up’, en af de værst anmeldte Oscar-nominerede film til dato. Først joker hun om, at Akademiet »don’t look up reviews« og retter derefter sigtekornet mod Leonardo DiCaprio og hans unge kærester.
»Han har gjort så meget for at bekæmpe klimaforandringer, så han kan efterlade en renere, grønnere planet til sine kærester«.
“Leonardo DiCaprio—what can I even say about him? He’s done so much to fight climate change and leave behind a cleaner, greener planet for his girlfriends.” https://t.co/1H1Y9jC9bl#oscars pic.twitter.com/Ts12nlEuQe
— ABC News (@ABC) March 28, 2022
Schumer knytter også en spydig kommentar til Aaron Sorkins biopic ’Being the Ricardos’ om komikeren Lucille Ball spillet af Nicole Kidman. »Sikke en innovation at lave en film om Lucille Ball uden et eneste sjovt øjeblik«.
Hun bemærker også, at Golden Globe-showet i år vil dukke op i ‘In Memoriam’-segmentet, der hylder de døde.
Afslutningsvis fortæller hun på tegnsprog, at hendes favorit for aftenen er ’CODA’, som endte med at vinde for Bedste Film.