‘Tony Hawk: Until the Wheels Fall Off’: Dit hjerte bløder, når skatinglegende falder igen og igen
Så stop ham dog, en eller anden!
Jeg sidder med en blyklump i maven og en pude presset over ansigtet, mens den spinkle tændstikmand Tony Hawk skater hen ad en rampe, kaster sig op i luften, drejer rundt om sig selv som en ballerina … og hamrer kroppen ned mod det hårde træ.
Igen. Og igen. Og igen.
Igennem mere end 30 år har Tony Hawk komplet domineret skating. I mit hjem var det Lance Armstrong og Anja Andersen, der fyldte i samtalerne rundt om spisebordet, da jeg voksede op i 00’erne, Hawks gyldne år. Men selv en nørd som jeg kendte til den legendariske skater på grund af Playstation-spillene, der er navngivet efter ham.
Man behøves dog ikke at være en ørn i skaterverdenen for at blive underholdt af Sam Jones’ HBO Max-aktuelle dokumentar ’Until the Wheels Fall Off’ om sportsstjernens liv og karriere. Fra første minut, hvor vi ser Hawk øve det notorisk svære 900-trick, står det klart, at hans status som allemandseje ikke er kommet gratis.
Igennem et imponerende dybt arkivmateriale af familievideoer og udsendelser fra konkurrencer samt engagerede interviews med kollegaerne får vi et nærværende indblik i Birdman, som fra en ganske ung alder fandt ro i hovedet ved at tumle rundt på skateboardet.
Det brændende talent er åbenlyst fra starten, hvor vi ser det lille barn slynge sig rundt i skaterparker og på ramper, imens han konstant opfinder sine egne teknisk raffinerede tricks. Den gamle, bitre veteran Duane Peters fortæller, hvordan den skravlede rod blev affejet som en cirkusklovn, der ikke havde styrken til at vinde i det lange løb.
De ord måtte haterne hurtigt sluge igen. For allerede som ung teenager lægger han konkurrenterne fladt ned og bliver op igennem 80’erne et verdensomspændende fænomen.
Dokumentarens brede fokus på hele Hawks liv – fra tidlig succes, der blev udhulet i 90’erne før opblomstring igen i 00’erne – giver ikke plads til chokerende afsløringer eller overraskende derouter. Til gengæld viser den fænomenalt appellen ved skaterkulturen, og hvordan Hawk og hans venner fundamentalt ændrede sportsgrenen.
Det er svært ikke at blive ramt af deres begejstring, når gamle skatere som Rodney Mullen og Stacy Peralta med julelys i øjnene fortæller om Hawks bedrifter. Fra en tidlig succes med MTV-agtige hjemmevideoer til massive Cirque de Soleil-lignende shows hos X-game-turneringerne og i Las Vegas.
Men i dokumentarens emotionelle sidste akt lægges der ikke fingre imellem for at vise konsekvenserne af den skyhøje succes og de store ambitioner på rampen.
Hawk forklarer alvorstungt, hvordan succesen, han oplevede fra en tidlig alder, i høj grad steg ham til hovedet og gjorde, at han aldrig behøvede at leve op til sine voksenansvar. Kuldsejlede ægteskaber og den store børneflok kom konstant i anden række efter skating.
Det er dog den fysiske smerte, der for alvor får hjertet til at bløde. Igennem hele dokumentaren ser vi de dygtige sportsudøvere falde på drabelig og dramatisk vis. I dag har de alle slidgigt, piskesmæld, knækkede knogler og ødelagte fingerled.
Skaterne selv har for længst erkendt, at de ikke kommer til at få en normal alderdom. Man kan spørge, hvordan noget nogensinde kan være den smerte og det tab værd.
Men det er dokumentarens største fortjeneste, at man aldrig er i tvivl om, hvorfor Tony Hawk skater, indtil hjulene falder af.
Kort sagt:
Man behøver ikke være skateboard-aficionado for at kunne nyde denne fantastiske dokumentar om ét af vor tids største sportstalenter, der både indfanger den utrolige smerte, skating afkræver – og hvorfor folk som Tony Hawk alligevel ikke kan stoppe.