‘The Hunger Games: Mockingjay – del 2’
Tre år er gået, siden Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) affyrede sin første pil i ’The Hunger Games’. Hun meldte sig frivilligt til den dødbringende reality-leg for at beskytte sin lillesøster, men var en modvillig heltinde, både når det kom til at deltage i legenes mediecirkus og til nu at være kransekagefigur for oprørsgruppen med den manipulerende Præsident Coin (Julianne Moore) i spidsen.
Katniss går sine egne veje, handler impulsivt på sine følelser og er ikke bange for at ofre sig for de mennesker, hun elsker. I modsætning til alle de beregnende spilmagere og tovtrækkere i Panem er hun et menneske med ægte følelser og oprigtige motiver, og derfor elsker folket (og jeg!) hende.
Og nok har teenageren Katniss ikke bedt om jobbet som oprørshelt – men er hun parat til at tage ansvaret på sine skuldre for at skabe en bedre verden? Og i stand til at omstyrte Præsident Snow (Donald Sutherland, dejligt modbydelig som altid) og hans terrorregime? Svaret, som ikke skal afsløres her, er både tilfredsstillende og overraskende.
Inden det afgørende brag af et klimaks skal vi, Katniss og hendes kumpaner dog marchere meget langt på genkendelighedens vej. Helt ærligt, hvem går stadig op i kærlighedstrekanten mellem Katniss, Peeta (Josh Hutcherson) og Gale (Liam Hemsworth)? Katniss gør tilsyneladende, for hun er mere forvirret end nogensinde, selvom begge herrer viser sig som uværdige matches. Mens Gale demonstrerer en ubarmhjertig side, er Peeta som en tikkende bombe. Han er blevet hjernevasket af Snow til at tro, at Katniss er ond og forsøger at slå hende ihjel. Men Katniss er ikke klar til at opgive at finde ind til sin gamle ven.
De tre drager sammen med gamle og nye kendinge, som de traumatiserede sejrsherrer Finnick (Sam Claflin) og Johanna (Jena Malone) og den punkede kamerakvinde Cressida (Natalie Dormer), afsted på en hæsblæsende hærmission for at indtage Capitol. Katniss hjælpes også på vej af sine gamle støtter, Haymitch (Woody Harrelson), Effie (Elizabeth Banks) og Plutarch (Philip Seymour Hoffman) – skønt farverige figurer spillet af fremragende skuespillere, der bliver brugt frustrerende lidt. Det gælder især Hoffman, der tragisk døde, inden optagelserne var færdige og er digitalt indsat i flere scener.
Filmen tilhører Katniss og Jennifer Lawrence, som man heldigvis aldrig er i tvivl om magter at løfte ansvaret. Selvom Katniss’ humør mest rangerer fra mut til sammenbidt, er Lawrence som altid magnetisk og gennemspiller en troværdig følelsesmæssig modning.
’Hunger Games’-filmene er blevet gradvist mørkere, men desværre også mindre overraskende og vedkommende i manglen på sin originale reality-arena. ’Mockingjay del 1’ havde held med at tematisere propaganda, mens del to er en mere konventionel krigsfilm. Filmen stiller dog nogle interessante moralske spørgsmål i forhold til, hvorvidt man har ret til at bekæmpe ondskab med tilsvarende ondskab (gæt hvad Katniss mener). Et påtrængende spørgsmål midt i en terror-tid.
Ikke desto mindre går der for meget tomgang i den første halvanden time, der stort set kun består af gentagelser af kampe, dilemmaer og temaer fra sine forgængere. Det er ærgerligt, at skaberne har valgt at trække sidste del i langdrag på bekostning af intensiteten i et ellers medrivende, originalt, begavet, følelsesmæssigt engagerende, flot produceret og tankevækkende feministisk heltekvad.
Kort sagt:
Sidste del af ’The Hunger Games’-serien slutter med et brag, men tager sin tid om at nå frem til konklusionen. To film faktisk. Del 2’s første halvdel tærsker lovlig meget langhalm på de forrige films temaer, men heldigvis stiger intensiteten undervejs. Og den selvopofrende, impulsive og modvillige heltinde, Katniss Everdeen i Jennifer Lawrences skikkelse – hende bliver man aldrig træt af at føle med og heppe på.