Den ene del af kritikken mod ‘Superbad’ er fuldstændigt forfejlet – den anden har noget på sig

Nogle film opnår en så indgroet plads i populærkulturen, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som … film. I en sequel til vores sommerserie fra 2019 genbesøger vi en række filmiske milepæle fra nyere tid, og i dag skriver Christian Povlsen om kultkomedien 'Superbad'.
Den ene del af kritikken mod ‘Superbad’ er fuldstændigt forfejlet – den anden har noget på sig
Christopher Mintz-Plasse som McLovin i 'Superbad'. (Foto: PR)

SERIE: HOLDER DE I DAG? Den 3. juni i år delte Seth Rogen et billede af et ganske særligt falsk ID-kort på Twitter.

Anledningen var, at personen på kortet, den hawaiianske organdonor McLovin, kunne fejre sin 40-års fødselsdag. Det varede ikke længe, før fans fra hele verden sendte lykønskninger afsted mod den fiktive ‘Superbad’-karakter med det efterhånden legendariske falske ID.

Opmærksomheden taler sit tydelige sprog.

For selvom historien om highschool-vennerne Seth (Jonah Hill), Evan (Michael Cera) og Fogell (Christopher Mintz-Plasse) og deres mission om at miste deres mødom, inden de skal videre på college, på papiret lyder som alle andre teenagekomedier, ramte Greg Mottolas ’Superbad’ en nerve i tiden.

Siden premieren i 2007 er den blevet en del af vores alle sammens populærkulturelle bevidsthed og florerer i dag på et utal af lister over historiens bedste coming-of-age film. Samtidig var den springbrættet for i særdeleshed Jonah Hill og Emma Stone (i sin første filmrolle), der sidenhen er blevet fast inventar på A-listerne i Hollywood.

Christopher Mintz-Plasse, Jonah Hill og Michael Cera i ‘Superbad’. (Foto: Columbia Pictures)

Jeg husker tydeligt, da jeg som 17-årig så ’Superbad’ i den store sal i Scala-biografen i Svendborg med to af mine bedste venner. Vi kunne ikke få armene ned, og vi gik i lang tid efter og citerede den spydige og morsomme dialog.

Når jeg i dag tænker tilbage på mine teenageår, er de på mange måder uløseligt forbundet med netop denne film, som i høj grad var med til at definere min videre filmsmag.

Af selvsamme grund følte jeg det nærmest som noget personligt, da der begyndte at poppe artikler op, der anklagede filmen for at ose af homofobi og giftig maskulinitet med beskyldningen om, at plottet, hvor teenagedrenge planlægger at drikke piger fulde for at have sex med dem, kunne ses som en legitimering af sex uden samtykke.

Ting, som jeg – indrømmet – aldrig havde tænkt over, da jeg så filmen første gang for 14 år siden.

Det var derfor med en vis beklemthed, at jeg satte mig ned for at genbesøge filmen med 2021-glukkerne godt pudset af i nutidens mere politisk korrekte brillerens.

Øl, fisse og usikkerhed

Men allerede fra filmens 70’er-inspirerede introsekvens måtte jeg overgive mig.

Jeg blev med det samme transporteret tilbage til mine egne kåde teenageår. Og da først Seth og Evan begynder at diskutere, hvilken pornohjemmeside de skal abonnere på for at få mest for pengene, samtidig med at navnet på kontoudtogene lyder mindst porno-agtigt, er det som at hænge ud med gamle venner.

Karakterne og deres samtaler er på en gang virkelighedsnære og knivskarpt skrevet og leveret.

Seths direkte og nedsættende ordstrømme står i perfekt kontrast til Evans mere akavede usikkerhed, som kun Michael Cera kan præstere.

Det bliver med det samme gjort klart, at Rogen og Goldbergs manuskript (som de efter sigende begyndte på allerede i teenagealderen) er noget helt for sig. Spækket med komiske knaldperler fra start til slut, både af de mere underspillede, som når Evan lavmælt beordrer Fogell at smide vesten, fordi han ligner Aladdin, til de mere absurde bedst illustreret i scenen, hvor de inkompetente betjente Slater (Bill Hader) og Michaels’ (Rogen) afhøring er skyld i et endnu større sammenbrud hos den eksamenslæsende kassemedarbejder end det egentlige røveri.

For slet ikke at tale om hele Fogells (aka McLovins) vilde aften med netop de to betjente, der involverer alt fra en lettere kaotisk anholdelse af en hjemløs til drengerøvshygge med molotovcocktails og shoot-offs mod patruljebilen.

Skulle man have de virkelig kritiske briller på, kunne man argumentere for, at disse scener virker som taget fra en anden film og ikke havde noget at gøre i den ellers realistisk funderede highschool-fortælling. Men det er svært, når de er så sjove, som de er.

‘Superbad’. (Foto: PR)

Sammen med de Judd Apatow-instruerede ’40-Year Old Virgin’ og ’Knocked Up’ markerede ’Superbad’ et paradigmeskift for den amerikanske komedie. Den bragte noget nyt til genren ved at tilføre en stor portion hjerte og menneskelighed til de vulgære løjer.

I modsætning til de mange direct-to-video ’American Pie’-fortsættelser, som kendetegnede datidens ungdomskomedier, vil ’Superbad’ nemlig mere end at få publikum til at grine. Under den urkomiske overflade pulserer en dybfølt, emotionel og vigtigst af alt relaterbar historie om rådvilde teenagere usikrere for fremtiden.

Karaktererne er ikke bare klassiske highschool-arketyper. De er tredimensionelle og nemme at spejle sig i.

Bag Seths selviske – nærmest antipatiske – væsen er en usikker fyr bange for, at pigen, han er forelsket i, ikke vil have ham på grund af hans udseende, og som samtidig er ked af at miste sin bedste ven, der er kommet ind på et andet college end ham selv.

Evan har det heller ikke nemt. På en og samme tid føler han sig undertrykt af Seths larmende personlighed, mens han er rædselsslagen for at skulle undvære ham efter sommerferien.

Alle prøver de at skjule deres svagheder fra omverdenen.

Et opgør med bro-maskulinitet

Hele ’Superbad’s præmis om at drikke piger så fulde, at de ‘kommer til’ at have sex med én, har fået mange kritikere til at råbe vagt i gevær.

Og det er da også en afskyelig plan, men for mig at se er det tydeligt, at filmen er mere end bevidst om netop det. Hos de hjælpeløse teenagere, derimod, er det den eneste realistiske mulighed for at være sammen med det modsatte køn.

Filmen portrætterer på fornemste vis dette desillusionerede kvindesyn, og som filmen skrider frem, bliver karaktererne heldigvis klogere.

Det er, som om kritikerne har misset den del, hvor Evan ankommer til festen og mødes af en allerede bankelam Becca (Martha MacIsaac), der knap nok kan stå på benene. Da de to skal til at have sex, overvinder Evan de forskruede forventninger bygget op gennem filmen og afbryder samlejet, inden det overhovedet er kommet i gang.

Hos den fulde og usikre Seth ser vi hele hans plan ramle, da han til sit store chok finder ud af, at Jules (Stone) slet ikke drikker og faktisk hellere vil være sammen med ham, mens han er ædru.

Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at anklagerne mod filmen ikke holder vand.

Moralen er soleklar: Sex skal foregå mellem to jævnbyrdige individer, der begge gerne vil og er i stand til det. Det tydeligøres endnu mere, da parterne tilfældigt mødes i shoppingcentret dagen efter festen, hvor Seth giver en uforbeholden undskyldning for sin åndssvage opførsel.

På den måde er ’Superbad’ et klart opgør med den giftige og kvindeundertrykkende bro-maskulinitet, der gennemsyrede de mandsdominerede ungdomskomedier i 80’erne og 90’erne.

‘Superbad’. (Foto: PR)

At Seth og Evan i den berømte soveposescene ydermere sætter oprigtige ord på deres venskab og de følelser, de har for hinanden, er intet mindre end et nybrud i genren. Det er scener som denne, der får ’Superbad’ til at adskille sig fra sine tærteknaldende fætre.

Men gensynssuppen er ikke helt uden hår, trods alt …

En af de mere uheldige tendenser fra datidens komedier er brugen af ord som »gay« og »pussy« som nedladende skældsord. Når Seth næsten konsekvent tiltaler Fogell som FAGell, er det svært at trække på smilebåndet i dag.

Og desværre er det ikke kun Seth, hvis formål jo netop er at være usympatisk, der er skyldig i dette. Det er en generel tilbøjelighed hos alle karaktererne. Både Rogen og Hill har sidenhen anerkendt, at meget af humoren i deres tidligere film har været direkte homofobisk.

Det er svært at lægge al skylden specifikt på ’Superbad’, og jeg tror da heller ikke, formålet med disse ‘jokes’ har været at være nedsættende over for homoseksuelle. Det var desværre sådan, kulturen var dengang, og jeg har uden tvivl selv været med til at opretholde denne ved at grine med på og citere sådanne replikker.

Gudskelov er både filmindustrien – og jeg selv – kommet videre siden 2007.

Så… Holder den i dag?

På trods af enkelte, tidstypiske homofobiske jokes blev mine bange anelser i den grad gjort til skamme.

Med sine sylespidse og grovkornede jokes og bittersøde historie om sårbare og forvirrede teenagedrenge med separationsangst står ’Superbad’ i min bog stadig som én af de bedste og sjoveste ungdomsfilm nogensinde.

Og jeg er tydeligvis ikke alene. I foråret fik ’Superbad’ også en overbevisende sejr i afstemningen Soundvenue Showdown, hvor vi spurgte brugerne på Instagram, hvad de syntes var verdens bedste film om at være ung.

Jeg tilslutter mig koret, mens jeg begiver mig op på taget for at skrige, hvad jeg synes, hele verden skal vide:

 »Jeg ELSKER ’Superbad’«!

’Superbad’ kan ses på Blockbuster, Viaplay & iTunes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af