’The Adam Project’: Ryan Reynolds’ succesfulde Netflix-blockbuster føles som en kopi af en kopi
Er Ryan Reynolds en filmstjerne? Spørgsmålet kan virke absurd.
Efter at have kæmpet med sit image som et pænt ansigt i diverse metervare-romcoms og actionfilm i 00’erne, slog han igennem med ’Deadpool’ i 2016. I dag er han en af de få skuespillere, som kan føre en film til astronomisk succes på baggrund af sit navn alene.
Således kommer det heller ikke som den store overraskelse, at hans nyeste originale sci-fi-blockbuster ’The Adam Project’, lavet i samarbejde med instruktør Shawn Levy (’Free Guy’), er eksploderet i popularitet på Netflix.
Men gør den store succes automatisk Reynolds til en filmstjerne på side med en Brad Pitt eller Nicole Kidman? Jeg har min tvivl. Jeg tror for eksempel ikke på, at nogen ser en Reynolds-film på grund af skuespillerens gravitas eller karisma på skærmen, men snarere på grund af det online-brand, han har skabt omkring sig.
I den kontekst er ’The Adam Project’, som ’Free Guy’ før den, et fascinerende case-studie i Hollywoods kommercialisering af filmkunsten … Og ikke meget andet.
Reynolds spiller endnu en gang en Ryan Reynolds-type. Her Adam, en sarkastisk tidsrejsepilot fra år 2050, hvor tingene ifølge ham står værre til end i ’Terminator’. Vi må tage hans ord for det, siden filmen ikke viser nogen interesse i at skildre dystopien.
På flugt fra den ondsindede megaloman Maya Sorian (Catherine Keener, bogstavelig talt på automatpilot, i et jetfly), strander Adam i det herrens år 2022, hvor han må finde hjælp hos sin gamle flamme Laura (Zoe Saldana) og sit enerverende 12-årige jeg for at redde fremtiden.
Udgangspunktet er et Amblin-lignende sci-fi-eventyr for hele familien. Fantasien om at vende tilbage til sine barndomsår som voksen og hjælpe med bøller og forældre, mens man giver fingeren til the man, er umiddelbart vedkommende. Reynolds er ganske charmerende sammen med debutanten Walker Scobell, der giver et hæderligt forsøg som en bedrevidende møgunge, som Shane Black ville skrive dem på en søvnig dag.
Til gengæld er Reynolds horribelt fejlcastet som en kynisk fremtidssoldat. Det bliver nærmest komisk, når han gør sin stemme mere grødet for at lyde hårdfør. Nogen Kurt Russell eller Sam Neill er den flødede canadier ikke just.
Og mens præmissen i sig selv er udmærket, knækker de fire manuskriptforfattere Jennifer Flacket, Mark Levin, T.S. Nowlin og Jonathan Tropper lynhurtigt halsen på alskens tidsrejse-mumbojumbo. I stedet for at lade sig investere i det personlige drama vildforklares der i øst og vest for at søge rygdækning mod potentielle plothuller.
Reynolds konfronterer samtlige andre karakterer med en eller anden form for åbent sår eller traume, men ingen af disse scener føres videre i resten af filmen. Det går særligt ud over Zoe Saldana, der møder op lige tids nok til at skyde et par skurke og kysse på Adam for derefter resolut at forlade filmen uden så meget som et farvel.
Levy er annonceret til at instruere ’Deadpool 3’ med Ryan Reynolds som deres næste projekt. Måske kan det være med til at forklare, hvorfor samtlige karakterer snakker som The Merc With A Mouth i stedet for som et egentligt menneske.
Resultatet er en film, der føles som en kopi af en kopi af en kopi.
Kort sagt:
Ryan Reynolds og Shawn Levy leverer endnu en forglemmelig actionbasker for hele familien, hvis succes udelukkende er båret på skuespillerens kommercielle brand snarere end nogen egentlig kunstnerisk ambition.