’Hustle’: Basketball-film med Adam Sandler har kådhed a la ’Entourage’
Adam Sandler har som få sine tidligere meritter imod sig. Allerede kort inde i ’Hustle’, hvor Sandler spiller den semifallerede NBA-talentspejder Stanley Sugarman, begynder advarselslamperne at blinke. Komikerens produktionsselskab Happy Madison Productions dukker op (ikke dem bag ’seriøse’ Sandler-film som ’Uncut Gems’), og vi får serveret en doven joke, der er som taget ud af ’Grown Ups’-filmene.
En serbisk gigantspiller (34-årige Boban Marjanovic fra ’John Wick 3’) forsøger at overbevise Stanley om, at han er under 22 år, men modbeviser sig selv med dårlige undskyldninger om et pas, der er røget i skraldespanden, og en søn på ti, som er to meter høj og har skæg.
Den lade farhumor finder vej flere steder i ’Hustle’, men jeg må skynde mig at understrege, at vi er langt fra ’Murder Mystery’ og ’Hubie Halloween’ – de seneste komedier i Sandlers samarbejde med Netflix.
’Hustle’ er slet ikke en komedie. Humoren klemmer sig mere eller mindre naturligt ind mellem filmens indre duel: et konventionelt, patosfyldt sportsplot vs. en ung instruktør på jagt efter et nedbarberet, realistisk udtryk.
Historien starter med, at Stanley Sugerman efter mange år rundt i verden og væk fra sin familie bliver forfremmet til assistenttræner af den aldrende ejer (spillet af Robert Duvall) for NBA-holdet Philadelphia 76’ers. Et par scener efter tikker nyheden ind om ejerens død. Inden når Stanley dog at modtage et råd, som kommer til at forplante sig som filmens lidt relative morale: »Never back down«.
I de amerikanske sportfranchises nepotistiske ånd tager den lunefulde søn (Ben Foster) over og sender igen Stanley ud for at finde det næste store europæiske talent. På en street-bane på Mallorca rager håndværkeren Bo Cruz (NBA-spilleren Juancho Hernangomez) op og overbeviser Stanley om, at han har fundet den næste Dirk Nowitzki eller Giannis Antetokounmpo.
Er du ikke bekendt med de navne, mister du formentlig noget af ’Hustle’s iboende fascinationskraft. For da først Bo kommer til USA og skal trænes op og positioneres til den årlige draft, vrimler det med sportens største navne på og uden for banen. Følger man lidt med i NBA, føles det som en ’Entourage’-agtig kådhed af virkeligt stjernestøv i fiktionsrammer.
Graden af virkelighed udligner hele tiden manuskriptforfatter Will Fetters (’A Star Is Born’) drøvtyggeri over forudsigelige troper fra sportsfilmens klassiske underdog/comeback-fortælling. Ét er, at kampsekvenserne er befolket med spillere, som rent faktisk ’got game’. Noget andet er måden, instruktør Jeremiah Zagar og fotograf Zak Williams indfanger spillet og Philadelphias gader på.
Sammen debuterede de med den fremragende ’We the Animals’. En lille film af stor råhed og magisk-poetiske glimt. Elementer, som de forsøger at tage med over i ’Hustle’ med et lavkontrastet og ofte bevægeligt håndholdt udtryk. Basketballkampene opnår en taktil intensitet, der skyer væk fra det store overblik til fordel for nærhed og subjektivitet. Særligt én af filmens mange obligatoriske træningsmontager opnår nye ekstatiske højder inden for genren med kalejdoskopisk klipning og forrygende match-cuts.
Historien skriger på stort drama med endimensionelle skurke i Fosters holdejer og konkurrenten til draft-pladsen (Anthony Edwards, som var NBA 1. valg i 2020) og nu-eller-aldrig scener. Nogle konflikter såsom Bos tidligere voldsdom og Stanleys fravær fra sin kone (Queen Latifah) og filminteresserede datter følges aldrig rigtig op.
Zagar synes langt hen ad vejen at være mere interesseret i dæmpet realisme og i at skildre det adstadige rutineliv og de hype-mekanismer, som i dag skal til for at komme i stilling til en plads i udvælgelsen til NBA. At Bos askepot-historie er dybt urealistisk er en anden snak.
26-årige Juancho Hernangomez er en middelmådig spiller i NBA (hvilket stadig er uhyrlig godt), men hans præstation som Bo – der skal lære at tage imod trash talk og »never back down« – hører til i toppen af basketballere ud i skuespillet. Kemien er dertil god med Sandler, hvis skuespil befinder sig et sted mellem komediernes hyggeonkel og hans mere nedtonede, sørgmodige roller.
Nogenlunde i samme besynderlige krydsfelt lander ’Hustle’ som helhed. Og det er en klar forbedring i forhold til, hvad man kunne frygte efter filmens første minutter.
Kort sagt:
Adam Sandler forsøger at forbinde samlebåndsproduktionen på Netflix med sine udflugter ud i auteur-land og rammer et spøjst sted ned mellem konventionelt sportsdrama og et nærværende realismefiltreret indblik i vejen til verdens største basketball-liga.