Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ’Amélie’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Det eneste paradoksale ved Jean-Pierre Jeunets massesucces ‘Amélie’ fra 2001 er dens franske titel. ‘Le Fabuleux Destin d’Amélie Poulain’ er uoversættelig – på den måde, at den kun på fransk har et indbygget rim. Hvilket virkelig afspejler, at den er indbegrebet af filmisk spidsfindighed.
Ser man bort fra det, er massesuccesen dog et sjældent eksempel på en film, der er udpræget fransk, sær og superquirky, men alligevel formår at samle hele verdens filmseere.
Med Audrey Tautous purunge talent og magnetiske charme og særlige skønhed blev Amélie en af de mest mindeværdige kvindelige hovedkarakterer i nyere tid. Et uudsletteligt symbol på filmoplevelsen med det kendte portræt, hvor hun sidder i biografsalen med vidtåbne øjne.
Hvis man først én gang har forelsket sig i parisereventyret, giver det straks et smil på læben at tænke tilbage på Amélie, der funderer over, hvor mange i Paris der mon får orgasme i dette øjeblik.
For udover at blive et verdensomspændende kulturfænomen som en af de mest populære franske film nogensinde består ‘Amélie’ i dag som indbegrebet af en feel-good film.
Siden corona-pandemien brød ud, har internettet været et tag selv-bord af guides til følelsesmæssige redningsaktioner til at holde depressionen for døren.
Det lever ‘Amélie’ i den grad op til, fordi den netop forherliger hverdagsromantikken på lige fod med gammeldags romantisk kærlighed. Selvom det i smittefarens tid er halvubehageligt, da titelkarakteren stikker hele sin hånd ned for at nyde følelsen af en sæk med linser hos købmanden.
Fransk fingerspidsfornemmelse
Der er ikke et øje tørt, da Amélies første mission som lykkebringer genforener den midaldrende Monsieur Bretodeau med sin gamle mindeæske fuld af souvenirs fra Tour de France 1959, som lå gemt i et hul bag panelet i hendes lejlighed.
Ligesom vi lærer næsten samtlige karakterer at kende gennem, hvad de elsker og afskyr, består ‘Amélie’s særegent franske stemning og magi i, at vi med ét kerer os om mindekassens nu midaldrende ophavsmand, som vi lærer at kende i en beskrivelse af hans ugentlige indkøb, tilbedredning og spiserutine for en fransk landkylling.
For i ‘Amélie’ er der altid plads til en lille kyllingesekvens, og ingen af bikarakterernes skæbner er for små. Fra den hjerteknuste udlejer, der har udstoppet sin afdøde hund, til den meget alternative førsteelsker Nino, der, udover at dyrke sin hobby med at samle iturevne pasfotos fra fotoautomater, tjener til dagen og vejen som henholdsvis pornobutiksekspedient og spøgelsestogsstatist i en forlystelsespark.
Med undtagelse af et backlash fra kritikere på den franske venstrefløj, der så filmens nostalgiske forhippelse som en konservativs våde drøm om et hvidt, traditionelt og småborgerligt Frankrig, er ‘Amélie’ noget så sjældent som en film, hele verdens befolkning nærmest kan lide.
Den er ikke bare god, men feelgood. Og hvad betyder det så overhovedet?
Hvad er feelgood?
Den første store mainstream-film, der for alvor blev forbundet med feelgood-prædikatet, var ‘Rocky’ fra 1976. Selve udviklingen af udtrykket kom som en måde at differentiere film, der afveg fra periodens New Hollywood-film, der havde mere rå og mørke budskaber.
Uden yderligere sammenligning mellem ‘Amélie’s franskfinurlige eventyrunivers og bokseren fra Philadelphia viser det dog den brede tendens til, hvilke genrer der oftest huserer i feelgood-kategorien. Nemlig sportsfilm og romantiske komedier.
Men når det især gælder den romantiske komedie, som oftest bare er en komedie markedsført til kvinder, er feelgood-mærkatet også del af en større kritisk nedladenhed over for en bestemt genre.
Komedier og i særdeleshed romantiske komedier er historisk set underrepræsenterede blandt Oscar-vinderne, og undtagelserne er ofte sorte komedier. Som med koreanske ‘Parasite’ skal der helst være en sideløbende samfundsmæssig brod for at score maksvurderingerne hos anmelderne.
Selvom vi ikke vil kendes ved det, er vi stadigvæk bange for at tage filmoplevelser, der får os til at føle os lette og veltilpasse, lige så seriøst som dem, der giver os stof til eftertanke. Vi vil helst grine af noget, der ellers er svært at grine af.
Folkelig filmkunst
I den sammenhæng er ‘Amélie’ dog den vilde ener, der på én og samme tid betog såvel kritikere som biografgængere verden over.
Til dato er ‘Amélie’ kun overgået som den bedst sælgende franske film på verdensplan af ‘De urørlige’, der sjovt nok også er indbegrebet af en feelgood-film.
Men i sidste ende dækker feelgood-begrebet over for meget og for lidt på én gang.
Hvad får os til at få det godt, når vi ser ‘Amélie’? At vi drømmer os væk til en eventyrversion af hverdagen, hvor selv mærkelige menneskers historier har relevans. At vi morer os over genkendeligheden ved de klistrende badebuksers irritationsmoment? Et opfindsomt spin på eventyrets kærlighedserobring, hvor den generte Amélie er drivkraft for at finde sin egen lykke og sender Nino på skattejagt gennem Montmarte?
Feelgood-begrebet er tomt, hvis vi ikke tager det filmkunstneriske hjerte, der ligger bag, alvorligt.
Med ‘Amélie’ digtede Jean-Pierre Jeunet en moderne fabel, lagde digitale kræfter i at renskure slut-90’ernes Paris fra graffititags og skabte et rendyrket nostalgisk univers, hvor folk stadig samledes om grønthandlerens bod, og ingen havde mobiltelefoner.
‘Amélie’ er noget så sjældent som folkekomedie og filmkunst på samme tid.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor den står på pølsesnak med ‘De grønne slagtere’.