Gid Hollywood havde lært mere af ‘Sin City’s fandenivoldske brutalitet

Med banebrydende digitale effekter lykkedes det Robert Rodriguez og Frank Miller at oversætte den noir-inspirerede og bryske tegneserie ’Sin City til det store lærred. Podcastvært på Soundvenue Filmklub Christian Povlsen sætter her fingeren på, hvorfor han savner tilsvarende fandenivoldske og brutale Hollywood-film i biograferne.
Gid Hollywood havde lært mere af ‘Sin City’s fandenivoldske brutalitet

Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Sin City’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.

De seneste mange årtier har de fleste stort anlagte film haft til formål at indtjene så meget som muligt og støde så få som muligt.

Ud fra et forretningssynspunkt er det selvfølgelig også det mest fornuftige. Men det har desværre haft den konsekvens, at der er langt mellem de stort opsatte voksenfilm, som tør skubbe til grænserne, både når det gælder vold og sex, men også mediet i sig selv.

Af netop den grund var det et knytnæveslag lige i ansigtet, da Robert Rodriguez og Frank Miller slap deres banebrydende ’Sin City’ løs i biograferne i 2005.

Filmen gjorde især indtryk med dens innovative brug af greenscreen, hvor stort set alt – ud over skuespillere og en række rekvisitter – var skabt digitalt. Det gav en unik mulighed for at genskabe den markante æstetik fra Millers originale tegneserieforlæg næsten én-til-én. Resultatet blev et sansebombardement af smukt komponerede sort-hvide billeder og en rå og brutal ultravold, vi ikke har set magen til siden.

Mickey Rourke i ‘Sin City’.

Stemningen er så bastant, at man knap nok kan skære igennem den med et nyslebet samuraisværd. Og udover den kontrastfyldte billedside får vi også et lydtapet dekoreret med længselsfuld saxofon, lyden af regn og byens larm og melankolske og kyniske voice-over-monologer.

Med andre ord: Filmen tog uden omsvøb noir-genren ind i den digitale tidsalder.

Politisk ukorrekt tegneseriefilm

Da ’Sin City’ udkom, var det stadig eksotisk, når en film var baseret på en tegneserie. På det tidspunkt var Marvel først lige ved at varme op med deres første ’X-Men’ og ’Spider-Man’-filmatiseringer. Det virker helt meget langt væk i dag, hvor biograferne er overbefolket af spandexklædte superhelte.

Savner man lidt kant i Marvel-filmene, er det en oplagt grund til at genbesøge ’Sin City’, hvor man ligesom i gæsteinstruktør Quentin Tarantinos ’Pulp Fiction’ får serveret en håndfuld historier, den ene mere hårdkogt og nihilistisk end den forrige.

Alle udspiller de sig i den fiktive Basin City, hvor de politisk korrekte Marvel-helte ikke ville kunne opholde sig i to minutter uden at få skåret deres ædlere dele af eller blive lavet om til en PEZ-dispenser. En by, hvor mænd er mænd, og kvinder er prostituerede, strippere eller bartendere.

Her følger vi henholdsvis antiheltene Hartigan (Bruce Wills), Marv (Mickey Rouke) og Dwight (Clive Owen), der kun lige akkurat er mindre ondsindede, end de modstandere de er oppe i mod.

Mange kritikere har stemplet filmen (og tegneserien) for at være misogyn. Og det er den nok også. Selvom jeg vil vove at påstå, at filmen er helt med på, at dens skildringer af kønnene er så overdrevne, at de grænser til karikaturer, er det svært at argumentere imod, når de stærkt seksualiserede kvinder bliver gennembanket, voldtaget og spist (enten med øjenene eller bogstaveligt), mens de übercoole mænd enten skal redde eller hævne dem.

Jessica Alba i ‘Sin City’.

Og jeg skal da heller ikke spille hellig. Ligesom alle andre hormonboblende teenagedrenge tog jeg da også mig selv i at sidde og savle over plakaten med Jessica Alba i rollen som cowgirl-stripperen Nancy i sin tid.

I det mindste kan man så fremhæve badass-kvinden Gail (Rosario Dawson), no-bullshit-lederen af den gamle bydels bande af dødsensfarlige prostituerede, som ikke engang Basin Citys politistyrke tør fucke med.

Stil over substans – men hvilken stil!

På trods af kritikken har mange stemplet ’Sin City’ som Rodriguez’ hovedværk. Det gjorde vi blandt andet her på Soundvenue i 2014. Jeg er tilbøjelig til at være enig. Det er i hvert fald hans største kunstneriske bedrift, mens man sagtens kan slå fast, at der er mere stil end egentlig substans i den nihilistiske neo-noir fantasi.

Men det gør bestemt ikke noget, når stilen er så gennemført, som den er her. Det er simpelthen bare sindssygt underholdende eskapisme.

Desværre satte den aldrig rigtigt gang i den bølge, man kunne have håbet på. Stafetten blev ellers forsøgt båret videre af en titel som ’V for Vendetta’ og instruktøren Zack Snyder, der med sine første film ikke var bange for at lave stort opsatte billedfortællinger forbudt for børn. Men det blev ikke til meget mere end et skvulp.

I stedet så vi nærmest det modsatte ske to år senere, hvor den pæne og polerede ’Iron Man’ for alvor kickstartede historiens mest profitable filmfranchise. Sandheden er, at der ikke har været mange store Hollywood-udspil, der har turdet matche ’Sin City’ i barbarisk brutalitet og fandenivoldsk filmsprog.

Den eneste, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, er den fremragende og mere stoflige ’Mad Max: Fury Road’. Men selv dén blegner en smule i forhold til Rodriguez og Millers ultravoldige, digitale stiløvelse.

Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi sammen med skuespilstjerne Amanda Collin genbesøger Baz Luhrmanns flamboyante, romantiske musical ’Moulin Rouge!’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af