Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ’Casino Royale’ i ugens afsnit af podcasten Soundvenue Filmklub.
Yes!
Så blev det endelig november! Måneden, hvor den nye Bond-film ‘No Time To Die’ udko… Nå nej…
Man må væbne sig med tålmodighed, hvis man er Bond-fan i disse tider. Den britiske agent har som mange andre måttet se sig slået af den verdensomspændende covid-19-epidemi. Vi må således vente helt til april næste år, før vi får at se Daniel Craigs sidste 007-eventyr i biografen… hvis den da ikke bliver yderligere udskudt.
Men det er selvfølgelig ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Det giver nemlig anledning til at se eller gense de tidligere film i serien, og det er lige præcis, hvad vi har gjort i denne uge i Soundvenue Filmklub, hvor vi kaster os over Craigs ilddåb, ‘Casino Royale’.
Da den udkom i 2006, var der gået fire år siden fadæsen ’Die Another Day’, der med de lidt for opfindsomme gadgets (jeg forstår stadig ikke, hvordan en usynlig bil er smart, når man jo kan se sporene fra den i sneen…) og lidt for tydelige computereffekter fik serien til at fremstå både fjollet og gammeldags.
Det skal jeg love for, at ’Casino Royale’ rettede op på!
Bond goes Bourne
Manden, der fik opgaven, var Martin Campbell, der en gang tidligere havde genoplivet serien med Pierce Brosnan-debuten ’GoldenEye’, som kickstartede serien post-Den Kolde Krig. Men denne gang var der behov for fuldstændigt at gentænke konceptet. Ikke nok med, at terrorangrebet på World Trade Center havde ændret vestens fjendebillede, så var Hollywood-actionfilmen ligeledes blevet langt mere rå og realistisk. Det skal i høj grad attribueres Paul Greengrass’ skoledannende film om Jason Bourne.
Det er tydeligt, at Campbell har kigget Greengrass over skulderen i sin tilgang til ’Casino Royale’. Det bemærkes især i dens brutale action-sekvenser, som det håndholdte kamera er med til at gøre langt mere virkelighedsnære og intensive. Vi er med helt tæt på, når Bond jager den parkour-springende bombemand gennem Madagaskars støvede kvarterer, eller når han forsøger at forhindre en terrorist i at sprænge et fly i luften i Miami.
Men det er ikke kun filmsproget, der har fået en opdatering. Det har vores hovedperson også.
Væk er den pæne, velfriserede og nærmest usårlige gentleman, vi især tilskriver Roger Moores portræt af agenten. Daniel Craigs Bond kan i stedet bedst beskrives som en bulldog, der ligesom Matt Damons Bourne ikke er bange for, at slagsmålet bliver råt og beskidt. Allerede i åbningsscenen, hvor vi ser, hvordan han maltrakterer en stikker fra MI6, bliver det slået fast, at der er kommet andre og mere hårdkogte boller på suppen.
Og selvom han selvfølgelig altid står tilbage som sejrherren, får Bond også selv nogle gedigne tæsk. Aldrig har vi set Bond så sårbar som i den famøse tourtur-scene, hvor hans britiske kronjuveler kommer under kærlig behandling af Mads Mikkelsen som den hvidvaskende pokerspiller Le Chiffre.
(Lidt) mere menneskelighed
Siden ’Dr. No’ i 1962 har man ufortrødent kunnet kaste sig over en hvilken som helst film i serien. Men med ’Casino Royale’ ønskede man, at den ikoniske agent skulle udvikle sig og have mere psykologisk tyngde. Filmen fungerer derfor som en skabelsesberetning om James Bond og er samtidig startskuddet til en større og mere eller mindre kontinuerlig historie, der altså afsluttes med ’No Time To Die’.
Netop denne tilgang gav filmskaberne en unik mulighed for at opbygge en (lidt) mere kompleks karakter og samtidig tilpasse serien til det 21. århundrede.
Et af de kritikpunkter, som ofre rejses af filmene, er deres kvindesyn, hvor de såkaldte Bond-piger har været ofre for en generel brug og smid væk-kultur. Det forsøger de nyere udspil at gøre op med. Uden at gå fuldstændig på kompromis med Bond som maskulin, kvindeglad livsnyder formåede man alligevel at modernisere karakteren i en grad, som var mere tidssvarende.
I ’Casino Royale’ får vi for første gang siden den undervurderede parentes i franchisen, ’On Her Majesty’s Secret Service’ fra 1969, nemlig en Bond, der er klar til at slå sig ned i tosomheden. Denne gang er det den charmerende og gudesmukke Vesper Lynd (portrætteret af Eva Green), der får vores allesammens yndlingsagent til at lægge sin Walther-pistol på hylden. Hvilket desværre får fatale konsekvenser for hende, og Bond plages således i de efterfølgende film af mindet af hende og om det, han troede var sit livs kærlighed.
Det er måske ikke de mest komplekse følelser, men det klæder den gamle kvindebedårer at vise bare lidt menneskelighed. Det er efter min mening den vigtigste lektie, som producenterne skal tage med sig, når de skal give James Bond nyt liv efter Daniel Craig.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi tager en smuttur til Paris og genser den liflige komedie ‘Amélie’.