‘Klovn’ sæson 9: Fra heroinpres til rosé – Casper og Frank er blevet stuerene
Engang var rosé i ‘Klovn’-regi lig med socialt selvmord. Med tilnavnet »bøssevand« endte Franks lyserøde vinbestilling med at igangsætte ‘Rosé-forbandelsen’. En kæde af begivenheder, der tog pis på Frank og Caspers udtalte homofobi.
Nu bæller de det uden skrupler på dækket af deres nyindkøbte millionyacht. I første halvdel af ‘Klovn’s niende sæson ‘Senfølger’ er både Frank, Casper og rosévinen nemlig blevet stueren på både godt og ondt.
Fnug har fået Casper til at vaske sit eget tøj, hvilket giver problemer med mærkaternes »vaskehieroglyffer«. Mia skrider med fornyet selvstændighed fra ‘Unge Wallander’ i hjørnesofaen.
Har ni ‘Klovn’-sæsoner med umoralske udskejelser forrået os? Eller er ‘Klovn’ anno 2022 blevet lidt for velkendt og hyggeligt?
Samtidig er det feminine forsøgt inviteret ind i varmen. Og kun én ting er mere kvindagtigt end rosévin: Menstruation. Som er første punkt på dagsordenen i ‘De Røde Bukser’.
Fnug fribløder. Mia bruger et gammeldags bind. Mens kvinderne bløder, køber Frank og Casper en båd.
For det skal fejres, da makkerparret modtager besked om et uventet overskud fra Danmarks eneste populære revisor: ‘Klovn’-favoritten Revisor-Kurt. I bedste ‘Copenhagen Showboat’-ånd køber Frank og Casper en millionyacht. Denne gang med den perfekte havneplads på Rungsted Marina. Men inden længe viser havnens minefelt af Murphys lov sit ansigt.
At ‘Klovn’ kaster sig ud i den komiske brudflade mellem aldrende hvid cismand og post Metoo-feminisme er uchokerende og mere end en postgang for sent. Samtidig er bagmændenes selvbevidsthed så tydelig, at forsøget på kuglestøderi med feminismen føles omtrent lige så provokerende som et spil pétanque i Frederiksberg Have.
Hvor pondussen af Iben Hjejles hedengangne sammenligning af sin udflåd med hytteost er mejslet ind i mine værste menstruationsmareridt, er kvindeblodet her nærmere humoristisk nedfaldsfrugt.
Samtidig bliver en fortærsket ‘Klovn’-rille genbesøgt i ‘De Røde Bukser’: Bo og hans seksuelle undervældenhed. Bo mangler at miste sin mødom, og Frank og Casper mangler en stråmand til at skaffe dem plads ved havnerestaurantens VIP-bord for Atlanterhavskrydsere.
Bos rejse fra tragisk minipik til kammeratlig undersåt fortjener fint sin faste plads i ‘Klovn’-universet. Men hvor forrige sæsons mikrodoseringsspor var opfindsomt, er det alt andet at køre videre på hans seksualitet.
Selvom Casper atter er brillant leveringsdygtig i selvskrevne regler og dobbeltmoral, er det, som om det uovertrufne ‘White House Potential’ spøger i sæsonpåfundet »kaviarformat«. Assistent-Bo har det nemlig ikke med sit kilometerlange bælte, mismatchede sko-strømpe-valg og et skjortemønster med »Hvad er det? Blomster?« på.
At modepolitiet Casper i afsnittet forinden sportede himmelråbende sorte laksandaler med hvide strømper spøger næsten som et uintenderet easter egg.
Det er bedre underspillet i ‘Frederiksberg Flisen’, hvor Frank indædt ønsker at blive udødeliggjort på Frederiksberg Allés walk of fame, men bliver åndet i nakken af en tavs, men irriterende Nikolaj Stokholm. Frank går i panik, da han ser komikeren drikke kaffe med den indflydelsesrige café-ejer Mads: »Sad de ned? Ja. Så er de venner«, lyder Caspers fremragende og brugbare postulat.
Afsnit fire, ‘Alter-Ego’, er en rendyrket Casper-kavalkade, hvor han er høj på »røvhulsenergi« induceret af anal solbadning. At han må vente som en hund i bilen, mens Frank fardanser til den gymnasiereunion, der er afsnittets omdrejningspunkt, resulterer i fantastisk pinpong.
På cameo-fronten leverer Sofie Linde underholdende feministiske øretæver til Frank og Casper, der »sidder fuldstændig ydmygt og spiser kaviar og bliver angrebet«. Stephania Potalivos mærkværdige rævebeef med Frank må til gengæld gerne gå direkte i glemmebogen.
Bølgerne går dog højest, da Magnus Millangs moderbindinger granskes med skøn kropskomisk inddragelse af sidelinjens plastikstole i ‘Portræt af en tennisklub’. Her er der dømt dansk mediebranche-illuminati for fuld smadder med Bertelsen & Brügger, sportsvært Jimmy Bøjgaard og Martin Kongstad som del af afsnittets psykologiske spil tennis. Men der er stadig plads til mindre oplagte stjernepræstationer.
‘Klovn’ har tidligere formået at flænse tidsånden og menneskelig udåd i samme åndedrag bevæbnet med brændte cd’er, musical-adaptationer og rådne frugtkasser fra Aarstiderne.
Da Frank og Mia køber et vildmarksbad til demopris af Frederik Cilius, føles det tendenstypisk. Men at en af Danmarks celebre komikere ikke spiller sig selv, men vildmarksbadssælger, er svært at abstrahere fra, selvom han gør det fremragende.
Især fordi hans tilstedeværelse vækker mindelser om, hvordan den politisk ukorrekte modbydelighed, ‘Klovn’ i sin tid lancerede, er stærkere repræsenteret i Cilius’ aktuelle ‘Orkesteret’ end i serien selv.
Generelt leverer ‘Senfølger’ næsten alle elementerne, der udgør udmærkede ‘Klovn’-afsnit: arrogance, barnlige konflikter og citérbare one-liners. Meget af tiden er det også underholdende og sjovt.
Men der mangler en toneangivende gru. ‘Klovn’-universet er stadig anført af to løgnere og et sted, hvor utroskab med en uforløst gymnasieflirt kan undskyldes med henvisning til »Marty McFly«-reglen. Men dagene med heroin-gruppepres over en Hanne Boel-cd og stomilort i poolen føles godt nok som længe siden.
Holder både vi og serien efterhånden lidt for meget af Frank? Ligesom forrige finaleafsnits buksepissende kærlighedserklæring med ‘Snøvsen’ som bagtæppe tyder meget på, at klovnen med museskridt er ved at udvikle en samvittighed i pauserne fra sin egen selvoptagethed.
Hvilket bestemt giver mening, men desværre også mangel på kant.
Kort sagt:
Sæsontitlen ‘Senfølger’ skal efter sigende referere til kausalsammenhængen mellem Franks handlinger og konsekvenserne af dem. Men trods feminisme-forsøg og pinlig teaterflise-selvtægt flyder Frank stadig ovenpå i livets vildmarksbad. Større og værre konsekvenser ville for alvor give nutidens ‘Klovn’ fordums karakter.
Anmeldt på baggrund af seriens første fire afsnit.