Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ’De grønne slagtere’ med gæstestjerne Jesper Groth i ugens afsnit af podcasten Soundvenue Filmklub.
»Der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op dets egen tarm«.
Det tilkendegives stolt af Ole Thestrups slagtermester i hans første scene i ’De grønne slagtere’ i ét af mange mindeværdige citater fra Anders Thomas Jensens anden spillefilm, som nærmest er folkeeje i dag.
Forud for premieren i 2003 var forventningerne tårnhøje. Det må også have været noget af en opgave at skulle følge op på ’Blinkende lygter’, som blev set af intet mindre end 430.000 danskere.
Umiddelbart lignede ’De grønne slagtere’ måske heller ikke ligefrem en sikker succes med dens makabre præmis om de to nystartede slagtersvende, der først for alvor bliver populære i lokalsamfundet, da de begynder at sælge menneskekød.
Og selvom den ‘kun’ trak lidt over halvt så mange danskere i biografen som debuten, formåede den alligevel at blive en moderne dansk filmklassiker.
Husk også at lytte til denne uges podcast, hvor vi sammen med special guest Jesper Groth diskuterer vores favoritcitater med input fra jer.
Danmarks Tarantino?
Forud for premieren på ’De grønne slagtere’ havde mange været lynhurtige til at døbe Anders Thomas Jensen »Danmarks Tarantino«.
Deres baggrund er da også beslægtet. Ligesom sin amerikanske kollega har Jensen heller ingen formel filmuddannelse. Han fik sågar afslag fra Den Danske Filmskole (to gange!). Han har selv udtalt, at han var vokset op foran fjernsynet og videomaskinen, og som om det ikke var nok, så arbejdede han også i en filmudlejningsbutik, præcis ligesom Quentin Tarantino gjorde, inden han slog igennem.
Kigger vi på filmene, kom sammenligningen især i kølvandet på ’I Kina spiser de hunde’ (som Jensen skrev manuskript til) og førnævnte ’Blinkende lygter’. Begge er værker om mere eller mindre smarte kriminelle typer, som det ene øjeblik spytter skarpe og humoristiske replikker for det næste at udføre voldelige handlinger.
Og når Thorkild og co. i ’Blinkende lygter’ sidder og diskuterer, hvor mange afsnit der nu er af ’Matador’, sendes tankerne lynhurtig i retning af Tarantinos popkulturfyldte dialoger.
Men med ’De grønne slagtere’ tilføjede danskeren et ekstra touch til sit filmunivers, som i høj grad var med til at distancere ham fra ’Pulp Fiction’-instruktøren.
En vellykket filmmarinade
I ’De grønne slagtere’ er håndvåben og gangstere nemlig skiftet ud med et hidtil uset niveau af grotesk og markaber afstumpethed – ikke bare i Anders Thomas Jensens eget oeuvre, men til dansk mainstreamfilm i det hele taget.
Udover Heini Grünbaums c-film-splatter ’Flænset’ fra 2000 kan jeg ikke komme i tanke om andre danske film, der kredser om noget så tabuiseret og morbidt som kannibalisme. Det er således ikke hver dag, vi ser folkekære skuespillere hænge på kødkroge i mørke kølerum. Sekvenser som disse sender snarere tankerne hen mod kultfilm som Tobe Hoopers gruopvækkende ’Motorsavsmassakren’ og Jean-Pierre Jeunets sorte komedie ’Delicatessen’.
Lige så absurd og unik hele kannibalpræmissen er, lige så forstyrrede er figurerne. Som den mest afstumpede af dem står uden tvivl Mads Mikkelsens Svend Sved. Han er alt andet end en sympatisk hovedperson. Han fremstår som en karikeret, manisk og barnlig tegneseriefigur, som nærmest får karaktererne i ’Blinkende lygter’ til at fremstå mentalt afbalancerede.
Det var i sandhed et modigt rollevalg for Mikkelsen, der på dette tidspunkt i karrieren kunne bryste sig af titlen som Danmarks mest sexede mand. Jeg husker hvert fald tydeligt, hvordan jeg selv så filmen i biografen og tog mig selv i at tænke: Gud, hvor kan Mads Mikkelsen egentlig være ulækker!
Jensen udtalte ved premieren, at ’De grønne slagtere’ skulle ses som et forsøg på at få publikum til at holde af de afstumpede hovedpersoner. Og missionen lykkedes faktisk. Mads Mikkelsens Svend Sved, Nikolaj Lie Kaas’ dobbeltrolle som pothovedet Bjarke og den dyreelskende, udviklingshæmmede Eigil og ikke mindst Ole Thestrups intimiderende, mistroiske Slagtermester Holger hører i dag til blandt de mest uforglemmelige danske filmkarakterer.
Det er selvsagt ikke hvem som helst, der kan tage kannibalisme og sindsforvirrede karakterer og inkorporere dem i noget, der skulle blive en højt elsket folkelig komedie. Men det kunne Anders Thomas Jensen altså.
For med sine altid skarpe og humoristiske dialoger i kombinationen med en række nye – og på papiret ret uappetitlige – ingredienser formåede han at frembringe en enestående og vellykket filmmarinade.
Velbekomme siger jeg bare!
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi genbesøger det hårdslående drama ‘American History X’.