Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ’American History X’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Jeg tør godt vove den påstand, at der er tre scener fra ‘American History X’, der mere eller mindre udgør, hvordan vi husker Tony Kayes film om Vinyard-brødrene Derek og Dannys dans med nynazismen, som de hver især indfanges i fællesskabet Disciples of Christ efter deres fars død.
Den første er scenen, hvor Edward Nortons hårdtpumpede Derek Vinyard placerer en sort mands åbne gab på vejens kantsten for efterfølgende at trampe hans kranie i stykker med sin sorte bestøvlede fod.
Nummer to er den scene, hvor en koreanskejet kiosk stormes af voldsparate nynazister, der torpederer butikkens minoretsansatte. En kvindelig kasseassistents ansigt druknes i hvid mælk med ordene: »You can get a white woman’s job now, bitch«.
Sidst, men ikke mindst er der filmens gruopvækkende slutning. På et overpisset highschool-toilet vender Dereks netop befriede lillebror Danny (Edward Furlong) sig om til en sort skolekammerats pistolløb, og hans blod eksploderer ud over fliserne, mens American History X-stilen om familiens traumer ligger uafleveret ved blodpølen.
Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at de scener, vi husker bedst, er de scener, hvor volden er allermest udpenslet. Men personligt er det også mindet om de tre scener, der gør, at jeg slet ikke havde lyst til at gense ‘American History X’.
For selvom billederne af voldshandlingerne rent visuelt er overvældende smukke, er de ekstra ubehagelige at se i 2020.
Siden filmens premiere i 1998 har nynazismen i USA vist sit grimme ansigt med fatale konsekvenser adskillige gange som ved Charlottesville. Hvor Dereks gruppe af skinheads føles som en afvigende subkultur, er Alt-Right-grupper med nynazistiske holdninger at finde længere inde i mainstreamkulturen og spillede en aktiv politisk rolle ved valget af Trump i 2016. Samtidig er videoen af mordet på George Floyd allestedsnærværende, når man ser, hvordan den sorte mand i filmen bliver brutalt dræbt.
Når man genser ‘American History X’ i 2020, bliver man nødt til at forbinde de brutale scener med nutidens racistiske spændinger og vold. Men det er ikke de scener, der gør os klogere på hadet, der fodrer racismen.
Mikroagressioner ved middagsbordet
Det fantastiske ved film er, at man kun ved det, man får fortalt.
Vi ser kun en enkelt scene med Derek og Danny, fra før deres far døde. Men det er efter min mening en af filmens vigtigste.
For mere end halvvejs inde tror man, at det er farens traumatiske og uretfærdige Blue Lives Matter-agtige død under en brandudrykning i et belastet sort kvarter, der får Derek til at skyde skylden på et etnisk sammensat USA. Men ligesom den højredrejning i amerikansk politik, som Trump er gallionsfigur for, ikke kan forstås ved ham alene, starter Dereks udvikling til nynazist heller ikke i det klip, hvor en tudende Norton med bagvendt kasket forbander »blacks, browns and yellows«.
Alligevel er vi langt henad vejen tilbøjelige til at købe fortællingen om racismen som knyttet til en eneste begivenhed.
»The truth is it started earlier«, begynder lillebror Danny erkendelsen, inden vi kommer med ved middagsbordet i familien Vinyard. Så snart vi møder faren som andet end en æret afdød brandmand, bliver forståelsen af Dereks vej til nynazismen en dybere fortælling.
Han gør grin med sin ældste søns nervøsitet over en engelskprøve og har kun nedladenhed til overs for Dr. Sweeney, som har sat Dereks klasse til at læse Richard Wrights litterære hovedværk ‘Native Son’.
»You gotta trade in great books for black books?«, lyder hans middagsbordsracisme, hvorefter han opfordrer sønnen til at stille sig kritisk over for positiv særbehandling. At putte afroamerikansk litteratur på pensum er Dr. Sweeneys »nigger bullshit«. Selvom farens racisme virker mere tilforladelig, er den ikke så langt fra sønnens voldshandlinger, som man skulle tro.
For ved middagsbordet udvikler ‘American History X’ sig til en større fortælling om racisme som en indgroet del af det amerikanske samfund. Mens mikroagressionerne sitrer indenfor, vejer Stars and Stripes over verandaen.
Derek er ikke en ener, selvom vi er tilbøjelige til at tro det. Vi lader os rive med af den psykopatiske ondskab i hans blik, som han står på gaden med et swastika, der hvor hjertet skulle have siddet.
Da lillebroren Danny Vinyard på dagen for sin brors løsladelse bliver sendt på kontoret for at have aflevere borgerrettighedsstilen ‘My Mein Kampf’, beslutter den sorte rektor Dr. Sweeney personligt at få ham til at aflære det »nazistiske psykoævl«, han er blevet fodret med i DOC. Som oplæsningen af American History X-stilen, viser lykkes det også, om end for sent.
At racisme er noget, man lærer, er den altafgørende pointe. Men fordi vi kun husker volden, er jeg ikke sikker på, at vi forstår det ordentligt. ‘American History X’ havde været en fattigere film, hvis den havde ladet hadet forblive et plaster på familietraumet. Fordi det er dybere begravet, kan den gøre os klogere på vores nutid.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor julestemningen indtræffer, når vi debatterer julefilmen over dem alle ‘Love, Actually’ .