Gensyn med musicalmonsteret ‘Moulin Rouge!’: Ved verdens ende har Baz Luhrmanns geni aldrig lyst klarere

Det herrens år 2020 giver de færreste lyst til at bryde ud i sang. Men alligevel har gensynet med ugens musicaltitel forvandlet Filmklub-vært Mathildes Baz Luhrmann-had til kærlighed. Lyt også til podcasten, hvor Amanda Collin gæster gensynet med ‘Moulin Rouge’.
Gensyn med musicalmonsteret ‘Moulin Rouge!’: Ved verdens ende har Baz Luhrmanns geni aldrig lyst klarere

Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Moulin Rouge!’ med gæstestjerne Amanda Collin i ugens afsnit af podcasten Soundvenue Filmklub.  

Hvis man var i tvivl om, hvor seriøst Baz Luhrmann tager sig selv som kunstner, har han sat et udråbstegn efter titlen på musicalen ‘Moulin Rouge!’ fra 2001. Så vi forstår, han virkelig mener det! 

Indtil for en uge siden repræsenterede det udråbstegn alt, hvad jeg syntes var irriterende ved Baz Luhrmann. 

De store armbevægelser. Forsøget på at omsætte operaens opstemthed til filmlærredet. En fortælletrang så ivrig, at kameraarbejdet føles som en farvemættet tornado. Har man først set sig gal på den maksimalistiske australier, kan hans film let føles som at blive råbt i hovedet i to timer. 

Alt det og mere til perfektioneres i ‘The Elephant Love Medley’, en af de mest elskede scener i ‘Moulin Rouge!’, hvor Ewan McGregor som den blåøjede bohemeentusiast og forfatterspire Christian er blevet forelsket i Nicole Kidmans glædespige Satine og fortæller hende det i en smøre af moderne popmyter: 

»Love is a many splendored thing, love lifts us up where we belong, all you need is love«. 

Scenen og sangen er indbegrebet af det, som har fået Baz Luhrmann-skeptikeren inde i mig til at overdøve min ellers håbløse romantiker. 

Som musicalinstruktør står Luhrmann med to af musikhistoriens mest fantastiske kærlighedssange i hænderne: Elton Johns ømt beskedne ‘Your Song’ i den ene og David Bowies gispende ‘Heroes’ i den anden, hvorefter han skamløst klasker dem sammen i en lang klappende parade, opført forte fortissimo, indeni en velourbeklædt kærlighedselefant. Som man troede, der ikke kunne smøres tykkere på, opløses himlen og Paris anno 1899 i fyrværkeri. 

Scenen, som jeg altid har elsket og hadet på samme tid, fik mig længe til at se Baz Luhrmann som en klichéforherligende provokatør. En, der tillod sig at give alle mine yndlingssange tylskørt på og dermed ligestille fintfølt ægte kærlighed med den åbenlyse falskhed, det 20. århundredes popmusik udgør i 1899.  

More is more 

Men at tro, at ‘Moulin Rouge!’ legede med falskheden, var en misforståelse. For filmen er tværtimod en ærlig hyldest til kærligheden og ikke mindst popmusikken. 

Det tog mig bare lige en verdensomspændende pandemi at opdage det!

I den nye normal blev mine øjne våde, første gang Ewan McGregor springer ud som smørtenor. Jeg småhulkede da Satines håbløse drømme blotlægges i ‘One Day I’ll Fly Away’, og ved Christian og Satines hemmelige kærlighedssang ‘Come What May’ græd jeg, som var det mig selv, der skulle dø af sot. 

Til sidst var min skepsis afgået ved døden, som var den 17 millioner nordjyske mink.

Det virker næsten passende, at ‘Moulin Rouge!’ skulle opbløde mit iskolde coronahjerte i 2020.

Selvom filmen fik premiere i sommeren 2001 i det meste af verden, kom den først til Danmark i oktober, hvor verden var i chok efter terrorangrebene 11. september. 

Da Luhrmann promoverede ‘Moulin Rouge!’ i København og gav interview til Politiken (hvor han i øvrigt har hovedpine efter en middag hos Lars von Trier aftenen inden), reflekterede han over sin rolle som kunstner oven på krisen: 

»Frem til 11. september har jeg sagt, at mine film skulle handle om ærlighed, skønhed og kærlighed. Men efter 11. september må friheden med. Derfor står jeg heller ikke nu og spørger mig selv, hvad jeg har lyst til at lave som næste film. Nu er spørgsmålet, hvad der er nødvendigt for mig at lave«.

At det ironisk nok blev megafloppet ‘Australia’ fra 2008, der blev »nødvendig«, må man lige se bort fra et øjeblik. Det fine ved citatet er den uovervindelige selvtillid, instruktøren lægger for dagen. Frihedstematikken kan let føjes til hans filmiske todo-list. Men hvor jeg før havde rynket på næsen, byder jeg i 2020 Baz Luhrmanns lette omgang med grundtematikkerne total velkommen. 

At få råbt frihed, skønhed, sandhed og kærlighed i hovedet er befriende. Det er nu, vi har brug for det vovede udråbstegn. Som i slutningen af ‘Moulin Rouge!’, hvor John Leguizamos Toulouse i sitarkostume fra et reb i loftet skriger filmens hovedpointe ud: »The greatest thing you’ll ever learn, is just to love, and be loved in return«.

Lyrik som filmens skaber selvfølgelig ikke selv har skrevet, men lånt fra sangskriveren eden ahbez’ ‘Nature Boy’. 

‘Moulin Rouge!’ er mestendels uoriginal på alle andre punkter end ét: Luhrmanns anakronistiske musicalmagi kan man ikke tage fra den. Med blod, sved, tårer og ikke mindst en god portion latter virker kærlighedslignelsen igen som livets sandhed. Filmen beviser stadig, at de store fortællingers tid ikke er forbi. Fortællingerne skal bare blandes op med en god dosis popmusik.

Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor den står på Daniel Craig som 007 i ‘Casino Royale’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af