Umiddelbart virker det uskyldigt.
Der er ren julesteming og uforlignelig starpower på spil, når man ser plakaten til julebaskeren ‘Love Actually’ fra 2003, skrevet af Richard Curtis, Storbritaniens romcom-konge. Fra hver deres lille firkant smiler stjernenavne som Colin Firth, Keira Knightley og Hugh Grant, mens en rød silkesløjfe troner i midten.
Taglinen er ambitiøs med noget at have det i: »Den ultimative romantiske komedie«. For med filmiske sværtvægtere som ‘Pulp Fiction’ og Robert Altmans ‘Short Cuts’ for øje satte Curtis sig for at orkestrere en multiplot-film med juleromantisk fortegn og tårnhøje ambitioner.
Resultatet blev en mastodont af en julefilm med hele ni selvstændige, men løst sammenhængende kærlighedsplots med en svimlende længde på knap to en halv time.
17 år efter bliver ‘Love Actually’ juleloyalt set og genset af høj som lav, men i 2020 er dens arv alt andet end harmløs. Tværtimod er det blevet verdens mest polariserende julefilm.
I 2013 hudflettede skribenten Lindsay West den på utroligt underholdende vis på det feministiske medie Jezebel, hvor de fladpandet spinkle kvindekarakterer især var i fokus.
Siden er det nærmest blevet en juletradition i sig selv at puste til ‘Love Actually’-debatten, der gang på gang omfavner nye politiske synspunkter fra brexit til MeToo. For selvom ‘Love Actually’ ikke umiddelbart rummer noget politisk budskab, bliver den flittigt brugt som kulturel ammunition for det ledige standpunkt.
For den har samtidig replikken, der giver raison d’être til evig reaktualisering. Som søde Natalie (Martine McCutcheon) skriver til premierminister David (Hugh Grant): Hvis man ikke kan sige det til jul, hvornår så?
Overfortolkning for sportens skyld
Som filmelsker lever man meget af sit liv med mediet som det oplevelsesapparat, der får tilværelsen til at hænge sammen. Jeg tror aldrig, jeg har sagt sætningen »Slap af, det er jo bare en film«, for film er vanvittigt meningsfulde og kan gøre os klogere, bedre, og ikke mindst gladere.
Alligevel føles det, som om ‘Love Actually’-diskussionen har udviklet sig til et eksperiment, hvor man overfortolker for sportens skyld og i mellemtiden kommer til at fjerne fokus fra det, man egentlig gerne vil sige.
Hvis man gerne vil skyde på handlingerne i ‘Love Actually’s farverige og folkerige multiplot, er der rigeligt vinkler at vælge imellem. En undersøgelse fra University of Michigan påviste, at film som ‘Love Actually’ var decideret skadelige for måden, agressiv maskulin adfærd forklædt som ihærdig romantik bliver accepteret i samfundet.
Andre ser filmen som udtryk for patriarkatets totale fejlbarlighed. I The Guardian beskyldte den amerikanske skribent Hadley Freeman filmen for at være så klichéfyldt, at den forårsagede romcom-genrens fald fra 90’ernes tinder.
I et politisk splittet Storbritanien omtumlet af tilbageskuende Brexit-politik fremstår Grants premierminister-tale om Beatles, Churchill og Harry Potter, der lige så godt kunne have heddet Make Great Britain Great Again, pludselig som en nostalgisk generobring af koloniherredømmets storhedstid.
Den lifligt kritiserede scene, hvor Andrew Lincolns Mark viser hjemmegriflede kærlighedsskilte frem til Keira Knightley, led sidste år det ultimative uskyldstab, da Boris Johnson genopførte den som pro-Brexit-kampagnevideo.
Det er ikke for at sige, at der ikke er grund til at forholde sig kritisk til alletiders mest elskede og hadede julefilm. Men hvis vi gerne vil blive klogere på feminisme, giftig maskulinitet og Brexit, synes jeg ikke, ‘Love Actually’ er stedet at starte. Tværtimod er filmen et storstilet genreeksperiment, der svælger i et filmromantisk univers, der ikke har hold i virkeligheden overhovedet.
Så når man ser filmen som udtryk for »en mareridtsagtig UKIP etnostat«, som skribenten Bobby Palmer gjorde på mediet Shortlist i 2017, virker det som urimelig opskalering af ‘Love Actually’s politiske relevans.
Tværtimod siger det mere om filmens catch-all-kvalitet, at den siger så meget og så lidt på samme tid, at den åbenbart passer ind alle steder.
Det skorter således heller ikke på fortolkninger af ‘Love Actually’s upassende kontorflirts set gennem en MeToo-linse.
#Metoo, actually?
Både Rickmans følelsesmæssigt utro Art Director, Hugh Grants forblændede premierminister og Colin Firths krimiforfatter Jamie, der forelsker sig i sin portugisiske stuepige, har relationer til deres absolut underordnede. Hvilket ikke nødvendigvis holder i en virkelighed post-MeToo.
Det samme kan sågar siges om Bill Nighys afdankede rockstjerne Billy Mack der kalder sin manager fed og ulækker ved en hver given lejlighed.
Dog er der samtykke i alle forelskelserne. Muligvis urealistisk meget samtykke set med 2020-briller, men ‘Love Actually’ giver ingen mening, hvis man ikke går med på dens præmis om kærlighed ved første blik.
Fordi kvindekaraktererne mest er fantastiske objekter, er det let at se affærerne som problematiske. Men i virkeligheden handler det om, at langt størstedelen af ‘Love Actually’s karakterer er en slags glansbilledlige repræsentationer af kærlighedens grundoplevelser.
Firth er følsom hanrej, Rickman familiefaren med midtvejskrisen, Thompson den svigtede kone, og Lincolns Mark er håbløst »right next to the right one«. Overflader af menneskeliv, der dingler som skinnede julepynt på træet.
Men MeToo-bevægelsen er et virkeligt samfundsproblem, der gør op med virkelige krænkelser, sexchikane og overgreb. Det føles forkert at bruge det som middel til at kvalificere en kritik af en kærlighedsfilm, hvis ambitioner ligger i romantikken mere end politikken, og hvor en hel scene er dedikeret til, at Mr. Bean pakker en gave ind.
Bare fordi det er jul
Man kan ikke lave om på, at ‘Love Actually’ med store klodsede træsko har en besk eftersmag af 2003, når man ser den i 2020. Men hvis man elsker den for sin forening af komik og filmromance, gør det bestemt ikke en til et dårligt menneske.
Én bekendt sammenlignede den med for nyligt fra Højskole-sangbogens ekskluderede Shu-Bi-Dua: Folkelig, spraglet og rig på historier – enkelte detaljer holder ikke i dag, men stadig virkelig hyggelig.
‘Love Actually’ er som julen: Vi elsker den, fordi den altid er den samme, men hader den, fordi den aldrig ændrer sig. Og julen forvandler som intet andet progressive og omstillingsparate mennesker til forstokkede konservative.
‘Love Actually’ er ikke »den ultimative romantiske komedie«, men den er muligvis det ultimative romantiske genreeksperiment. En elskelig og velspillet film med en mesterlig strøm af replikmæssige evergreens.
Hvordan den endte som politisk boksebold tangerer i min optik årtusindets julemysterie.