’The Lost Daughter’: Maggie Gyllenhaals Oscar-succesfulde debut er modig og foruroligende

»Børn er et knusende ansvar«, siger litteraturprofessoren Leda (Olivia Colman) til en højgravid kvinde, hun lige har mødt på stranden.

Er hun bare ærlig, eller ligger der noget ondskabsfuldt bag hendes høflige smil?

Man er hele tiden i tvivl om, hvor man har den enigmatiske hovedperson i Maggie Gyllenhaals skønt foruroligende spillefilmdebut, ’The Lost Daughter’, der er baseret på italienske Elena Ferrantes roman fra 2006 (inden Napoli-kvartetten). En psykologisk thriller, der kontroversielt skildrer moderskab som en klaustrofobisk byrde.

Vi møder 48-årige Leda, da hun ankommer til Grækenland på arbejdsferie med en kuffert fuld af bøger. Hun er single, hendes to døtre er voksne, og man fornemmer en ambivalens omkring hendes nyvundne frihed.

Placeret på en liggestol med bøger, notesblok og opvartning fra den hjælpsomme unge strandtjener, Will (Paul Mescal fra ’Normal People’) nyder hun freden og bliver derfor først irriteret, da en larmende storfamilie fra Queens kommer og forstyrrer. Men snart bliver hun opslugt af at iagttage den unge smukke mor, Nina (Dakota Johnson), og hendes lille datter, Elena. Deres symbiotiske forhold vækker en blanding af misundelse, bevægelse og fortrydelse hos Leda. Især da hun observerer Ninas udmattelse over den klæbende datter.

I flashbacks opruller filmen Ledas liv som ung mor, spillet af Jessie Buckley, hvor hun som ambitiøs akademiker hele tiden må tilsidesætte sin forskning for at tilfredsstille døtrenes krav – mens hendes mand bare stempler ud. Træt og pirrelig lader hun flere gange sit temperament løbe af med sig og træffer et valg, der stadig giver hende skyldfølelse.

Flashbackscenerne er hårde og konfronterende, fordi Leda altid ser børnene som irriterende, forstyrrende elementer. Derimod blomstrer hun op, når hun bliver anerkendt for sit intellekt, først af en italiensk vandrer (Alba Rorwacher), så af en kollega (en perfekt glat Peter Sarsgaard, Maggie Gyllenhaals mand), hun indleder en affære med.

I nutidssporet udvikler Leda et venskabeligt forhold til Nina og hendes gravide svigerinde, Callie (Dagmara Dominczyk), da Elena bliver væk på stranden, og Leda finder hende. Leda er dog ikke den helt, Nina ser hende som, men indtager en hemmelig skurkerolle i forsvindingen af Elenas elskede dukke.

Leda og Nina genkender subtilt en lidelsesfælle i den anden, der begge døjer med tabubelagte følelser omkring moderskabet: Følelsen af at blive kvalt i rollen som husmor og børnepasser og ikke kunne udleve sin egen eksistens. »Jeg er ikke en naturlig mor«, siger Leda og udbasunerer senere, at det »føltes fantastisk«, da hendes børn ikke var der.

Romanen foregår i store dele i Ledas hoved og er ikke et oplagt forlæg til filmatisering. Men Maggie Gyllenhaal, der med sin første spillefilm viser sig som en både glimrende personinstruktør og manuskriptforfatter, formår at oversætte Ledas indre gennem sine to fremragende skuespillere, der udgør hjørnestenen i det intense psykologiske drama. Ingen som Olivia Colman kan formidle en følelse med et blik eller et tonefald, og Jessie Buckley er lige så smerteligt længselsfuld, skyldbetonet og frustreret som hendes unge jeg.

Begge skuespillere er fortjent nomineret til en Oscar, ligesom Gyllenhaal er nomineret for sit vellykkede manuskript, der er ligeså underspillet, som det er nervepirrende.

Filmen har en gennemgående foruroligende, nærmest uhyggelig følelse. Bliver Leda afsløret? Hvad kan hun finde på? Hvad er der sket i forholdet til døtrene, som har givet hende det mørke? Som tilskuer får man både forståelse for Ledas ambivalente moderskab og bliver provokeret af hendes kynisme over for de børn, hun selv har sat i verden.

Det er en vildt spændende udfoldelse af følelser, som kvinder normalt ikke siger højt.

---

Kort sagt:
Maggie Gyllenhaal debuterer overbevisende som instruktør med et modigt og foruroligende psykologisk drama om moderskabets bagsider, hvor Oscar-nominerede Olivia Colman og Jessie Buckley hver især stråler i rollerne som en gådefuld og omsorgstræt litteraturprofessor.