2022 var det første reelle biografår post-corona, og selvom biograferne i perioder har savnet bomstærke billetbaskere, har der kvalitetsmæssigt været meget at komme efter, både på det store lærred og hjemme foran skærmen.
Der var da også en lang række film i spil, da de yderste pladser på nedenstående top 10 skulle besættes.
Direkte på streaming var film som de undervurderede ’Hustle’, ’The Fallout’ og ’Fresh’ værdige kandidater. I arthouse-boldgaden stod de gode oplevelser i kø med film som ’A Hero’, ’Drømmemanden’, ’Playground’, ’The Lost Daughter’, ’Petite Maman’ og ’Bergmans ø’, mens ’Scream’, ’The Batman’ og ’Top Gun: Maverick’ leverede varen i mainstreamregi.
Midt imellem dominerede Nicolas Cage i de velkomment opfindsomme ’Pig’ og ’The Unbearable Weight of Massive Talent’, mens Niels Arden Oplev skabte dansk feelgood, når det er bedst, i den populære ’Rose’, mestrene Guillermo Del Toro og Pedro Almodóvar var i fin form med henholdsvis ’Nightmare Alley’ og ’Parallelle mødre’, og gyset ‘The Black Phone’ satte ar i sjælen.
Endelig skal det selvfølgelig nævnes, at ‘Red Rocket’ og ‘Spencer’ figurerede på sidste års liste – endda højt oppe.
Men i sidste ende var det disse ti film, vi fandt plads til i halvårets toplag:
10. ‘Cha Cha Real Smooth’
Wunderkind Cooper Raiff vandt flere Sundance-priser for sin opfølger til debuten ’Shithouse’, og det forstår man godt: Den nu blot 25-årige instruktør slog med ’Cha Cha Real Smooth’ fast, at han har en sjælden fin fornemmelse for ægte og bevægende menneskelige møder båret af lige dele humor og følelse.
Raiff spiller Andrew, der vender hjem fra college uden at vide, hvad han skal med sit liv. Han får en gig som party-starter til de locale bar mitzvahs, hvor han knytter et særligt bånd til den smuk-mystiske Domino (Dakota Johnson) og hendes autistiske pige Lola. Det bliver til en virkelig sjov og klog skildring af kærlighed og livsvalg – og et lille hovedværk i en indie-bølge, der blev funderet af instruktører som Duplass-brødrene, Lynn Shelton og Nicole Holofcener i 00’erne, og som altså nu har fået en uventet genopblomstring med Cooper Raiffs nænsomme blik på verden.
Kan ses på Apple TV+.
9. ‘Lamb’
Der har været adskillige bizarre indfald i årets foreløbige filmhøst – se eksempelvis nummer seks på denne liste – men prisen for mest vanvittige setup går nu alligevel til Valdimar Jóhannssons islandske ’Lamb’.
Noomi Rapace og Hilmir Snær Gudnason spiller et par, der lever isoleret på deres gård i de smukke islandske fjelde i sorg over tabet af deres dødfødte barn. Men da et af deres får føder et særligt lam, tager de det til sig, iklæder det tøj og opfostrer det i alle henseender som et menneskebarn.
En så barok præmis kommer kun i mål med en vis portion tør islandsk humor, som Jóhannsson doserer elegant med den grundlæggende sørgmodige historie og en provokerende udforskning af menneskets forhold til naturen, som sættes på spidsen i den overvældende slutning. Menneskefåret Ada er utroligt godt lavet, og Noomi Rapace bærer filmens følelsesmæssige ballast på sine skuldre, så ’Lamb’ bliver meget mere end en gimmick.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl.
8. ’C’Mon C’Mon’
Kontrasten til præstationen som Jokeren kunne næsten ikke være større, da Joaquin Phoenix fulgte op med den naturalistiske rolle som en radiojournalist Johnny, der hænger sin nevø, mens hans søster (Gaby Hoffman) tager sig af sin psykisk forstyrrede mand, i den sort-hvide, uimodståelige ‘C’Mon C’Mon’.
Det kunne lyde som den klassiske, ‘About a Boy’-agtige historie om en kold/egoistisk voksen, der skal lære at føle sig selv og andre gennem venskabet med et barn, men Mike Mills film er langt mere nuanceret og intelligent end som så.
Johnny er som menneskenysgerrig journalist faktisk et følsomt menneske i forvejen, men alligevel er der noget ægte og autentisk, der åbner sig op i samværet med den nysgerrige dreng, der tumler med svære ting, ligesom filmen elegant skildrer forholdet mellem Johnny og søsteren over distancen.
En smukt filmet, sød og livsklog fortælling båret af en utrolig kemi mellem Phoenix og unge Woody Norman.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl.
7. ’Drive My Car’
Fra Cannes-premieren blev Ryusuke Hamaguchis drama en overraskende Oscar-sensation med fire nomineringer, heriblandt i hovedkategorien Bedste Film. Et vildt signal om, at Oscar-akademiet har forandret sig – men selvfølgelig også om det varige indtryk, den lavmælte film om forholdet mellem en sorgramt teaterinstruktør og hans fåmælte chauffør har på folk.
Efter en lang, fintfølende prolog – åbningsteksterne kommer først efter cirka 40 minutter – hvor Kafukus kæreste sporløst forsvinder, tager det egentlige plot fat, når Kafuku siger ja til et job på en teaterfestival i Hiroshima. Vi følger minutiøst arbejdet med opsætningen af ’Onkel Vanja’, mens chaufføren Misaki i bilen langsomt prikker hul på hans skjold, og vi langsomt nærmer os karaktererne, så vi til sidst bare lever deres liv gennem vores øjne. Som Soundvenues anmelder Freja Dam beskrev ’Drive My Car’:
»En mesterligt smuk, menneskeklog, mystisk og underspillet tre timer lang meditation over sorg, skyld, sprog, kommunikation, kreativitet og kunstens helende kraft og en effektiv slow burn-oplevelse, der langsomt, men sikkert skyller ind over én og efterlader én som et åbent sår i biografsædet«.
Kan stadig fanges i biografen.
6. ‘Everything Everywhere All at Once’
Det er vist en individuel sag, om man blev følelsesmæssigt revet med af Daniels-duoens første film siden ’Swiss Army Man’, den galsindige multiversefilm ’Everything Everywhere All at Once’. Men der kan ikke være to meninger om, hvor fedt det var at se en dybt original, kompromisløs og komplet kuk-kuk-film komme ud af Hollywood og blive en overraskende succes ved billetlugerne.
Med udgangspunkt i den kinesiske immigrant og vaskeriejer Evelyns besøg på et skattekontor stikker filmen af i tusind retninger, hvor Evelyn blandt andet er hemmelig spion, skuespilstjerne og hustru med pølsefingre, helt bogstaveligt. Det er filmen, hvor vi både møder en talende vaskebjørn ved navn Racatoonie, en universtruende bagel og en pokal i numsen, og hvor man ser målløs til, efterhånden som The Daniels alligevel får en nogenlunde sammenhængende film ud af de mange indfald.
Læs Soundvenues anmeldelse i fire universer.
Kan stadig fanges i biografen.
5. ’Navalny’
I et år, hvor Vladimir Putin én gang for alle viste sit sande vanvittige ansigt i krigen mod Ukraine, var den bedste film om det moderne Rusland dokumentarfilmen om en af despotens få hjemlige konkurrenter: Oppositionspolitikeren Aleksei Navalnyj, som blev forsøgt myrdet med gift af styret på et fly i 2020.
I Daniel Rohers film optrevler Navalny attentatet på sig selv, kulminerende i de mest utrolige scener fra virkeligheden, hvor han nærmest kækt ringer op til de suspekte personager, der udførte mordforsøget mod ham.
Der er et iboende håb for Ruslands fremtid i hovedpersonens ukuelige mod, samtidig med at slutningen gør én slukøret på vegne af det russiske folk. Hele vejen igennem er ’Navalny’ en dokumentaristisk thriller, man sent vil glemme.
Kan ses på DR og HBO Max.
4. ’Speak No Evil’
Christian Tafdrup gjorde det igen: Fik os til at diskutere dansk film på en måde, som vi ellers gør meget, meget sjældent i disse år. Efter den kontroversielle ’En frygtelig kvinde’ besluttede Tafdrup sig for at skære Danmarks mest ubehagelige film, og missionen lykkedes: Måske var ’Speak No Evil’ ikke helt så mareridtsinducerende, som nogle anmeldere gjorde den til, men den var til gengæld et knivskarpt studie i det moderne vestlige menneskes føjelighed, der byggede elegant og tålmodigt op mod et kulsort klimaks.
Det er således ingen overdrivelse at erklære, at ’Speak No Evil’ er en af de bedste danske gysere nogensinde, måske kun overgået af Dreyers ’Vampyr’ og Triers ’Antichrist’.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl.
3. ’Hændelsen’
Audrey Diwans film vandt Guldløven på Venedig-festivalen sidste efterår, men er desværre blot blevet mere og mere aktuel siden. Baseret på Annie Ernaux’ selvbiografiske bog fortæller historien om den unge, lovende studerende Anne, der bliver gravid i 60’ernes Frankrig, hvor der er forbud mod abort, og man ikke kan fortsætte sine studier, hvis man får et barn.
Selvom vi altså skruer tiden et halvt århundrede tilbage, portrætterer filmen med følsom intimitet, hvad unge kvinder i store dele af USA kommer til at stå over for de kommende år. Og det er rystende. ’Hændelsen’ tager os helt ind i Annes verden, langsomt byggende op mod scener af den slags, der er nærmest ubærlige, men vigtige at sidde igennem.
’Hændelsen’ skriver sig ind i historien for centrale værker om abort sammen med hovedværker som ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og ’Never Rarely Sometimes Always’.
Kan stadig fanges i biografen.
2. ’Verdens værste menneske’
Joachim Trier og hans faste manuskriptmakker Eskil Vogt var tilbage i topform på hjemmebanen – sjælesøgende unge i Oslo – med den sprudlende fortælling om den intelligente Julie, der flakker rundt i både karriere og kærlighed.
Et generationsportræt om ægte eksistentielle udfordringer hos ægte privilegerede skandinaver møder en boblende, florlet romcom spækket med opfindsomme indslag, som når tiden står stille i en pludselig romantisk indskydelse, eller filmen i en montage ser tilbage på, hvor Julies formødre var i livet, da de var 30.
Filmen nåede måske lige knap dybderne eller de stilistiske nybrud fra hovedværkerne ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’, men mindre kan virkelig også gøre det, og der er langt mellem de filmskabere, der kan få noget så vellykket til at se så let ud, som Trier gør med den zeitgeisty ’Verdens værste menneske’.
Kan stadig fanges i biografen.
1. ’Licorice Pizza’
Meget groft skitseret er der to fraktioner af Paul Thomas Anderson-fans: Dem, der er mest til hans ambitiøse og alvorlige studier af maskulin magt og afmagt i film som ’There Will Be Blood’ og ’The Master’, og dem, der sætter mest pris på hans mere legende, afslappede og humoristiske værker som ’Boogie Nights’ og ’Punch Drunk Love’.
’Licorice Pizza’ hører så afgjort til sidstnævnte kategori som mesterinstruktørens hidtil sjoveste film, en fortælling, man bare gerne vil bo og hænge ud i, og som man ønsker aldrig vil stoppe,
Historien – sat i PTA’s egen barndomsland, 70’ernes San Fernando Valley – er skæv og overraskende. I centrum står et måske-måske ikke platonisk forhold mellem en gammelklog 15-årig, tidligere barnestjerne og en uforløst, 10 år ældre skolefotografassistent. Paul Thomas Anderson cruiser gennem mærkværdige optrin i en fragmentarisk og konstant underholdende række sekvenser, hvoraf flere står frem som novellefilm i sig selv og kærligt-satirisk kommenterer Hollywoods storhedsvanvid og ener-ånd.
Men samtidig er man – uden helt at forstå hvorfor – dybt forankret i de to hovedpersoners relation, godt båret af to af årets hidtil mest charmerende skuespilpræstationer fra debutanterne Cooper Hoffman og Alana Haim.
Det er måske ikke Paul Thomas Andersons største film, men så afgjort en af hans bedste.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl.