(Læs først, når du har set ‘Top Gun: Maverick’)
‘Top Gun: Maverick’ er et actionpakket og nostalgisk gensyn med Captain Pete Mitchell, bedre kendt som Maverick.
Men filmens mest rørende øjeblik er uden tvivl gensynet med en anden legende fra den oprindelige film: Tom Kazansky aka den iskolde smartass med et hjerte af guld, Iceman.
I den nye film finder vi ud af, at Iceman har gjort en flot karriere mod flådens højeste rang, admiral. Det er ham, der gang på gang har reddet Mavericks røv, når Maverick er gået sin egen vej, og det er ham, der trods alle andres store skepsis har foreslået Maverick som underviseren forud for den forestående mission impossible med at bombe et urananlæg i … et eller andet fjendtligt land.
Da Maverick er mest på glat is, tilkalder Iceman ham personligt til sit hjem, og det fører til filmens eneste fysiske møde mellem de to. Icemans hustru fortæller, at hans sygdom er kommet tilbage, og vi møder en svækket udgave af manden, der først kommunikerer gennem en computer og siden har en enkelt repliksekvens, før Maverick og Iceman tager afsked i et inderligt kram.
Senere i filmen dør Iceman af sin sygdom, og Maverick deltager selvfølgelig i begravelsen.
Icemans tilstand i filmen spejler i høj grad Val Kilmers egen. Efter en karriere, der har haft markant større udsving end kollega Cruises siden gennembruddet, fik han i 2014 konstateret strubekræft. Han fik en såkaldt trakeotomi – et hul i halsen ind til luftrøret – så han i dag ikke kan trække vejret uden hjælp og stort set har mistet sin stemme.
Stemmen, man hører i ‘Top Gun’, er lavet digitalt ud fra tidligere optagelser af hans stemme. Val Kilmer annoncerede i august sidste år, at han lavede et samarbejde firmaet Sonantic om at skabe en stemme til ham via kunstig intelligens, og det er altså noget lignende, man har gjort til filmen, dog uden brug af A.I.
Val Kilmer var selv meget bevæget, da han så scenen i ‘Top Gun: Maverick’ første gang, har han fortalt USA Today.
»Næsten 40 år er lang tid til en genforening. Vi grinte hele dagen. Tom er fantastisk og overraskende sjov«.
Val Kilmer var begejstret for den fortælling, man havde givet Iceman i den nye film. Det var dog først til allersidst, man besluttede, at Val Kilmer skulle have en talende replik.
»Det ændrede sig hver dag i prøverne. De tog den rigtige beslutning til sidst«, siger Kilmer til USA Today og tilføjer, at det store kram, der afslutter scenen, kom »lige fra hjertet«.
»Jeg elsker Tom. Vi er altid kommet fantastisk ud af det med hinanden«.
Følelsen virker absolut til at være gensidig, for ifølge filmens producer Jerry Bruckheimer var det et krav fra Cruise, at Val Kilmer skulle være med i opfølgeren.
»»Tom Cruise sagde: ’Vi må have Val, vi må have ham tilbage. Vi må have ham med i filmen’«, har Bruckheimer fortalt til People Magazine.
»Vi ville alle have ham (Val Kilmer, red), men Tom var virkelig ubøjelig og sagde, at hvis han skulle lave endnu en ’Top Gun’, skulle Val være med i den«.
Sidste år gav dokumentarfilmen ‘Val’ et fint og vemodigt indblik i Val Kilmers karriere og liv. Den skildrer en skuespiller, der besad meget andet, end det han blev typecastet til efter ‘Top Gun’ – og som med de seneste års sygdom har skullet acceptere, at han for altid vil være forbundet med de gamle roller, mens han samtidig også engagerer sig i nye kunstneriske projekter.
‘Val’ er desværre ikke tilgængelig på streaming i Danmark for øjeblikket.