’The Unbearable Weight of Massive Talent’: Nicolas Cage er i sit es i rollen som Nick Cage i den ultimative Nicolas Cage-film
Er der grænser for meget, hvor meget Nicolas MOTHERFUCKING Cage, man kan klemme ind i én film?
Det mener instruktør Tom Gormican tilsyneladende ikke. Med den veloplagte metafilm ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ – den ultimative Cage-film med skuespilleren i rollen som sig selv – har han skabt en dedikeret og morsom hyldest til legendens utallige quirks, mange ansigter og forskelligartede roller.
Det er en film, der uden tvivl taler mest til de svorne fans af den excentriske skuespiller, men som også fungerer som en underholdende hudfletning af Hollywood, fan- og berømmelseskultur og skuespillerfagets mange facetter.
Vi møder den fiktionaliserede Cage kort inden, at han får afslag på den rolle, som én gang for alle skulle vende skuden for skuespiller og sikre ham et solidt comeback. Ikke at han nogensinde har været væk, som han minder sig selv om i samtaler med sit yngre jeg, der ser på med foragt, mens skuespillerens filmstjernestatus falmer.
Hans ældre jeg forsøger at retfærdiggøre sin eksistens med, at han ikke er filmstjerne, men skuespilhåndværker. Han tror dog dårligt selv på det, når han slår sig på flasken og svælger i sin egen selvfedme ved at sætte film på fra sin egen storhedstid.
Cage er fraskilt, har et egocentrisk forhold til sin 16-årige datter, som han tvinger til at se tyske stumfilm, så han kan vise sin viden frem, og tynges af en hastigt voksende gæld. Så da afslaget på rollen tikker ind, lirer han den afskedstale af til sin agent (Neil Patrick Harris), som han har forberedt i årevis. Når ingen vil værdsætte hans enorme talent, må det være slut med skuespillet.
I hvert fald indtil han får et tilbud om at rejse til Mallorca for at deltage i fanboyen Javi Gutierrez’ (Pedro Pascal) fødselsdagsfest i bytte for en kontant udbetaling på én million dollar. Her får han pludselig brug for at trække på sine evner som kamæleon og mange af de evner, han har tillært til sine alsidige roller.
Det viser sig nemlig, at Gutierrez er en berygtet kartelleder, som CIA-agenten Vivan (Tiffany Haddish) er på sporet af at fange – hun har bare lige brug for, at Cage går undercover og hjælper med at fælde ham. Og så er Cages hverdag ikke så langt væk fra den, vi har set udspille sig i utallige af de Cage-film, som filmen lystigt citerer.
Filmen muterer ind og ud af genrer, efterhånden som plottet udspiller sig. Som påskud for at blive hængende hos Javi indvilliger Cage nemlig i at skrive et filmmanuskript med amatørforfatteren, som drømmer om at samarbejde med sin yndlingsfilmstjerne – og som Cage modvilligt får et venskabeligt bånd til, da de bonder over ’Paddington 2’.
Deres manuskript starter som et selverklæret møde mellem Cassavetes og Iñarritu med en snert af von Trier, bliver til et drama for voksne, dernæst en komedie og en paranoiathriller, inden den slutter som en rendyrket blockbuster med biljagter, kidnapningerne og skuddueller. Imens smelter manus gradvist sammen med handlingen i den egentlige film.
Det lyder måske fortænkt, men det fungerer faktisk langt hen ad vejen. Også selvom jeg nok havde foretrukket, at filmen blev hængende ved sin morsomme hudfletning af det excentriske Hollywood-miljø frem for det actionspektakel, som den hengiver sig til i den lidt for langtrukne finale.
Vejen dertil er heldigvis spækket med syngende stikpiller til Hollywood, og Cage giver en masterclass i performance, når han hopper ind og ud ad personaer, mens filmen får mange sjove øjeblikke ud af de velkendte klicheer fra den amerikanske filmskat, som den genbruger og kritiserer.
På den måde bliver filmen en slags skæv fætter til en anden metafilm om Hollywoods selvoptagethed, Robert Altmans ’The Player’ (dog uden at være helt så radikal).
Det burde ikke fungere, men ender som den perfekte indkapsling af Cages mangesidede talent og underholdningsindustriens bagside af talrige afslag og bristede drømme – en produktionsmaskine, hvor kreativitet altid sker på kompromis med markedsvilkår, og hvor usædvanligt talent ikke altid får behørig anerkendelse.
Kort sagt:
Nicolas Cage er i sit es som Nick Cage i den ultimative Nicolas Cage-film, der spidder Hollywoods selvoptagethed og hylder kamæleonskuespillerens mangesidede talent.