Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ’Scream’ i foreløbigt sidste afsnit af podcasten Soundvenue Filmklub.
»What’s your favorite scary movie?«, spøger en sexet mandestemme den snart parterede Casey (Drew Barrymore) over telefonen i en af gyserhistoriens mest ikoniske åbningsscener.
Efter lidt overvejelse svarer hun selvsikkert:
»Halloween«.
Næppe et tilfældigt svar.
John Carpenters klassiker ’Halloween’ fra 1978 kickstartede slasher-manien i USA. En mani, som strakte sig op igennem 80’erne, og som bød på hundredvis af beslægtede titler om massemordere, der forfulgte og myrdede teenagere. Blandt hovedværkerne finder vi titler som ’Friday the 13th’, ’Prom Night’ og ’A Nightmare on Elm Street’. Da vi nåede til 90’erne var genren dog lige så død som de ofre, morderne hakkede i småstykker. Men i 1996 skete der noget…
Wes Craven (instruktøren bag blandt andet ’A Nightmare on Elm Street’) og den grønne manuskriptforfatter Kevin Williamson tog den udslidte og udskældte genre og gav den en tiltrængt omgang kunstigt åndedræt. Resultatet blev ’Scream’, som udover at genoplivede slasher-subgenren også blev et af 90’ernes helt store popkulturelle fænomener.
På papiret var den egentlig ikke synderligt meget anderledes end de mange film, der kom før: Sidney (Neve Campbell) og hendes highschool-kammerater bliver terroriseret af en maskeret morder, hvilket vi jo har set 1000 gange før… Men ’Scream’ havde et helt særligt es i ærmet:
Den var selvironisk.
Den selvbevidste slasher
Mellem Berlinmurens fald og terrorangrebet på tvillingetårnene befandt den vestlige verden sig i en bekymringsløs tidslomme. Vi tog ikke tingene alt for alvorligt, og det var pludselig okay at dyrke det kiksede og underlødige. Herunder også film. De mange flere tv-kanaler og vhs-båndets mange muligheder havde endvidere skabt en generation af unge, der var bevidste om mediets anatomi og dets mange genrekoder.
En af disse unge var ’Scream’s manuskriptforfatter og gyserfan Kevin Williamson. Han voksede op i 80’erne med den lokale Blockbuster-biks som en af hans bedste venner. Hans manuskript var af samme grund spækket med selvbevidste referencer og inside jokes til tidligere gysere. Vigtigst af alt var drejebogens figurer selv bekendte med filmene og deres mange klichéer, her især personificeret af Jamie Kennedy som nørden Randy, der kun undslipper morderen (og faktisk også regner ud, hvem der gemmer sig bag masken!), fordi han netop kender til genrens principper.
Til at starte med afviste instruktør Wes Craven faktisk at stille sig bag kameraet. På grund af manuskriptets ekstremt voldelige indhold, men også på grund af dets ironiske distance til den genre, han selv havde været med til at pionere. Siden har instruktøren dog udtalt, at det i sidste ende var virkelig frugtbart at tage alle de velkendte situationer og få lov til at vende dem på hovedet.
Jeg er virkelig glad for, at han blev overtalt. Hans kendskab og erfaring var nemlig med til at gøre ‘Scream’ til meget mere end ‘bare’ en parodi.
Samtidig introducerede filmen teenage-slasheren for en helt ny generation af seere. Selv er jeg født i 1990 og er af samme grund ikke vokset op med videoaftener med ’Sleepaway Camp’ og ’My Bloody Valentine’ i movieboxen.
Til gengæld er jeg opvokset med ’Scream’. Og det har betydet, at da jeg efterfølgende dykkede ned i det bundløse hul af 80’er-slashers, var det altid med Randys regelsæt i baghovedet. På den måde var ‘Scream’ en uhyre vigtig grundsten i min egen filmiske opdragelse. En slags slasherfilmens 101.
Arven efter ‘Scream’
Lige om lidt skriver vi 2021, året hvor Wes Craven-klassikeren kan fejre sit 25-års jubilæum. Og der er virkelig noget at fejre.
Men dens postmoderne tilgang og et ungt og hipt cast blev ’Scream’ nemlig en mindst lige så banebrydende klassiker, som ’Halloween’ gjorde i 70’erne, og stod i front for en helt ny bølge af beslægtede film.
Udover dens egne efterfølgere banede den vej for serier som ’I Know What You Did Last Summer’ og ’Final Destination’, og selvom ingen af dem opnåede samme positive kritikerrøster, var de pæne succeser ved billetlugerne.
Genrens fornyede popularitet medførte også en lang række genindspilninger af ældre titler, blandt andet af ikoner som ’The Texas Chainsaw Massacre’, ’Halloween’ og ’Friday the 13th’. Det satte ironisk nok endnu et punktum for genren – en tendens Craven og Williamson pegede fingre af i ’Scream’-seriens fjerde kapitel.
I dag sker der utroligt mange spændende ting på horrorfronten, men det er ikke ligefrem slashers, der bliver produceret flest af. MEN! Ånden lever alligevel videre i titler som ’Happy Death Day’ og dens efterfølger og senest ’Freaky’. Begge titler, der besidder lidt af det samme ironiske glimt i øjet som i Cravens milepæl.
Derudover er indspilningerne til ’Scream 5’ netop afsluttet. På rollelisten finder vi franchiseveteranerne Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette, der sammen med en række unge talenter endnu engang skal undgå den morderiske Ghostfaces knivstik.
Det femte kapitel er selvsagt ikke instrueret af Craven, der desværre døde i 2015. I stedet er det instruktør-duoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, som sidste år gav os den vellykkede gyserkomedie ’Ready or Not’, der står bag kameraet.
Så hvem ved? Måske det endnu engang vil lykkes ’Scream’ at puste nyt liv i genren? Og, endnu bedre, introducere den til endnu en ny generation?
Gå på opdagelse i de mange tidligere podcasts og artikler i Soundvenue Filmklub.