Alejandro Gonzalez Iñárritu er en af klodens mest visionære instruktører med film som ‘Amores Perros’, ‘Babel’, ‘Biutiful’, ‘Birdman’ og senest ‘The Revenant’ på cv’et.
Vildmarksfilmen med Leonardo DiCaprio udkom som mexicanerens seneste film for efterhånden syv år siden, og forventningerne er derfor mildest talt store til hans næste projekt, ‘Bardo: False Chronicle of a Handful of Truths’.
Nu har Netflix annonceret, at de har købt filmen til distribution, et opsigtsvækkende kup fra streaminggiganten, da Iñárritu generelt laver film, der lever og ånder for det store lærred.
Men i kølvandet på titler som Scorseses ‘The Irishman’, Cuaróns ‘Roma’ og Campions ‘The Power of the Dog’ vil Netflix helt sikkert køre ‘Bardo’ i stilling i biograferne i en kort periode før streamingpremieren, så den er berettiget til Oscar-kapløbet.
‘Bardo’ handler om en anerkendt mexicansk journalist og dokumentarfilmskaber, der vender tilbage til hjemlandet, hvor han må sætte spørgsmål ved sin identitet, familiehistorie, sine erindringer og landets fortid og nutid.
Det er Iñárritus første film i hjemlandet siden ‘Amores Perros’ fra 2020. Optagelserne blev færdiggjort i september sidste år.
Manuskriptet har Iñárritu skrevet sammen med sin faste samarbejdspartner Nicolás Giacobone, som var medforfatter på ‘Birdman’ og ‘Biutiful’ samt producer på ‘The Revenant’.
Castet består af blandt andre Daniel Giménez Cacho (‘Zama’), Griselda Siciliani, Leonardo Alonso (‘Sin Nombre’) og Andrés Almeida (‘Y tu mamá también’).