Judd Apatow instruerede en af det 21. århundredes mest populære komedier, ’Superbad’, og nu 15 år efter er han klar til at lave en efterfølger.
Problemet? Ingen af de oprindelige skuespillere vil være med.
I podcasten Inside of You fortæller Apatow, at han altid gerne har villet lave en efterfølger til sin populære highschool-komedie, men at »… alle var sådan ’Nah vi har ikke lyst til at ødelægge ’Superbad’ ved at lave en dårlig toer’ og jeg ville altid svare den samme ting, ’Det er ligesom at sige, man ikke vil lave andet afsnit af ’The Sopranos’’«.
Indiewire har samlet udtalelser fra de fire hovedskuespillere, hvor de udtaler sig om at genskabe magien fra første film. Filmens hovedrolle, Jonah Hill, har sandsynligvis mindst imod det, da han i et interview sagde, at det kunne være sjovt at lave en toer, når de alle sammen er 80 år gamle. Han tilføjer dog: »Det er den eneste måde jeg nogensinde ville lave den«.
Michael Cera har udtalt til Esquire, at han også ville være imod ideen. »Jeg tror, vi alle er ret stærke modstandere af ideen, fordi vi elsker den så meget. Det ville kun kunne ødelægge et godt minde. Når det så er sagt, ville jeg ikke have noget imod at lave noget andet med den samme gruppe mennesker«.
Christopher Mintz-Plasse, som spillede McLovin, har tidligere sagt til Indiewire, at den eneste måde at lave en toer på ville være at lave den fra et kvindeligt perspektiv.
Seth Rogen, som både skrev og spillede med i den første, er også 100 procent mod ideen, har han fortalt Ladbible:
»Ærligt talt tror jeg ikke, den behøver forbedring eller uddybning. Jeg er utroligt stolt af den. Den holder virkelig, folk ser den stadig. Jeg har så få faktisk gode toppræstationer, at jeg er forfærdet af at fucke med dem, jeg har«.