Det er efterhånden syv år siden, den sidste film i ‘The Hunger Games’-serien fik premiere.
Og spørgsmålet må lyde: Er der stadig ild i franchisen?
Det finder vi ud af, når den første prequelfilm lander næste år. ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’ skal handle om diktatoren Coriolanus Snow (Donald Sutherland i de originale film), dengang han var en bare 18-årig topstudent, der bliver mentor for en ung kvindelig deltager i Hunger Games-turneringen.
Nu ved vi, præcis hvornår vi får filmen at se: 17. november 2023. Det blev annonceret under den årlige CinemaCon-event i USA, hvor en teaser for filmen også blev vist.
Prequelen baserer sig på ‘Hunger Games’-forfatter Suzanne Collins egen spinoff-bog, mens instruktøren på de tidligere film, Francis Lawrence, vender tilbage i instruktørstolen.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der indtager rollerne, og det skal blive interessant at se, om filmen kan blive løftestang for unge talenter, som ‘The Hunger Games’ var for især Jennifer Lawrence, men også medskuespillere som Liam Hemsworth og Sam Claflin.