’Drømmemanden’: Alle bør se flere science fiction-romcoms – og de kan jo starte med denne
Almas date for i aften har alt, hvad hun kunne drømme i en partner:
En forførende engelsk accent, der gør ham spændende international uden at være for eksotisk. Et lynende intellektuelt hoved, der kan fremdrive stimulerende samtaler på Almas eget høje niveau. En beundring for og kærlighed til Alma så inderlig, at han vil gøre stort set alt for at behage hende.
Almas date har alt på nær én lille, men uendeligt væsentlig detalje: et hjerte af kød og blod, der som Almas banker af menneskelig smerte og længsel.
Tom (spillet af Dan Stevens), som Almas date hedder, er nemlig slet ikke et menneske, men en robot, designet med det specifikke formål at være hendes drømmepartner. Sådan en har hun ellers ikke lige bestilt. Alma er karrierekvinde med stort k og slet ikke på jagt efter kærligheden.
Det er kun i sit virke som respekteret antropolog, at hun modvilligt har takket ja til at ‘prøvekøre’ Tom i tre uger. For at teste, om det er muligt at skabe en robot, der kan erstatte den ægte kærlighed af kød og blod. Og endnu vigtigere: for at give sin faglige og menneskelige vurdering af, om den slags overhovedet er forsvarligt.
Sådan lyder den muntre præmis for ‘Drømmemanden’ (lidt flad dansk oversættelse af ‘Ich bin dein Mensch’), en tysk såkaldt sci-fi-romantisk komedie, der heldigvis har fundet sin vej til de danske biografer efter blandt andet en pris under sidste års Berlinale (til Maren Eggert for rollen som Alma).
Og ‘heldigvis’ siger jeg, fordi sci-fi-romcoms er en særlig lille niche-genre, som jeg tilfældigvis nærer en særligt stor kærlighed til. Når jeg bliver spurgt til min yndlingsfilm (et helt umuligt spørgsmål jo!), griber jeg som regel ud efter Michel Gondry og Charlie Kaufmans ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, der leger med det fristende tankeeksperiment: Hvad nu hvis man kunne slette al erindring om sin ekskæreste?
Jeg elsker simpelthen science fiction-genrens ofte lidt køligt beregnende hjerneruskeri over de store spørgsmål. Og den romantiske komedies varmblodige fokus på det nære og det mest almenmenneskelige. Tilsammen kan de to genrer tale til både hjerne og hjerte, mens de tvinger os til at tænke mere reflekteret over noget, vi immervæk bør forholde os til: Relationer, livet, og hvad det vil sige at være menneske.
Og det er præcis, hvad ‘Drømmemanden’, instrueret af Maria Schrader (‘Unorthodox’) gør. Rimelig fornemt endda. Med lige dele humor, varme og eftertænksom tristesse. Førstnævnte leveres især af Tom, der heldigvis hurtigt viser sig ikke bare at være en romantisk, men også ret sjov robot. Som når han spørger en befippet cafémedarbejder, om hun kunne gennemskue, at han løj, da han sagde, at han havde eller lyst til en moccachino (robotter spiser og drikker jo som bekendt ikke!). Eller kort beder en kvinde forklare, hvad der egentlig er sjovt ved epic fail-videoer, hvor mennesker jo falder og slår sig?
Tom sætter drilsk vores menneskelighed på spidsen og stiller mange gode spørgsmål. Ikke mindst til Alma, der i mødet med sin til tider lidt mekaniske, men dog meget naturtro drømmeprins bliver tvunget til at tage både sig selv og sin skepsis op til revision.
Måske lige lovligt meget endda. Hendes rejse fra hård og lidt selvisk karrierekvinde til blød romantiker med blik for det vigtige i livet er lige lovligt romcom-skabelonisk. Og måske også lidt reaktionær. I hvert fald hvis man fokuserer på filmens antydning af, at lykken for alle kvinder – også dem, der stritter imod – dybest set ligger i at finde en mand, der som den galante Tom kysser dem på hånden og dækker deres badeværelsesgulv med rosenblade.
Men så simpelt kan det alligevel ikke stilles op. Det fine ved ‘Drømmekvinden’ – udover overbevisende skuespil, fortryllende varme billeder af fotograf Benedict Neuenfels og velvagt melankolsk musik af danske Bremen/McCoy – er netop, at den ikke tilbyder entydige romantiske overgivelser eller fastlåste slutninger.
Den slags hører sig nemlig slet ikke til i en god sci-fi-film, heller ikke den romantiske af slagsen.
Selvom Alma til slut drager sine egne konklusioner om, hvorvidt vi bør godkende og ønske os mekaniske partnere eller ej, efterlader filmen os ikke med nemme, entydige svar. Hverken om robotter, kærlighed, eller hvad det vil sige at være menneske.
Kort sagt:
‘Drømmemanden’ er en bittersød drømme-cocktail, hvor sød romantik mellem en vred karrierekvinde og hendes sjove kærlighedsrobot møder hvernevrideri over livets vigtigste spørgsmål.