Fjerde sæson ‘Stranger Things’ har indtaget Netflix efter flere års ventetid, og publikum kan slet ikke få nok.
Flagskibsserien har sat seertalsrekord for bedste åbningsweekend for en engelsksproget serie på platformen. I løbet af weekenden er serien blevet set 286,79 millioner timer ifølge Indiewire.
Det er nok til at slå anden sæson ‘Bridgerton’, der tidligere havde rekorden for bedste åbning for en engelsksproget serie. Den blev ‘kun’ set 193 millioner timer i sin første weekend.
‘Stranger Things’ ligger desuden nummer et på Netflix’ top 10 i 83 ud af de 93 lande, hvor Netflix opgør listen, hvilket er endnu en rekord.
Noget tyder altså på, at ‘Stranger Things’ har kurs mod at slå rekorden for flest seere for en engelsksproget serie i de første 28 dage efter premieren. Anden sæson ‘Bridgerton’ sidder i øjeblikket på denne rekord med 656,26 millioner timer sete.
Der er endnu lang vej op til månedsrekorden for den mest sete serie på Netflix på tværs af sprog. ‘Squid Game’ sidder tungt på tronen med 1,65 milliarder timer i sine første 28 dage.