Netflix-serien ’The Lincoln Lawyer’ har i hele fem uger været blandt de 10 mest sete engelsksprogede serier på Netflix, og det er derfor ikke så mærkeligt, at streamingtjenesten nu giver grønt lys til en anden sæson, skriver The Wrap.
’The Lincoln Lawyer’ følger forsvarsadvokaten Mickey Haller, som opererer ud fra sin bil, en Lincoln Navigator, i Los Angeles.
Serien skal ikke forveksles med Matthew McConaughey-filmen ’The Lincoln Lawyer’, som er baseret på samme bogserie af Michael Connelly. Filmen følger første bog, mens seriens første sæson er bygget over anden bog.
Anden sæson er allerede bekræftet til at være baseret på den fjerde bog i serien, ’The Fifth Witness’, hvor Mickey Haller skal forsvare en fast klient fra mordanklager. Sæsonen bliver 10 afsnit ligesom første.
Seriens skabere Ted Humphrey og David E. Kelley – sidstnævnte har skrevet retssagserier siden ’Ally McBeal’ – får selskab af Dailyn Rodriguez som blandt andet har produceret ’Queen of the South’.
Det forventes også, at hele seriens hovedcast vender tilbage.
’The Lincoln Lawyer’ sæson to har endnu ikke fået premieredato, men første sæson kan ses på Netflix nu.