‘Scream’: Gyseligt godt Ghostface-gensyn borer kærligt kniven i sine fans
Men … hvorfor hedder den bare ’Scream?’ Hvorfor ikke ’Scream 5’?
Er det en sequel? Et reboot? Er Sidney Prescott ikke længere vores final girl?
Og, måske mest presserende for den kritiske biografgænger:
Er sådan en gang køkkenknivs-slasher sovset ind i meta-nostalgi for millennials med akut 90’er-hjemve ikke pænt passé i prestigegysets æra?
Held og lykke med at dolke Oscar-nominerede Jordan Peele og Ari Aster i ryggen, du gamle Ghostface.
Skepsissen forud for Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpins hemmelighedsomgærdede genoplivning af Wes Cravens gyserunivers har været til at tage og føle på. Det er den første ‘Scream’-film, som hedengange Craven ikke selv står bag, og originalens manuskriptforfatter Kevin Williamson er ‘kun’ med om bord som executive producer (i stedet er den skrevet af James Vanderbilt og Guy Busick, hvis tidligere film du ikke skal google, hvis du vil undgå svedige håndflader).
Lad mig derfor starte med at smide svesken på disken – eller leveren i postkassen! – og berolige de mest ængstelige fans, der, som jeg, har bidt negle, siden filmen blev annonceret:
Ikke alene er ’Scream’ decideret uhyggeligt underholdende, den er den bedste ’Scream’-film siden ’Scream 2’. Og den imødekommer redeligt samtlige kritiske spørgsmål igennem rollelistens obligatoriske superfilmnørd i en metamonolog så veloplagt, at jeg ingenlunde kunne finde på at give svarene væk her.
I det hele taget vil jeg nødig afsløre for meget om filmen, der er proppet til randen med easter eggs og absurd detaljerige referencer, men som nytilkommere til The Screamverse nok har luret, så vil det være kløgtigt at se originalen fra 1996 først (de efterfølgende film er ikke på pensum i plottet).
Vi er således tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele gik ned, og som Sidney (Neve Campbell) fornuftigt har svoret, at hun aldrig sætter sine ben i igen. Alt har åndet fred og fordragelighed i årevis, men en aften modtager teenageren Tara (stjerneskuddet Jenna Ortega fra ’The Fallout’) et mystisk opkald på forældrenes fastnettelefon fra en hæs gut, der bare lige skal høre: … »What’s your favorite scary movie?«
»’The Babadook’«, svarer Tara, som kan sine anmelderroste prestigegys på fingerspidserne. »Det er en film om sorg og moderskab«.
»Det lyder lidt kedeligt«, fnyser stemmen, som hellere vil snakke om »90’er-slasheren ’Stab’«. Aka. ’Scream’-franchisenes tilbagevendende metastikpille til sig selv.
Så er vi ligesom i gang, mens Tara trisser rundt i Drew Barrymores fodspor i et ekko af gyserhistoriens mest ikoniske åbningssekvens.
Allerede her har Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpin (som også instruerede ’See No Evil’) imidlertid et twist i ærmet, inden vi næste dag introduceres for filmens hovedperson, Sam (Melissa Barrera fra ’In the Heights’) og dennes kæreste, Kirsch (Jack Quaid fra ’The Boys’).
Ja, den er god nok: Den faste overlever-trio Sidney, journalisten Gale (Courtney Cox) og den godmodige betjent Dewey (David Arquette) må dele pladsen med de unge vilde, der bider i græsset én for én, idet Ghostface udlever sin masterplan.
Og skønt jeg gerne havde tilbragt mere tid med »de voksne«, hvis kemi har været filmenes rygrad (både før og efter Cox og Arquettes virkelige ægteskab), så lykkes instruktørduoen overraskende effektivt med generationsskiftet, takket være karismatiske præstationer fra the new kids on the block. Heriblandt også Mikey Madison fra ‘Better Things’ og Jasmin Savoy Brown fra ‘Yellowjackets’.
’Scream’ er nemt den mest brutale i rækken (navnlig ét, dybt grumt mord fik mig nær til at gribe min sagesløse sidemand i armen), men franchisen har aldrig villet skræmme sit publikum ned under stolesæderne a la ’The Conjuring’:
Velkoreograferet suspense krydres med kulsort humor, og op til det øjeblik kniven penetrerer det skælvende kød, er der dømt gyselig slapstick i konfrontationerne med morderen, der vælter over stole og ømmer sig højlydt, når et offer slår en proper næve.
Så kan det godt være, at mennesket under Munch-skriget er forskelligt fra film til film, men Ghostface fremstår kontinuerligt som sin egen karakter, takket være stemmeskuespiller Roger L. Jackson, der også i femte runde er en ondskabsfuld fryd.
Hvor ’Scream’ 1996 prikkede hul i slasher-kollegerne fra 80’erne, peger ’Scream’ 2022 sin Red Right Hand mod os seere og toxic fandom-kulturen, der lugter blod, hvis nogen vover at pille ved originalens dna.
Det gælder for ’Star Wars’, og det gælder absolut også for ’Scream’ selv, der over 25+ år har fået en enorm og yderst temperamentsfuld Reddit-fanbase.
’5cream’s (sorry) metaselvbevidsthed truer med at forvandle den til slangen, der bider sig selv i halen, og i sidste akt vakler korthuset så meget under vægten af alle de metasamfundssatiriske metasamtaler, filmen partout vil føre på 117 fronter, at finalen er i fare.
Lykkeligvis udebliver kollapset.
Socialkritik, der revolutionerer Hollywood, er det ikke, men mere popcornsvenlig »carnage candy« skal man lede længe efter, når Gillett og Bettinelli-Olpin cementerer ‘Scream’-franchisens fortsatte eksistensberettigelse som genrens frække toastmaster.
Og efter at have hoppet i sædet og knebet en tåre forlod denne nostalgiske millennial med akut 90’er-hjemve biografen med et smørret grin over hele femøren.
Kort sagt:
Ghostface serverer fuldfed fanservice og suspense med en sidevogn af morderisk metasatire i ’Scream’ – den mest vellykkede film i gyserfranchisen siden ’Scream 2’.