’I Am Mother’: Danske Clara Rugaard overbeviser i sci-fi-film på Netflix
Der er masser af genkendelige elementer i australske Grant Sputores debutfilm ’I Am Mother’. Filmhistorien skorter jo ikke ligefrem på dystopiske sci-fi-dramaer, hvor menneskets overlevelse hænger i en tynd tråd, og strømlinede antropomorfe robotter enten gør livet svært for menneskeheden eller forsøger at hjælpe den.
’I Am Mother’, som efter sin premiere på Sundance blev opkøbt af Netflix, opfinder ikke den dybe tallerken. Den flyver heller ikke op til de fineste stjernekonstellationer, den ser op til. Men det betyder ikke, at det ikke er en ambitiøs film. Og faktisk strikker den et hæderligt stykke science fiction-underholdning sammen.
Fortællingen er sat et sted ude i fremtiden, hvor menneskeheden efter sigende er udryddet og Jorden ubeboelig. Der er meget, vi ikke ved, og uvidenheden spæder til spændingen.
Vi befinder os i en moderne facilitet, hvor en kunstigt intelligent androide (stemme af Rose Byrne, bevægelser af Luke Hawker) har ansvaret for 63.000 menneskelige fostre. Androiden hedder blot Mother og den dag, vi møder hende, beslutter hun sig for at tage ét af disse mange fostre og give det liv ved at sætte det op i en art glaskuppel. Vupti. 24 timer senere har vi en lille pige. Hun får navnet Daughter.
Daughter opdrages inden for de afskærmende grå vægge. Hverdagen får klaustrofobiske undertoner, når man kun kan gætte på, hvad der mon findes på den anden side. Alligevel er forholdet mellem mor og datter kærligt og omsorgsfuldt. Rose Byrne smeder det kolde metal til varm medmenneskelighed. Og efterhånden som Daughter bliver ældre, opstår der et tillidsfuldt forhold mellem kærlig mor og uddanner på den ene side og barn på den anden side.
Det er 21-årige danske Clara Rugaard, der flot har landet rollen som Daughter, og hun er overbevisende som den unge pige, der efterhånden bliver mere og mere nysgerrig på, hvad verden uden for murene mon gemmer på.
Da en mystisk kvinde (Hillary Swank) pludselig banker på porten, smuldrer trygheden derfor ikke kun mellem hænderne som et sart sandslot på en stormblæst kyst. Kvinden (som aldrig navngives) fortæller nemlig en helt anden historie om verden, og nu starter et sandt pokerspil, hvor det aldrig er klart, hvem Daughter kan stole på.
Det er et katten-efter-musen-spil på tillidens tilsmurte teaterscene, der piller ved såvel autoritetens greb om sandheden som ungdommens uskyldige tvivlrådighed. Og da skeletterne efterhånden begynder at rejse sig fra asken, er sandheden naturligvis mere ildeset end først antaget.
’I Am Mother’ stiller store spørgsmål med velgørende subtilt, eksistentielt flair. Hvem stoler vi mest på: Mennesket eller teknologien? Hvordan sikrer vi bedst fremtiden? Hvem besidder retten til at definere og determinere, hvad det rette liv er?
Svarene vil gerne lægge sig i nuancernes tåge. Men desværre svæver der for ofte nye skyer ind ledsaget af små twists, som aldrig er helt stærke nok til, at snurretoppen kan holde balancen gennem de næsten to timer, filmen varer.
Kort sagt:
’I Am Mother’ får aldrig hjertet helt op i halsen, men er en udmærket og ambitiøs sci-fi-thriller med danske Clara Rugaard i en flot hovedrolle.
Læs også: ’Chernobyl’ er så effektiv, fordi den trækker intelligent på værktøjer fra horrorkassen