Det var noget af et scoop, da Sacha Baron Cohen formåede at narre ingen ringere end Bernie Sanders til at stille op til et interview med Cohens alter ego konspirationsteoretikeren Billy Wayne i ‘Who Is America?‘
Interviewet blev lavet op til præsidentkampagnen i 2018, og ifølge Cohen tog Sanders ikke let på at være blevet narret til at stille op.
I Judd Apatows nye bog ‘Sicker in the Head: More Conversations About Life and Comedy’ fortæller Cohen, at Sanders troede, at Billy Wayne kunne være en national sikkerhedsrisiko. Det skriver Indiewire.
»Vi vidste, at vi kun havde én time med Bernie Sanders. Han er forsinket. Og han bliver sur inden for fem minutter, fordi han indser, at han sidder sammen med den her idiot (Cohens karakter Billy Wayne, red.). Han troede ikke, at det var en del af en prank. Han tænkte bare: ‘Det her er ikke det show, I fortalte mig, at vi skulle lave’«, siger Cohen ifølge Indiewire.
Efter interviewet kom Cohen straks i fedtefadet, da Sanders’ hold ville sikre sig, at Billy Wayne ikke var en del af en terroristorganisation, fortæller komikeren.
»Bernie Sanders kommer ud fra interviewet med sit hold og ringer straks til CBS, der ejer Showtime (netværket bag serien, red.). De siger: ‘Hvad fanden er det her? Vi går til pressen med dette. Hvem var han?’ Den gode ting var, at CBS ikke anede, hvad det var, så de spurgte Showtime: ‘Ved I noget om det her show?’. Showtime svarede: ‘Ja, det er os, der laver det. Den er god nok’«, siger Cohen og fortsætter:
»Sanders’ folk sagde: ‘Vi er ikke sikre. De kunne være terrorister. Og hvis du ikke trækker interviewet, så går vi til Kongressen og får igangsat en høring om denne terroristgruppe, der render rundt i D.C.«.
Det hele endte heldigvis godt for Cohen, der fik støtte fra Showtime, som endte med at udsende interviewet. Mindre heldigt så det ud for Sanders, der i den grad blev taget ved næsen.
Han kan dog trøste sig med, at han langtfra var den, det gik værst udover i ‘Who Is America?’. Serien kan ses på HBO Max.