’We the Animals’: ’Moonlight’ og ’The Tree of Life’ mødes i ren filmmagi

CPH PIX: ’We the Animals’ er et poetisk sansebombardement i episke ’The Tree of Life’-proportioner. En fantasifuld og legesyg karakterskildring af en ung dreng, der vokser op i en marginaliseret del af USA á la ’The Florida Project’. Et dybtfølt og nærgående drama om en outsiders forsøg på at finde sin egen sti i en barsk verden som i ’Moonlight’.

’We the Animals’ er dog også helt sin egen. Det er en coming of age-film, der føles større end det. Om tre brødre. Tre konger af livet, der har alt og intet på samme tid. Alt sammen fortalt gennem 10-årige Jonahs (Evan Rosado) øjne. Og hvilke øjne!

Jonah ser verden gennem en anden linse. Han er kunstnerisk begavet og ikke som sine to uadskillelige storebrødre. Han ser kærligheden omkring sig, men han ser også igennem den. Han ser sin mors blå mærker, han ser sin far tømme øldåser – og han mærker svigtet, når forældrene ikke ser hans vej og fortaber sig i arbejderklassens håbløse levevilkår og bogstavelig talt graver deres egen grav i baghaven.

’We the Animals’ er et tidløst mikrokosmos. Et cirkulært økosystem, hvor forældrene slår op og finder sammen igen på ugentlig basis, mens brødrene – helt overladt til sig selv – må stjæle mad fra den nærliggende farm og underholde sig selv på tomme maver.

Den er et krystalklart billede på barndommens drømme og en sort forudanelse af livet i de voksnes rækker i et dårligt stillet samfund, hvor en puertoricansk familie som deres ikke kan blive til meget andet end sikkerhedsvagter og rengøringskoner. Og hvor en homoseksuel dreng på vej ind i puberteten kommer til at få det mere end almindeligt svært.

’We the Animals’ er gudesmuk. Hvert et billede er en besjæling af Upstate New Yorks magiske natur, hvor alle muligheder ligger åbne det ene øjeblik for at blive revet væk i det næste. Når Jonah er alene, bliver han vægtløs og flyver over de vidtrækkende skovarealer som en superhelt. Når han er sammen med sin familie, bliver han hevet ned på jorden og tilbage til den barske virkelighed.

Særligt stærkt er billedet, da den tårevædede mor, spillet glimrende af Sheila Vand fra ’A Girl Walks Home Alone at Night’, stikker af med sine tre sønner. Hun vil væk fra sin voldelige mand. Mod bedre egne. Men hun kan ikke selv træffe beslutningen. Det skal børnene gøre for hende. Og de vil ikke. De vil have, at deres familie skal være sammen. For altid.

De er der for deres forældre. Også når forældrene glemmer dem i deres skænderier. De er der for deres far, som bliver fyret fra sit arbejde og begynder at græde foran øjnene af sine børn, da hans nyindkøbte pickup-truck bryder sammen på vejen hjem. Han slår til bilen, og børnene stemmer i. Raseriet forvandles til kærlighed, da slagene bliver til et støttende percussionkor, mens brødrene messer »ikke mere græden«.

’We the Animals’ er båret af sin balancegang mellem et drømmende filmsprog og en naturlighed, som de fremragende skuespilpræstationer bringer til bordet. Kemien mellem de tre brødre er uforlignelig, og særligt Evan Rosado må betragtes som et af årets største fund – et naturtalent hvis blotte blik efterlader en lammet i et sekund eller to, når han stirrer direkte ind i kameraet.

Det er smukt filmet af Zak Mulligan, der sammen med den spillefilmdebuterede instruktør Jeremiah Zagar skaber en fabulerende form, hvor animation blænder sammen med de sprøde 16mm-billeder i et kosmos, der både er larger than life og liv i sin reneste form. Alt sammen akkompagneret af et fænomenalt score, som virkelig går i kroppen. En synergi af magi.

Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted