Amazon Prime Video’s kommende serie ‘Mr. and Mrs. Smith’ har føjet endnu en række stærke navne til rollelisten:
‘I May Destroy You’-serieskaberen og skuespilleren Michaela Coel, Paul Dano og John Turturro har meldt sig under fanerne, og slutter sig dermed til hovedrolleindehaverne Donald Glover og Maya Erskine. Det skriver The Playlist.
Oprindeligt skulle ingen ringere end Phoebe Waller-Bridge have spillet over for Donald Glover i serien, der givetvis får de fleste til at kaste en tanke tilbage til Brad Pitt og Angelina Jolies filmudgave af fortællingen om et ægtepar, der ikke er klar over, at de begge er lejemordere.
Waller-Bridge sprang dog fra, hvorefter Maya Erskine fra komedieserien ‘Pen15’ blev castet. ‘Mr. and Mrs. Smith’ er skabt af Donald Glover og Francesca Sloane (‘Atlanta’, ‘Fargo’ sæson 4), som også fungerer som showrunner.
Amazon Prime Video har endnu ikke fastsat en premieredato.