320 millioner dollars.
Beløbet er blevet gentaget med en vis smag af desillusion den seneste måned – og med god grund.
Det er nemlig, hvad det astronomiske budget på Russo-brødrenes højtprofilerede Netflix-film ’The Electric State’ lyder.
En retrofuturistisk sci-fi-apokalypse, der bestemt ligner en film, som har slugt en god portion tech-milliarder – med imponerende CGI-robotter til følge. Teknologiske væsener, der bestemt er visuelt imponerende, men ikke mere charmerende eller sjælfulde end en gennemsnitlig chatbot.
For jo, naturligvis skal robotkarakterer være … robotagtige. Kunstige, mekaniske og næsten i live. Det er jo trods alt deres primære kendetegn.
Men de mest ikoniske robotter i filmhistorien, som C3PO og R2D2 (’Star Wars’), T-800 (’Terminator 2: Judgment Day’), HAL 9000 (’Rumrejsen 2001’), Roy Batty og Pris (’Blade Runner’), Wall-E (’Wall-E’) og Ash (’Alien’) er i høj grad blevet foreviget på grund af deres menneskelige egenskaber og brister.
Og her forspilder Russo-brødrene chancen for at give deres mange robotter nogen form for særpræg, kant eller troværdig tematisk resonans. De ender med at blive lige så hule som filmens menneskelige karakterer.
Gudskelov er der masser af – langt billigere! – film, som præsenterer robotkarakterer, der er langt mere interessante.
Herunder fremhæver vi en række af de mest mindeværdige.
Vi har udvalgt de robotter, der udskiller sig fra mængden, eksempelvis gennem deres design, skuespilpræstationerne bag, tematik eller deres funktion i fortællingen. Jeg har tilladt mig at medtage alt fra androider og hologrammer til mere klassiske robotter.
Jeg har med vilje undladt de allermest ikoniske som Maschinenmensch (’Metropolis’), Gort (’The Day the Earth Stood Still’), Jernkæmpen (’Drengen og jernkæmpen’), RoboCop (’RoboCop’), Robbie the Robot (’The Forbidden Planet’) og de ovennævnte for at give plads til lidt mere underbelyste af slagsen.
Ligeledes er film som ’Her’, ’Ex Machina’ og ’Big Hero 6’ allerede løbet med meget opmærksomhed, mens ’Alita Battle Angel’, ’Chappie’ og ’The Wild Robot’ forbliver på standby i denne omgang.
Til sammen viser de, hvordan man med originalitet, fortællelyst og personlige særkender kan skabe robottter, der virkelig går over i filmhistorien.
Den episke: Alphie i ‘The Creator’
Gareth Edwards’ ambitiøse storfilm ‘The Creator’ kom sidste år filmversionen af ‘The Electric State’ i forkøbet med bestialsk robot vs. menneske-krig – endda med et spinkelt budget på 80 millioner dollars, svarende til en fjerdedel af Netflix-filmen.
’The Creator’ foregår i en verden, hvor Los Angeles er blevet ødelagt af en atombombe, som menes at være detoneret af en kunstig intelligens. Mens USA og resten af Vesten fører krig mod den kunstige intelligens, er faktionen New Asia for teknologien og huserer frit dens mange kloner, de såkaldte simulanter. Vi følger den amerikanske sergent Joshua Taylor, der sendes på en mission for at finde et magtfuldt våben i New Asia. Tingene kompliceres, da våbnet viser sig at være en robot-pige ved navn Alphie, der besidder utrolige evner, og som er tæt forbundet til Taylor.
Det er ikke en overdrivelse at kalde ambitionsniveauet i ’The Creator’ for episk, for filmen er gudesmuk i alt fra setdesigns og computereffekter til Greg Frasers kameraarbejde. Særligt er AI-simulanterne, herunder Alphie, kreativt designet med et menneskeligt ansigt smeltet sammen på et åbent kranie, der synliggør dem som hybrider mellem det biologiske og teknologiske.
Kan ses på Blockbuster, SF Anytime og Prime Video.
Den hjemmelavede: Charles Petrescu i ’Brian and Charles’
Vi er noget nær, så langt man kan komme fra Russo-brødrenes CGI-bonanza i den lige dele bizarre og knuselskelige komediefilm ’Brian and Charles’.
Filmen foregår i en lille landsby i et tyndt befolket område af England, hvor den ensomme opfinder Brian en dag bygger en robot (der giver sig selv navnet Charles Petrescu) ud af blandt andet et mannequinhoved og en vaskemaskine. De to udvikler hurtigt et tæt venskab, der dog kompliceres af Brians spirende kærlighed til den generte Hazel og en lokal bøllefamilie, der gerne vil stjæle Charles.
Der er noget ærkebritisk over den sarkastiske og underspillede humor i ’Brian and Charles’, og det afspejles i robotten Charles Petrescu som karakter. Han er et fjollet DIY-projekt, som tilfældigvis bliver til et videnskabeligt mirakel – en budgetudgave af Frankenstein. Charles er dog også naiv, eventyrlysten og oprørsk – essentielt set et barn/teenager – hvilket gør forholdet til Brian til en far-søn-dynamik, der er lige så skæv, som den er sødmefuld.
Du vil aldrig se på en vaskemaskine på samme måde igen!
Kan ses på Netflix.
Den satiriske: Iris i ’Companion’
Den romantiske komedie, såvel som visse repræsentanter fra det mandlige køn, bliver spiddet med satirisk præcision i Drew Hancocks biografaktuelle ’Companion’.
Da kæresteparret Josh og Iris tager på en weekendtur sammen med nogle venner i et sommerhus, der er ejet af en mand ved navn Sergey, opdager Iris efter en tumultarisk aften, at hun i virkeligheden er en robot, som er købt af Josh.
En form for kødeliggjort avatar, der er designet efter Joshs specifikke behov. Alle hendes minder er fabrikerede, og selv deres romantiske første møde er forhåndsbestemt af Josh, hvilket fører til en dramatisk konfrontation mellem Josh, Iris og resten af selskabet.
Man fornemmer tydeligt inspirationen fra et klassisk værk som ’The Stepford Wives’, der også ser satirisk på kønsroller, men anno 2025, hvor selskabsrobotter kun bliver mere og mere sofistikerede fra hvert minut, er satiren om en byg-selv-kæreste i ’Companion’ mere aktuel end nogensinde.
Sophie Thatcher er desuden fantastisk som Iris, og hendes eksistentielle erkendelse af, at hendes minder er kunstigt indpodede, trækker tråde til Ryan Goslings sørgmodige replikant K fra ’Blade Runner 2049’.
Kan ses i biografen eller lejes/købes på Blockbuster og Viaplay.
Den bittersøde: Robot i ‘Robot Dreams’
Den ensomme hund med det velklingende navn Dog savner selskab og beslutter sig for at købe en selskabsrobot. De to bliver hurtigt venner og knytter blandt andet bånd ved at danse til tonerne af Earth, Wind and Fire’s ’September’.
Men efter en svømmetur på stranden går Robot i baglås, og Dog tvinges til at efterlade sin paralyserede ven på stranden, mens stranden lukkes over vinteren. Imens stifter både Dog og Robot nye bekendtskaber, og venskabet sættes herefter på prøve.
Historien i den prisbelønnede og skamroste ’Robot Dreams’ rammer dybt i sjælen på enhver, der har elsket og følt sig ensom på et tidspunkt i livet – hvilket nok er de fleste.
Robots bittersøde dannelsesrejse, hvor han hurtigt smager livets mange succeser og skuffelser, er lige så smukt skildret som hans relation til Dog, og hans blide nicecore-personlighed giver ham en menneskelig varme og uskyldighed, som gør ham til en oplagt robot-udgave af ’Paddington’.
Kan ses på Filmstriben.
Den pylrende: Mother i ‘I Am Mother’
Det er umuligt ikke at tænke på nogle af de mest ikoniske filmrobotter som Hal 9000 fra ’Rumrejsen 2001’ eller Ash fra ’Alien’, når man hører Rose Byrnes kølige røst i rollen som danske Clara Rugaards overbeskyttende robotmor i den glimrende Netflix-sci-fi-film ’I Am Mother’.
Modsat andre, mere hjertevarme, rørende eller sjove robotter på denne liste, er Byrnes Mother nemlig et gåsehudsfremkaldende bekendtskab.
I en lukket bunker opfostrer Mother en ung kvinde fra barnsben, som blot omtales Daughter (Rugaard). Her lever de i sikkerhed overfor, hvad Mother påstår er en giftig overflade, mens deres formål er at sikre menneskehedens overlevelse gennem kunstig reproduktion.
Altså lige indtil en såret kvinde bryder ind i bunkeren og sår tvivl om Mothers næstekærlige intentioner.
Mothers design bærer præg af en monoton grimasse, som bæres af et sæt kolde, hvide prikker, som substituerer for menneskelige øjne. Og i samspil med Byrnes sikre skuespil og stemmeføring leverer filmen en fascinerende robot, der placerer sig et sted mellem livløse AI-genererede standardsvar og foruroligende moderlig omsorg.
Kan ses på Netflix.
Den filosofiske: De forskellige Prime-hologrammer i ‘Marjorie Prime’
Sci-fi fås nærmest ikke mere underspillet og melankolsk end i Michael Almereydas oversete ’Marjorie Prime’ fra 2017.
Filmen handler om den 85-årige kvinde Marjorie (elegant spillet af Broadway-veteranen Lois Smith). Da hun udviser tegn på alzheimers hyrer hendes familie en såkaldt Prime: en teknologi, der skaber et hologram af hendes afdøde mand Walter (Jon Hamm) og hans minder, som kan hjælpe hende med at huske.
I løbet af fortællingen bliver det klart, at Walter ikke er den eneste Prime, men at samtlige medlemmer af familien – herunder Marjorie selv – holdes i live gennem hologrammer, da de efterladte nægter at give slip.
Filmen har en lyrisk og filosofisk tilgang til sorg og tab set gennem en teknologisk prisme, og den vækker minder om ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og måske mest af alt ’Black Mirror’-afsnittet ’Be Right Back’. En fortælling, som ligeledes leger med den farlige tanke om at vække de døde til live med teknologi.
Kan ses på Filmstriben.
Den hjælpsomme: Robot i ‘Robot and Frank’
I Jake Schreiers ’Robot and Frank’ er den aldrende tyv Frank Weld (Frank Langella) begyndt at udvise tegn på demens, hvilket får hans søn til at købe en hjælperobot til ham.
Mens robotten indledningsvist forsøger at udføre sit formål ved at skabe overskuelige rutiner i hans hverdag, opdager Frank hurtigt, at den kan hjælpe ham med at udføre et par sidste kup i hans livs efterår.
Schreiers film tackler indsigtsfulde temaer som ensomhed, alderdom og demens, men det afholder den ikke fra at være både hjertevarm og underholdende.
Langella stjæler selvfølgelig mange scener med sin store kapacitet, men robotten (der har fået stemme af dygtige Peter Sarsgaard) og hans scener med Frank er også finurlige, som når den pludselig er blevet medskyldig i Franks tyverier.
Robotten er designet ud fra et mere klinisk og fabrikeret udgangspunkt end flere af de andre robotter på denne liste, hvor de menneskelige egenskaber står centralt. Men alligevel er robotten et mindeværdigt bekendtskab, hvilket i høj grad skyldes forholdet til Frank.
Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.
Den sjælfulde: Yang i ‘After Yang’
I Kogonadas stille og bevægende sci-fi-drama ’After Yang’ er vi i en nær fremtid, hvor maskiner fungerer som hushjælp og familiemedlemmer.
Jake og Kyra har købt robotten Yang for at give deres adopterede barn Mika en chance for at forstå sit kinesiske ophav. Da han under en dansekonkurrence med resten af familien pludselig slukker ned, tager Jake ham til reparation, hvor han finder ud af, at Yang ikke blot har haft tidligere ejere, men måske også bærer rundt på personlige minder, følelser og en sjæl.
Det er en meditativ og sofistikeret lo-fi sci-fi om tab, minder og dyb kærlighed. Yang spilles afdæmpet og med smukt vemod af Justin H. Min, der gør ham mere levende end de fleste mennesker i filmen.
A24-filmen, der blev vist på Cannes-festivalen i 2021, er bestemt ikke for alle – og slet ikke hvis du foretrækker dine filmrobotter i en lidt mere actionfyldt setting. Men alligevel bør alle give ’After Yang’ en chance. For ser du den til ende, vil den sidde fast i kroppen længe efter.
Kan ses på Filmstriben.
Den perfekte: Tom i ‘Drømmemanden’
Mens flere formentlig har set ’Her’ med Joaquin Phoenix og Scarlett Johansson, har færre stiftet bekendskab med den tyske, romantiske sci-fi-komedie ’Drømmemanden’.
Filmen handler om antropologen Alma, der får tildelt en robot ved navn Tom, som er tilpasset hendes behov og præferencer, så han i teorien er hendes drømmemand. Over tre uger skal hun vurdere, om robotten kan erstatte det menneskelige parforhold, for til sidst at sammenfatte det i en rapport. Mens hun indledningsvis er afvisende over for idéen om kærlighed, vækker Tom adskillige følelser i hende, hun har svært ved at ignorere.
’Drømmemanden’ er en intelligent og sjov film, der ligesom Tom sætter spørgsmålstegn ved vores kærlighedsrelationer til hinanden som mennesker, og om det – ligesom så mange andre ting i vores samfund – kan erstattes af maskiner. Ligesom man i dag kan få sig en AI-kæreste, virker filmen også meget relevant.
Tom spilles med stort humoristisk overskud af Dan Stevens, og hans godmodige, mekaniske og pleasende personlighed er med til at gøre ham til en mindeværdig filmrobot.
Kan ses på Filmstriben.
Den menneskelige: Andrew i ‘Bicentennial Man’
Hvis du virkelig vil mærke, hvor meget du savner Robin Williams i verden, så gense hans mange film fra 80’er- og 90’erne – eksempelvis Chris Columbus’ filmadaptation af Isaac Asimovs ’Bicentennial Man’.
Williams spiller robotten Andrew, der bliver købt af en familie i den nære fremtid, hvor robotter bruges til husholdning og daglige gøremål. Andrew viser sig dog at være en usædvanlig robot, der udviser evner og tankevirksomhed, som ikke er set før.
Undertiden bliver han mere og mere selvstændig og menneskelig i tanke og udseende, for til sidst at indse sit mål med livet: at blive anerkendt og respekteret som et menneske.
Selvom Columbus’ film er en smule klæg og sentimental, er Williams’ enestående talent mere end nok til at gøre Andrew til en både hjertelig og tragisk robot. Williams spiller ham som en underdanig og høflig tjener, der til sidst opnår sin selvstændighed og eksistentiel respekt ved blot at være sig selv.
Hvis Forrest Gump havde været en robot, ville han nok have været som ‘Bicentennial Man’.
Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.