Natten til den 26. april,1986 er for evigt brændt fast i vores kollektive historie. Under et rutinesikkerhedstjek sprang reaktor 4 på det ukrainske atomkraftværk Chernobyl i luften og lod radioaktive partikler stryge ud i det omkringliggende landskab. Sovjetunionens daværende leder Mikhail Gorbatjov kaldte det senere starten på enden for den kommunistiske supermagt, mens det også blev den usynlige død for tusinder af mennesker i en hundredekilometers afstand til eksplosionen, hvor ratioen af dødfødte og kræftramte steg drastisk.
Instruktør Johan Renck og hovedforfatter Craig Mazin har i deres miniserie ’Chernobyl’ på fantastisk vis dramatiseret det personlige drama, der fulgte i katastrofens kølvand. Her kæmper bureaukraten Boris Shcherbina (Stellan Skarsgård) og den kompromisløse videnskabsmand Valery Legasov (Jared Harris) for at mindske katastrofens enorme omfang og samtidig imod et regeringsapparat, der vil gøre alt for ikke at tabe ansigt på den internationale scene.
Og mens HBO Nordic i disse dage huser de nyeste afsnit af ’Big Little Lies’ med selveste Meryl Streep, og June Osborne fortsat kigger stålfast ind i kameraet i sæson 3 af ’The Handmaid’s Tale’, så cirkulerer kaffesnakken stadig om ’Chernobyl’, selv om den forlængst har sendt sit sidste afsnit ud i æteren.
’Chernobyl’ besidder da også alle de elementerne til at skabe en succes. Konflikten mellem videnskabelige sandheder og fordækte magter tegner et billede af den skurkagtige sovjetiske regering. Men den peger samtidig fremad mod vores egen tid, hvor USA’s egen præsident benægter global opvarmning, mens internationale konglomerater fortsat afviser de nødvendige ændringer, der kan mindske den massive klimakrise. Jared Harris og Stellan Skarsgård giver begge Emmy-værdige præstationer, og som alle de bedste dramatiseringer af ægte katastrofer finder miniserien den humanistiske kerne i historien gennem enkeltpersoners kampe og tragedier.
Trods det saftige kildemateriale har serieskaberne dog stadig stået over for ét massivt problem, perfekt opsummeret af en gammel russisk kvinde, der i afsnittet ’The Happiness of All Mankind’ nægter at lade sig evakuere: »Hvorfor skulle jeg være bange for noget, jeg ikke engang kan se?«
Den usynlige morder
Man skulle tro, at svaret ville være åbenlyst, og kritikere har da også pointeret, at ’Chernobyl’ er en isnende uhyggelig serie.
Men hverken bodyhorror-elementerne med de strålingsramte russeres forrådnede hud eller Legasovs indignerede opråb kan stå. Hvis vi ikke forstår monsterets natur – altså radioaktiviteten – er det svært at engagere sig.
For at løse denne opgave gør ’Chernobyl’ brug af en række værktøjer fra gyserkassen. Renck og Mazin vælger klogt at sparke fortællingen i gang med nogle af de mest gruopvækkende billeder i første afsnit for at sætte katastrofen i relation til den fare, som hovedpersonerne bliver bragt i.
En arbejder på kraftværket begynder pludseligt og uden varsel at bløde kraftigt fra benet. En brandmand samler grafit op med hånden ved katastrofestedet, og radioaktiviteten brænder direkte gennem handsken på ham på få sekunder. Børn, babyer og deres forældre ses i sjælelige nærbilleder på en bro over for kraftværket uvidende om at den ’sne’, de danser rundt i, er radioaktivt nedfald. Og afsnittet slutter med en fugl, der falder død om på asfalten foran en legeplads.
Denne pludselige vold gestalter radioaktiviteten som mere end en uforklarlig, kræftfremkaldende naturkraft – det er en usynlig morder, som brutalt og nådesløst dræber gamle som unge, både langsomt og kalkulerende og hurtigt og modbydeligt.
Radioaktiviteten bliver en Jason Voorhees, hvis modbydelige silhuet er røgen, der stiger fra reaktor 4’s krater, og hvis våben er den dødelige grafit, vinden i træerne og vandet under reaktoren.
Lyden af radioaktivitet
Men radioaktiviteten bliver ikke blot repræsenteret visuelt, og ’Chernobyl’s lydside er på overarbejde for at give monsteret en stemme. I en af seriens bedste scener må tre dykkere gå igennem de oversvømmede skakter under Chernobyl. De dødelige konsekvenser for mændene er klart opridset før turen, men det er ikke det, der gør scenen så nervevridende.
Mens de tre stiger ned i vandet begynder geigertælleren at gå fra rolige klik til en hysterisk, overvældende larm, som ikke er ulig bevægelsesscannerne fra ’Alien’-serien, der bipper vildere og vildere, mens xenomorphen nærmer sig sit offer. Og da lyset i de hånddrevne lommelygter pludselig begynder at svigte, og vi efterlades med lyden af mændenes paniske åndedræt og skridt, er det som at være tilbage i den mørklagte kælder hos Buffalo Bill fra ’Silence of the Lambs’.
Komponisten Hildur Guðnadóttir giver samtidig monsteret en tematisk passende underlægningsmusik, gennem lyde fra et atomkraftværk, der brummer og knager og konstant minder os om, at karaktererne aldrig er sikre. Det underbygger uhyggen ved Legasov og Boris’ ensomme ophold i byen Pripjat, som ligger inden for den 30 kilometer karantænezone, der omringer kraftværket. Stedet er fantastisk spøgelsesby-materiale med sine fallerede brutalistiske betonlejligheder, afdankede pariserhjul og løsgående hunde – en gyselig påmindelse om det sovjetiske spøgelse, som stadig hærger over de tidligere satellitstater.
Horror-elementerne kulminerer i førnævnte ’The Happiness of Mankind’, hvor en flok arbejdere sendes op for at fjerne grafit fra taget på den ødelagte reaktor. I én modbydelig indstilling følger vi den paniske mission, som ikke må vare længere end 90 sekunder. Reglerne for vores monster er på det tidspunkt sat så effektivt op, at vi ved, præcis hvilken skæbne der venter en ulyksalig mand, som flår sin støvle på et stykke metal.
Det kunne lige så godt have været et bid fra en zombie.
Læs også: Tv-seriens guldalder 20 år: Efter et dødvande af middelmådighed vejrer filmredaktøren morgenluft