Rygterne har svirret lige siden premieren i 2019, men nu er det altså endelig bekræftet: ‘Joker 2’ er på vej – endnu en gang med Joaquin Phoenix i sin Oscar-indbringende titelrolle.
Instruktør Todd Phillips annoncerede nyheden på sociale medier, hvor han delte et billede af Phoenix, der læser manuskriptet til filmen, samt arbejdstitlen ‘Joker: Folie à Deux’.
Den første ombæring af franchisen blev yderst indbringende for Warner Bros. Filmen omsatte for over en milliard dollar på verdensplan mod et (i superhelte-regi) beskedent budget på mellem 55 og 70 millioner dollar.
Også kritikerne var begejstrede, blandt andet her på siden hvor filmen modtog fire stjerner. Filmen gik også sin sejrsgang i prisssæsonen: Først med Guldløven i Venedig, dernæst med 11 Oscar-nomineringer og to statuetter.
Phillips havde selv afvist at lave en toer forud for premieren på ‘Joker’, men har tilsyneladende fået andre tanker efter den voldsomme succes. Da rygterne om en efterfølger blomstrede for snart tre år siden, kaldte Soundvenues Lise Ulrich den potentielle efterfølger: »Årets værste Hollywood-idé«.
Det er endnu uvist, hvornår filmen vil se dagens lys, men noget tyder på, at den fortsat er i udvikling. 2024 vil dermed være et rimeligt bud.