‘Petite Maman’: Céline Sciammas nye film er tankevækkende og bevægende

‘Petite Maman’: Céline Sciammas nye film er tankevækkende og bevægende
Joséphine og Gabrielle Sanz i 'Petite Maman'. (Foto: Angel Films)

Barndom og moderskab flyder sammen i Céline Sciammas bevægende film ’Petite Maman’.

Sciamma fik sit brede internationale gennembrud med sin billedsmukke film ’Portræt af en kvinde i flammer’, som høstede store kritikerroser. Et dragende kærlighedsdrama om en maler og hendes model sat i 1700-tallets Bretagne.

Med ’Petite Maman’ bevæger Sciamma sig i et univers, der har mere til fælles med hendes tidligere film. De tre coming of age-fortællinger ’Water Lilies’ (2007), ’Tomboy’ (2011) og ’Girlhood’ (2014) bevæger sig alle i en mere socialrealistisk genre, hvor udvikling og omvæltning i den tidlige ungdom er i fokus.

Ligesom ’Tomboy’ om den tiårige Laure, som udforsker kønsidentitet i de præpubertære år, har ’Petite Maman’ barnet i centrum. Filmen udfordrer dog de realistiske takter med magiske indslag, som ikke før har vist sig i Sciammas oeuvre.

Vi følger den otteårige Nelly, og med linsen fæstnet på hende manifesterer Sciamma endnu engang sin evne til at lade fortællingen bære af barnets blik. Hvor skellet mellem følelserne i det praktiske voksenliv og de sanselige, transformative år er tydelig i ’Tomboy’, smelter følelserne sammen i ’Petite Maman’, hvor voksen bliver til barn.

Joséphine Sanz og Nina Meurisse i ‘Petite Maman’. (Foto: Angel Films)

Nelly har lige mistet sin mormor, og mens hendes forældre pakker mormorens værelse sammen, løber Nelly ind og ud af værelserne på plejehjemmet for at sige pænt farvel til de øvrige beboere. Moren Marions barndomshjem er næste stop.

Nelly betragter sine forældre fra bilen, den lydtætte boble, og følelsen af at blive holdt lige i udkanten af forældrenes følelsesliv, men stadig være inden for rækkevidde, toner frem. Marion sørger over tabet af sin mor, og Nelly forsøger at komme hende i møde.

Sommetider på måder, hvor Nelly nærmest indtager rollen som den voksne i relationen. Som da hun spørger, hvordan hendes mor har det med at være tilbage i huset. Med morens barndomshjem som det afgrænsede rum for fortællingen skaber filmen et grænseland, hvor barn og voksen kan flyde sammen.   

Blandt gamle skolebøger og andre levn fra fortiden vrimler minderne frem. Midt i den praktiske nedpakning forsøger Nelly at komme tættere på sin mor gennem de barndomsminder, de omringes af. Hun vil finde frem til det barn, hendes mor engang var.

Petite Maman. (Foto: Angel Films)

Nelly sover på sin mors barndomsværelse, går på opdagelse i skoven omkring huset, som hendes mor legede i som barn, og forsøger at finde den hule, hun byggede i skoven.

Men en morgen er Nellys mor taget hjem og har overladt oprydningen af huset til Nelly og hendes far. Samme dag møder Nelly en pige i skoven, som slæber en stor gren langs jorden. Pigen hedder Marion, og hun er i færd med at bygge en hule.

De to piger har tydelige fællestræk, og der opstår hurtigt en særlig forbindelse mellem dem. De finder trøst i hinandens selskab og søger ind i legen fra hver deres lidt ensomme boble.

Nelly og Marion er både indsigtsfulde og barnlige, og det er, som om der gemmer sig mere end som så i de to små piger. Med pigernes møde skabes en ny magisk virkelighed i filmens univers, hvor tiden bøjes og nye muligheder opstår.

’Petite Maman’ er en tankevækkende og bevægende fortælling med en filosoferende tilgang til tiden. Med en magisk nostalgi bliver filmens portræt af mor-datter-relationen kraftfuld og rørende.

Det er en stille film om et stort drama – relationen mellem barn og voksen – som på finurlig vis minder os om, at der bor et barn i alle voksne.


Kort sagt:
Celine Sciamma har med ’Petite Maman’ begået en bevægende fortælling drevet af magisk nostalgi, som rammer et særligt sted.

‘Petite Maman’. Instruktion: Céline Sciamma. Medvirkende: Joséphine Sanz, Gabrielle Sanz, Stéphane Varupenne, Nina Meurisse, Margo Abascal. Spilletid: 72 min. Premiere: 20. januar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af