Christopher Nolan har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade mange roller i sin kommende film ‘Oppenheimer’ gå til no-names.
I forvejen prydes rollelisten af Cillian Murphy, Robert Downey Jr., Emily Blunt, Matt Damon, Florence Pugh, Gary Oldman, Benny Safdie, Rami Malek, Kenneth Branagh, Josh Hartnett, Dane DeHaan, Alden Ehrenreich, Jason Clarke, Alex Wolff og Matthew Modine. Blandt andre.
Og nu har også Casey Affleck tilsluttet sig castet. Affleck vandt en Oscar for ‘Manchester by the Sea’ i 2017, men har siden været en smule væk fra det helt store rampelys, blandt andet på grund af gamle sager om sexchikane omkring filmen ‘I’m Still Here’, som blev bragt frem i lyset i kølvandet på Oscar-sejren.
Men nu er han altså taget til nåde af en af klodens største instruktører til fortællingen om J. Robert Oppenheimer og det hold af forskere, der opfandt atombomben.
Optagelserne til ‘Oppenheimer’ er i gang, og premieren er sat til 21. juli næste år.