‘Better Call Saul’ sæson 6: En af tidens bedste serier varmer op til en uforglemmelig finale
Lad tankerne vandre syv år tilbage, til februar 2015, hvor første afsnit af ’Better Call Saul’ fik premiere. Hvilken serie troede du, det ville blive?
Jeg ved, hvad jeg troede: Det ville blive den frække lillebror til ’Breaking Bad’, en tøjlesløs komedieserie med en simpel forvandling som motor, Jimmy McGills transformation til fuskerforsvarsadvokat Saul Goodman.
Kort sagt: en serie så farverig som habitterne i Goodmans garderobe.
En scene i sjette og sidste sæson minder os om, hvor meget vi – eller jeg – tog fejl.
Saul Goodman og hans kone Kim Wexler forsøger at lukke munden på hr. og fru. Kettleman – parret, der begik underslæb og mistede alt i debutsæsonen – fordi de har gennemskuet deres plan om at fælde Wexlers tidligere chef, Howard Hamlin. Goodman prøver med guleroden, som han siger. Vifter nogle pengesedler foran næsen på dem – uden held.
Han har ondt af dem, fornemmer man. Han har trods alt narret Kettleman-parret igen og igen.
Kim Wexler mister tålmodigheden, så er det nok med guleroden, siger hun, og svinger straks pisken. Hun truer med at melde parret til politiet for det underslæb, de stadig begår, og lader manden vide, at han kan se frem til at tilbringe resten af sit miserable liv i brummen, hvis han ikke gør, hvad hun forlanger. Man kan ikke spore medynk i hendes røst. Hun kalder dem creeps.
Imens betragter Goodman hende. Bekymret, næsten skræmt. Vi forstår, at Kim Wexler, der tidligere nær havde forladt Goodman på grund af hans ublu metoder, nu er villig til at gå længere, end han selv er.
Og vi forstår, at kendsgerningen slår Goodman i ansigtet. Måske fordi han selv har været med til at udløse hendes hamskifte.
’Better Call Saul’ forsøgte aldrig at være den frække dreng i dramaklassen. Det handlede aldrig bare om en mands opstigning/deroute mod livet som svindleradvokat.
Her blot få afsnit før McGill skulle fuldbyrde sin forvandling til Goodman, retssalens flamboyante fupmager par excellence, er det ham, der er samvittigheden, det er ham, der har ondt af de skæbner, som han gør til en del af sine spil. Og det er Kim Wexler, der orkestrerer svindelnumrene.
Hvis man havde glemt det i de to år, der er gået siden sæson fem, bliver man hurtigt mindet om, hvad ’Better Call Saul’ i virkeligheden er: Det er et af tidens mest overlegne karakterdramaer på tv.
De to første afsnit vender tilbage til en velkendt formel efter den seneste sæsons nerveflænsende finale. Der er to spor: I det ene lancerer Goodman og Wexler, med sidstnævnte som primus motor, svindelnummeret mod Howard Hamlin. I det andet flygter Nacho fra det mislykkede attentat på Lalo Salamanca, mens Gus Fring, manden bag attentatforsøget, og håndlangeren Mike Ehrmantraut strides om, hvor meget assistance han skal have i Mexico.
Det er karakterdrama over for kartelkrig, narrestreger over for krudt og kugler.
Forskellen er bare, at sporene nu overlapper. Vi ved, hvad Kim Wexler og Saul Goodman ikke ved – at Lalo er i live og kan dukke op på deres adresse igen, som han gjorde i femte sæsons mest sprængfarlige scene.
Som Mike Ehrmantraut sagde dengang: De er nu en del af spillet. Og som den sidste indstilling i andet afsnit afslører, varer det ikke længe, før de selv indser det på ny.
Det er svært at forestille sig, at serien får en lykkelig udgang – sæsonens indledende flashforward siger noget andet – men så længe den varer, må man nyde produktet fra et filmhold, der er i total kontrol med deres fortælling og virkemidler.
Uanset om kuglerne flyver i kartellerne, eller Goodman og Wexler forsøger at fælde Hamlin, er det umuligt at fjerne blikket fra ’Better Call Saul’.
Og nok er de første afsnit et slags pusterum efter femte sæsons tordenskrald af en sortie, men tragedien synes at tårne sig op i det fjerne, og selv om jeg ikke kender udgangen, er jeg sikker på en ting:
Det bliver en slutning, vi sent vil glemme.
Kort sagt:
En af tidens bedste serier sætter kurs mod den endelige finale med to fremragende afsnit.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.