’Five Nights at Freddy’s 2’: Amatøragtig efterfølger er ren fuldemandssnak og fanservice

’Five Nights at Freddy’s 2’: Amatøragtig efterfølger er ren fuldemandssnak og fanservice
'Five Nights at Freddy's 2'. (Foto: UIP)

FILM. Otte stive år gik der, fra Hollywoods sløveste knive i skuffen annoncerede en filmatisering af Scott Cawthons indie-videospilgyserhit ’Five Nights at Freddy’s’, til den endelig landede i 2023.

Forlægget følger et såre simpelt spilkoncept, hvor spilleren overvåger den nedlukkede maskotkæderestaurant Freddy Fazbears Pizza Place og smækker døren i hovedet på bygningens glubske animatroniske dukker.

I hænderne på Blumhouse og instruktør Emma Tallin blev det omformet til et Frankensteins monster af en bedaget studiegyserfilm.

De filmiske kvaliteter var selvfølgelig underordnede, så længe de ikoniske dukker Bonnie, Freddy, Foxy og Chica lignede dem fra spillet. Heldigvis var de praktiske effekter af det legendariske Henson-produktionshus et pragtstykke i sig selv.

‘Five Nights at Freddy’s 2’. (Foto: UIP)

Det er de stadig i den biografaktuelle efterfølger, der skruer op på alle knapperne. Flere animatroniske maskotter, 90’er-koryfæer på rollelisten (?), lokationer, dyrere og større sets samt mere fanservice. Nej, al fanservice.

Sikkerhedsvagten Mike (Josh Hutcherson) gør sit bedste for at få hverdagen til at hænge sammen med lillesøsteren Abby, der savner sine morderiske dyrevenner, som viste sig at være besat af børneseriemorderen Springtraps ofre.

Før man kan nå at sluge den kamel, introduceres den originale Fazbear-restaurant, som belejligt ligger lige rundt om hjørnet, og hvor en ny, frygtelig trussel lurer.

Udover en bizar lang deroute til en naturvidenskabsmesse, hvor Abby terroriseres af en uforklarligt diabolsk lærer (Wayne Knight i fuld Newman-mode), følger plottet nogenlunde spilefterfølgeren fra 2014.

Og har man gode minder om dét spil, er der rigeligt med fersk nostalgi. Alle de nye maskotter som Balloon Boy, The Marionette og Mangle er tro mod deres videospilversioner, ligesom enkeltindstillinger og jumpscares er hentet fra filmens digitale storebror.

‘Five Nights at Freddy’s 2’. (Foto: UIP)

Som i den originale film bruger Mike et kort øjeblik bag computerskærmen, hvor han denne gang må skjule sig bag en Freddy-maske i stedet for en armeret metaldør for at holde dæmonerne stangen.

Ligesom i spi … ja, du ved jo nok, hvordan den sang går.

»Hvem har designet det her system?« jamrer Mike fortvivlet. Svaret er Cawthon selv, som i denne ombæring har været alene med skrivepennen og fået carte blanche til at dumpe sin obskure lore-bibel på biografgængerne. 

Men manden er ikke manuskriptforfatter. Skurkene udbasunerer deres baggrundshistorie, fulde navn og modus operandi, som var de til en jobsamtale for seriemordere. Karakterer snakker udelukkende i eksposition og gentager scene efter scene de samme to til tre karakteristika om sig selv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Andre steder er dialogen snøvlet fuldemandssnak for alle andre end de mest inkarnerede spilfans. Så medmindre du har en doktorgrad i ’FNaF’, kan du godt forvente at blive efterladt på perronen, selvom filmen til syvende og sidst er en komplet banal traumehistorie om dræberrobotmaskotter.

Tænk ’M3GAN’ på slap line. Og så endda uden de opfindsomme jumpscares, spillene trods alt mest er kendt for.

Treeren er allerede annonceret. Jeg holder ikke vejret i spænding.


Kort sagt: 
Med videospildesigner Scott Cawthon bag manuskriptet er ’Five Nights at Freddy’s’-opfølgeren usammenhængende og forvrøvlet fanservice.

'Five Nights at Freddy's 2'. Spillefilm. Instruktør: Emma Tallin. Medvirkende: Josh Hutcherson, Wayne Knight, Matthew Lillard, Piper Rubio m.fl. Spilletid: 104 min. Premiere: Kan ses i biografen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af