’Freaky’: Vince Vaughn er en 16-årig pige i biografaktuel gyserkomedie
At se ’Freaky’ er som at overvære et nogenlunde kompetent fodboldhold kæmpe ihærdigt blot for at score det ene selvmål efter det andet. Intentionerne er der, evnerne til en vis grad også, og hvis spillerne havde haft stedsans nok til at udpege modstanderens banehalvdel, ville sejren såmænd nok have været i hus.
’Freaky’ kæmper en forgæves og forvirret kamp mod sig selv på midten af banen for til sidst at slå armene op i en opgivende gestus. Måske skyldes det, at filmen har to manuskriptforfattere med hver deres modstridende agenda. Måske skyldes det, at den simpelthen vil mere, end den kan favne. Der kan i al fald ikke herske nogen tvivl om, at ’Freaky’ forkludrer og overkomplicerer, hvad der burde have været en simpelt underholdende gyserkomedie.
Den lægger fint ud: Highschool-eleven Millie bliver jagtet af den lokale, semi-mytiske seriemorder Blissfield Bødlen (Vince Vaughn). Hun slipper med livet i behold, men ikke uden skræmmer, for han når at stikke hende med en ældgammel, overnaturlig dolk, inden han løber for livet, da Millies søster ankommer på scenen. Næste morgen har dolkens magi gjort sin ting: Bødlen vågner op i Millies krop og vice versa, og Millie har nu kun 24 timer til at revanchere knivstikket, ellers er hun dømt til at bo i Vince Vaughns to meter høje krop resten af sine dage.
Det er ingen hemmelighed, at kunst bygger på kunst: Alt står på skuldrene af det, der kom før. Den erkendelse omfavner ’Freaky’ med åbne arme – og en imponerende selvindsigt. Selve titlen og konceptet er taget direkte fra ’Freaky Friday’-inkarnationerne. Det meste af handlingen udspiller sig fredag den 13. (som det bliver annonceret med stor skrift på skærmen). Og der er en gennemgående meta-forståelse for genren, der blandt andet kommer til udtryk, når en af karaktererne i sin flugt for livet panisk erklærer: »I’m gay, you’re black, we’re so dead!«.
Når filmen med åbne øjne skriver en kærlighedserklæring til sine inspirationskilder, er det både sjovt og dumt og en anelse kært. Desværre bliver det gang på gang hæmmet af et toneskift, der sigter efter en dybde og alvor, som filmen ikke kan realisere. Og sideløbende med den potentielt medrivende præmis følger for eksempel man en dybt utilstrækkelig, socialrealistisk familiekrise, man meget nemt kunne have været foruden.
Man bliver ellers kortvarigt snydt til at tro, at filmens selvironi og galgenhumor vil tage stikket (i dur med ’Happy Death Day’ af selvsamme instruktør, Christopher Landon), for det er svært at tro, at sorg, krise, ensomhed og vanrøgt skal forestille sig at være bærende elementer i en film, der handler om en highschool-pige og en seriemorder, der bytter krop.
Hverken Michael Kennedy eller Landon, der har samarbejdet om manuskriptet, er i stand til at levere emotionelt punch, så det er tåkrummende uhyggeligt (ikke på den gode måde), når de forsøger sig med hjertevarmende stunder mellem karakterer, vi er fløjtende ligeglade med.
Så hellere tilbage til Vince Vaughn som 16-årig pige og Kathryn Newton som midaldrende sociopat, tak! Her er filmen nemlig så useriøs og gakket og selvbevidst, at det til tider næsten går hen og bliver … morsomt.
I stedet ender ’Freaky’ som endnu en plat, masseproduceret gyserkomedie, der ikke kender sine egne begrænsninger.
Kort sagt:
’Freaky’ er et bravt, men i sidste ende mislykket forsøg på at hylde og satirisere over sin egen genre.