Disse film skal du se i biografen i februar – fra Dan Stevens som sexrobot til Kristen Stewart som Diana

Efter lukkede biografer godt ind i januar går det amok med imødesete film i løbet af februar. Her er overblikket.
Disse film skal du se i biografen i februar – fra Dan Stevens som sexrobot til Kristen Stewart som Diana
'Drømmemanden'. (Foto: Camera Film)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Spencer’

I Pablo Larraíns antibiopic kan man opleve Kristen Stewart i topform som Prinsesse Diana i de tre juledage, hvor hun beslutter sig for at forlade sin mand, Prins Charles (Jack Farthing).

Instruktør Pablo Larraín har droppet den slaviske gennemgang af Prinsesse Dianas liv og zoomer i stedet ind på tre meget afgørende dage i hendes liv. Her får man adgang til hendes følelsesliv og tanker. Den dybt originale ’Spencer’ er blevet rost til skyerne, og Kristen Stewart er Oscar-favorit for rollen.

Soundvenue nåede akkurat at have forpremiere på filmen i 2021 – og kårede den som årets femtebedste film.

Kan ses i biografen fra 3. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Vildmænd’

En midtlivskrise får Rasmus Bjergs Martin til at forlade kone, børn og civilisation for at leve i pagt med naturen i de norske fjelde. En plan, der forstyrres, da en såret småforbryder, Musa (Zaki Youssef), krydser hans vej.

Instruktør Thomas Daneskovs sorte humor i ’Vildmænd’ er nok det tætteste, vi i Danmark er kommet på en Coen-film, dog tilsat en ærkeskandinavisk dimension, der gør fortællingen ekstra sjov og genkendelig.

’Vildmænd’ har været ekstraordinært uheldsramt med to udskydelser sidste år, senest på grund af nedlukkede biografer, men det gør ikke forventningerne mindre.

Kan ses i biografen fra 3. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Drømmemanden’

Er det etisk forsvarligt at skabe en robotmand, der får kvinder til at forelske sig i ham? Det undersøger den tyske romantiske komedie ’Drømmemanden’ (originaltitel: ’Ich bin dein Mensch’).

Den ensomme kvinde Alma bliver tilbudt at teste den perfekte kæresterobot Tom. Modvilligt indvilger hun i at undersøge, om den er etisk forsvarlig, men trods hendes skepsis kan Tom måske alligevel opnå sit formål?

Bag filmen står Maria Schrader, der tidligere har instrueret den roste og populære Netflix-serie ’Unorthodox’. ’Drømmemanden’ er allerede landet på Oscar-akademiets shortlist for bedste internationale film og i rollen som titelkarakteren findes britiske Dan Stevens, som heldigvis taler flydende tysk.

Kan ses i biografen fra 10. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Du som er i himlen’

Livet på en gård i 1800-tallet ændres markant på et døgn for den 14-årige Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl), da hendes mor går i fødsel. Som den ældste i en stor søskendeflok er Lise den næste i rækken til at være kvinden i huset. Fortællingen er baseret op Marie Bregendahls ’En Dødsnat’ og foregår over en enkelt nat.

Tea Lindeburg har tidligere stået bag ’Equinox’ – både podcasten og Netflix-serien – men spillefilmdebuten ’Du som er i himlen’ lader til at blive hendes store gennembrud, og det unge stjerneskud Flora Ofelia Hofmann Lindahl (’Ulven kommer’) er allerede blevet rost til skyerne på udenlandske festivaler for sin præstation i hovedrollen.

Kan ses i biografen fra 10. februar

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Uncharted’

Se ’Spider-Man’-stjernen Tom Holland svinge sig i lianer og tovværk i filmatiseringen af den populære spilserie ’Uncharted’. Han spiller Nathan Drake, skattejæger og efterkommer til den kendte opdagelsesrejsende sir Francis Drake.

Filmen fungerer som en prequel til spillene og uddyber, hvordan Nathan Drake møder sin ven og mentor Sully, her spillet af Mark Wahlberg. Forhåbentlig ses han med Sullys ikoniske overskæg i mere end kun den sidste scene af filmen.

Med instruktion fra manden bag ’Venom’, Ruben Fleischer, og spilseriens dybfølte historiefortællende dna er det uvist, om det bliver en fanelsket klassiker som 00’ernes ’Tomb Raider’ eller endnu et flop som filmatiseringerne af ’Hitman’ eller ’Assassins Creed’.

Kan ses i biografen fra 10. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Pig’

Instruktør Michael Sarnorski spillefilmdebuterer med den roste, afdæmpede dramathriller, hvor Nicolas Cage spiller enspænderen og trøffeljægeren Rob, hvis trøffelgris bliver kidnappet.

I jagten på at få sin firbenede ven tilbage konfronteres Rob med en fortid, han helst vil glemme. Det kan lyde som et klassisk hævndrama, men er faktisk mere følsomt med fokus på karakterportrættet og den madscene i Portland, hvor filmen udspiller sig.

Cages præstation er blevet kaldt »superb«, »forrygende« og »en åbenbaring« af henholdsvis The New York Times, Independent og Variety.

Kan ses i biografen fra 17. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Rose’

En af årets ventede danske film.

To søstre, Inger og Ellen, skal i sensommeren 1997 på dannelsesrejse til Paris. Med dem i turistbussen er blandt andre Ellens mand Vagn, overlæreren Skelbæk og hans nervøse søn Christian. Den sindslidende Ellen har dog en skjult dagsorden som langsomt kører dem væk fra den guidede tur.

Niels Arden Oplev vender tilbage, efter sin succes med ’Ser du månen, Daniel’ med et stjernespækket cast. Inger spilles af Sofie Gråbøl og Ellen af Lene Maria Christensen, mens Oplevs hofskuespiller Anders W. Berthelsen selvfølgelig også er med – i tilgift til blandt andre Søren Malling og Peter Gantzler.

Kan ses i biografen fra 24. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af