‘Who is America?’: Sacha Baron Cohens spiddende spoofs har aldrig været mere tiltrængte

Præmissen for ’Who is America’ ligger lige til højrebenet: Sacha Baron Cohen rejser gennem Trumps USA i forklædning og udstiller både højrefløjens mest ekstreme våbenfortalere og venstrefløjens utilitaristiske politikere og fisefornemme connaisseurs over diskussioner af tidens varmeste emner som Obamacare, våbenkontrol og, ja, menneskeafføring og sekreter som kunstnerisk udtryksform.

Tiden har nærmest aldrig været mere moden for den britiske komiker og provocateur, hvis spiddende spoofs og talrige platheder har fungeret som udstillingsvindue for vores egne fordomme og værste frygt, hvad end Cohen er i karakter som den kridhvide hiphop-wannabe Ali G, den kazakhstanske journalist Borat eller den østrigske modereporter Brüno.

Findes der en mere oplagt legeplads for Cohen end USA i Trump-tidsalderen? Næppe. For som seriens åbningsfanfare proklamerer, er landets befolkning på 325 millioner splittet som aldrig før. Den ene halvdel har i over et år overvejet at emigrere i protest mod landets leder, den anden stemte på ham. Det er i hvert fald det spin, som er blevet udgangspunktet for historien om Trumps USA. Men hvem er menneskerne bag avisoverskrifterne egentlig? Hvem er Amerika?

Spørgsmålet, som Cohen ønsker besvaret gennem sine fire nye alteregoer og deres quasi-realityprogrammer – den (meget) uafhængige journalist Billy Wayne Ruddick Jr., den ultraliberale Hillary Clinton-tilhænger Dr. Nira Cain-N’Degeocello, den nyligt løsladte latrinærkunstner Ricky Sherman og den israelske ex-Mossad-agent Oberst Erran Morad – kunne nærmest ikke være slået større op, og det er seriens foreløbigt største udfordring.

Allerede fra første afsnit veksler ’Who is America’ mellem yderpolerne. Vi møder først ’Bernard’ Sanders til en ophedet Obamacare-debat, der ender i umanerligt dårlig hovedregning fra Ruddicks side. Sanders ansigt er guld værd, når han til sidst må afbryde interviewet med ordene, »Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du fabler om, Billy«. Fade ud til et Sydstats-ægtepar, der loyalt støtter Trump, og har meget svært ved at sluge Dr. N’Degeocellos über-liberale idealer – som at tvinge sin teenagedatter til at tisse stående for at udfordre kønsstereotyper – selvom de forsøger at udvise kristen tolerance over for Hillary-tilhængeren. De bliver jo trods alt filmet.

Begge segmenter er glimrende alene på grund af de fordomsfulde reaktioner, Cohen mødes af, og selv dyrker gennem sine overlegne facader. Ægteparret får ikke engang vinen galt i halsen, når inkognito-komikeren bilder dem ind, at en åbensindet Hillary-supporter ville indlede et seksuelt forhold til en delfin som det naturligste i denne verden, mens også Sanders sluger Cohens persona råt på trods af dennes hårdnakkede insisteren på at have ret i sin himmelråbende idioti. Hans dyrkelse af fake news er trods alt ikke langt fra virkelighedens.

Cohen vil – heldigvis – hele spektret rundt, når han tester tolerancen og fordommene fra begge politiske lejre. Men alligevel får man en fornemmelse af, at første afsnit skyder med spredehagl. Den tematiske tråd mellem de forskellige problemstillinger kunne sagtens være mere gennemarbejdet. Helt ud af det blå føles det for eksempel, når Ricky Sherman dukker op med sine lort-på-pap-kunstværker og en samling af sine medkunstneres pubeshår. Det er tåkrummende platheder i bedste Cohen-stil, men ikke ligefrem det skarpeste billede på tidens USA.

Men netop som man begynder at betvivle, om seriens små segmenter er en rammende stikprøve på The Land of the Free’s ekstremer, træder Erran Morad ind i billedet og dominerer den sidste tredjedel af åbningsafsnittet. Han er et kæmpemæssigt brød af en israeler, der slås for den nødvendige lovgivning til at bevæbne særligt begavede børnehavebørn, så de kan forsvare sig selv. Og naturligvis finder han ligesindede amerikanere – kongresmedlemmer, sågar! – der får julelys i øjnene, når de hører, at israelske spædbørn bliver født med en uzi i hånden.

En af landets største våbenfortalere indvilliger sågar i at medvirke i videoen ’Kinder Guardians’, der skal instruere børnene i korrekt brug af skydevåben. Det er så absurd, at man spørger sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, og det er her Cohens vision excellerer: Når komikerens iscenesatte virkelighed udnytter subjekternes radikale grundværdier og mediebegær, driver dem til ekstremerne og dermed blotlægger en dybere sandhed, der er lige så uhyggelig som den er morsom.

Anmeldt på baggrund af 1. afsnit.

Læs også: Varm op til ‘Who is America?’ med Sacha Baron Cohens fem vildeste live-stunts