Det er scenen, som for evigt har udødeliggjort instruktør Wes Cravens ’Scream’. En flok fulde teenagerødder banker bajere ned i svælget og kaster med popcorn mod gyseren på flimmerkassen, ’Halloween’. Men med ét sætter horrornørden Randy (Jamie Kennedy) festlighederne på time-out, fordi der skal skoles i slasher-film: For der er bestemte regler, som skal overholdes for at overleve en horror-film!
Lad være med at have sex. Lad være med at drikke alkohol. Og lad være med at sige, at du kommer tilbage lige om lidt, hvis du forlader selskabet.
Manuskriptforfatteren Kevin Williamson, der selv var vokset op imellem Blockbusters vhs-kassetter til alverdens slibrige gysere, vendte den metaltrætte slasher-genre på hovedet ved at skrive en film, hvor morder(e) såvel som ofre alle kendte til dens mange faldgrupper. Med ét var gud og hver mand pludselig eksperter i slasher-genren, om de så blot havde set et par klip fra ’Scream’.
Det er disse meta-bemærkninger omkring genren, vi husker ’Scream’-filmene for, og de fire ’Scream’-film, som udkom imellem 1996 og 2011, og som alle utroligt nok er instrueret af Craven, er af samme grund blevet pejlemærket for alle andre slasher-film i dette postmoderne 21. århundrede.
Den type refererende metaspil er i dag hverdagskost for biografgængere. Neo skaber selv ’Matrix’-serien i den biografaktuelle ’The Matrix: Resurrections’. ’Spider-Man: No Way Home’ dyrker den selvreferende stil, og Roman Pearce er overbevist om, at han er en udødelig actionhelt i den nyeste ’Fast & Furious’-film.
Op til premieren på instruktørparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Giletts overraskende roste ’Scream’-reboot/efterfølger kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der stadig er plads til en franchise, hvis umiddelbare appel ligger i selvfedt navlepilleri.
Men graver man et spadestik dybere, vil man opdage en gyserserie, som har langt mere på hjerte end horror-trivia. Og som stadig kan skole den moderne guldalder af metagyserfilm.
Buster Keaton som morder
Ved gensyn er det først og fremmest slående, hvor forbandet effektive slashere ’Scream’-filmene er. Ghostface gestaltes måske af forskellige seriemordere fra film til film, men de har alle på forunderlig vis én personlighed imellem sig, når først jagtkniven er sleben, og masken med Edward Munchs ikoniske motiv er iklædt.
Uanset morderens identitet er det stemmeskuespilleren Roger L. Jackson, som lægger stemme til Ghostface, og dermed også ham, der udødeliggjorde one-lineren: »What’s your favorite scary movie?« Jacksons ulmende lune, hule grin og rolige stemmeføring er mere end Williamsons effektive dialog, hvad der gør Ghostface til en reel trussel.
Og mens de fleste husker Drew Barrymores dødelige gyserquiz med morderen over røret i ’Scream’, er det mest ikoniske øjeblik fra åbningsscenen i mine øjne, da den rædselsslagne kvinde pander sin angrebsmand én med telefonen. Trods sin sadisme er der en skrøbelighed over Ghostface, som er ulig forgængerne Jason Voorhees, Michael Myers og Freddy Krueger.
For hvor der er en teatralsk stoicisme ved 80’ernes knivmordere, fumler Ghostface nemlig rundt i manegen, som var det Buster Keaton under de mørke klæder. Som i ’Scream 2’, hvor morderen vælter pladask over en lænestol, der ellers står midt i rummet. Eller da den dødsdømte blondineveninde Tatum (Rose McGowan) i ’Scream’ kyler fyldte ølflasker mod sin morder.
Så meget desto mere sender det en rislen ned ad rygraden, når Ghostface sætter kniven i sine sagesløse ofre. Mens især Jason og Freddy går efter maksimalisme i deres modus operandi, er Ghostface anderledes sadistisk og ligetil i sin fremgang. Kniven flyver som smør igennem maveskindet uden større ceremoni, og fokus er i stedet på ofrets smerte og frygt.
Scooby Doo-banden
Der er et hjerte i fremstillingen af mordofre, som slet og ret mangler i de fleste slasher-film. Det hjælper gevaldigt, at ofrene sjældent er spillet af hr. og fru hvem-som-helst fra tv-landskabets bundløse hul af skuespillere/modeller.
De fleste horror-film er for billigt produceret til at have mere end ét kendt ansigt på plakaten, men ’Scream’-filmene er altid proppet til randen med de smækreste unge skuespillere, penge kan anskaffe. Stuntcastingen af romcom-darlingen Drew Barrymore som åbningsmordet i ’Scream’ er ikonisk, og den type intelligente skuespillervalg er reglen snarere end undtagelsen i serien.
Jada Pinkett klager over repræsentationen af afroamerikanere i gyserfilm i åbningsscenen til ’Scream 2’. Parker Posey giver den hele armen som stand-in for Courtney Cox’ karakter Gale Weathers i ’Scream 3’. Og Emma Roberts agerer den kyske, uskyldige final girl i ’Scream 4’, før hun smider masken og afslører sig som frådende narcissist og psykopat. En rolle, hun perfektionerede i Ryan Murphys camp-kultklassiker ’Scream Queens’.
Den nyeste film i rækken virker til at holde den tradition i live, da rollelisten blandt andet huser ’In the Heights’-stjernen Melissa Barrera samt Dennis Quaid og Meg Ryans sønnike Jack Quaid.
Hovedattraktionen er dog overleverne: final girl’en Sid, den bidske reporter Gale samt betjenten Dewey (David Arquette). I løbet af efterfølgerne bliver trekløveret involveret i mere og mere absurde Scooby Doo-lignende monster-of-the-week-scenarier, hvor morderen altid på mystisk vis har en relation til stakkels Sid.
De fleste slashere glorificerer ellers den maskerede morder, da de som actionfilmens stærke mænd er slasher-genrens umiddelbare appel og trækplaster. Men Williamson forstod tydeligvis, at Laurie Strode ville have været en langt mere appellerende karakter at følge i ’Halloween’-efterfølgerne end Michael Myers’ mere og mere tilfældige mordkavalkade.
Sid går således over de fire film fra at være en naiv overlever til en egenrådig person, der nægter at lade sig definere af sine traumer. Et greb, David Gordon Green tydeligvis lånte til sit reboot af ’Halloween’ (2018). Og som han allerede formåede at smide på gulvet i sidste års ’Halloween Kills’, hvor fokus er fjernet fra en aldrende, hårdfør Laurie Strode og i stedet igen er rettet mod morderen, Myers.
De giftige fans
Men Craven og Williamsons forståelse for slasher-film stikker dybere end blot at kommentere genren i sig selv. Den originale ’Scream’ er hovedsageligt en dekonstruktion af genren, hvorimod efterfølgerne både retter luppen mod industrien såvel som fanskaren.
I ’Scream’ viser morderen sig således at være de to jocks Stu (Matthew Lillard) og Billy Loomis (Skeet Ulrich), mens den ægte filmnørd Randy hjælper Sid og resten af holdet med at fange morderen med sin store filmviden. Men fra toeren tegnes et anderledes, bistert billede af gyserfanatikeren. Her er morderen blandt andet Mickey (Timothy Olyphant), en ulideligt bedrevidende version af Randy, der blandt andet deler guldkornet, at ’The Godfather Part II’ er bedre end den første. Randy selv bliver imens uceremonielt stukket ned.
I ’Scream 4’ bliver horror-aficionadoen Kirby (Hayden Panettiere) igennem hele fortællingen mødt med skepsis fra filmklubbens præsidenter Charlie og Robbie. »Hvem spiller den originale Leatherface?«, spørger Charlie (Rory Culkin) anklagende, da han finder ud af, at *GISP* en kvinde ejer *GISP* ’Suspiria’ og ’Rødt chok’. Fra historier fra min kæreste kan jeg skrive under på, at Williamson rammer hovedet på sømmet, når det kommer til ulidelige mandlige horrornørder.
Selv seriens sorte får, ’Scream 3’ skrevet af Ehren Kruger, retter et kynisk blik mod Hollywood selv. Her afsløres morderen som en talentløs instruktør, mens produceren John Milton (Lance Henrikson), som er en åbenlys stand-in for trolden Harvey Weinstein, viser sig at have voldtaget Sidneys mor under en casting-session.
Som resten af serien er filmen produceret af Weinstein-brødrenes filmstudie Dimension Films, der i 00’erne førte en aggressiv ekspansion på horror-markedet. Det er ikke svært at mærke Wes Cravens brændende indignation over sine pengeherrer boble op til overfladen.
Denne spydighed bringer serien tættere på den moderne skole af socialsatiriske horror-film, end den ofte får cadeau for. ’Scream’-franchisen gør andet og mere end blot at remse genretræk op ad nauseam. Og skal man tro de amerikanske anmeldere, er det en pointe, instruktørerne Bettinelli-Olpin og Gillett har skrevet sig bag øret. Den nye ’Scream’ inkluderer blandt andet et handlingsforløb, hvor en gruppe fans af den fiktive filmserie ’Stab’ er vrede over, at det nyeste skud på serien har vendt sig mod genrekonventionerne.
Meget tyder på, at den femte ’Scream’ bliver en værdig arvtager til afdøde Wes Cravens hovedværk. Og hvem ved: Måske starten på en ny bølge af selvreflekterende slasher-film. De er savnet.
Den nye ’Scream’ får premiere 3. februar.