’Spencer’: Med Kristen Stewart i spidsen er dette Diana-filmen, vi ikke vidste, vi havde behov for

’Spencer’: Med Kristen Stewart i spidsen er dette Diana-filmen, vi ikke vidste, vi havde behov for
Kristen Stewart i 'Spencer'. (Foto: Scanbox)

Med ’The Crown’, Broadway-musicalen ’Diana’, utallige nyere dokumentarfilm og Prins Harrys genfortælling af sin mors historie i anledning af hans eget opgør med kongehuset skulle man tro, at vi havde fået nok af den afdøde engelske prinsesse, som vi allerede kender til hudløshed fra 40 års tæt mediedækning.

Ikke desto mindre giver den chilenske instruktør Pablo Larraín – der stod bag den ligeledes alternative biopic ’Jackie’ i 2016 – med sin impressionistiske portrætfilm ’Spencer’ os den Diana-film, vi ikke vidste, vi havde behov for.

Filmen siger ikke direkte noget nyt om Diana – den fortæller, at hun er ulykkelig og føler sig fanget i prinsesserollen. Men måden filmen fortæller på skaber et enestående indblik i Dianas indre, som jeg aldrig har set skildret så klarsynet. Ikke mindst takket være Kristen Stewarts fremragende præstation i den altoverskyggende hovedrolle, der ligger i favoritfeltet til en Oscar.

Jeg fortærer personligt med stor fornøjelse ’The Crown’ og andre fortællinger om det stive britiske kongehus, der altid sætter kronen, traditionen og æren over det enkelte menneskes lykke. Men man behøver ikke være royalist for at sætte pris på ’Spencer’. Det er en almenmenneskelig psykologisk thriller, der hæver sig over den specifikke historie om Lady Di med sit portræt af en ung kvinde, hvis indre protesterer over ydre krav.

Kristen Stewart i ‘Spencer’ (Foto: Scanbox)

Derudover er den med sin klaustrofobiske fotografering, surrealistiske drømmesekvenser, aggressive score og gotiske gyserstemning så filmisk radikal, at enhver cineast skylder sig selv at opleve filmen i biografen.

Et titelkort beskriver ’Spencer’ som »en fabel fra en sand tragedie«, hvilket betyder, at manuskriptforfatter Steven Knight og Larraín har taget sig en del historiske friheder. Filmen er deres forestilling om Dianas følelsesliv i juledagene omkring 1991 hos svigerfamilien i slottet Sandringham House i det landlige Norfolk.

»Det er kun tre dage«, siger Diana til sig selv, da hun ankommer til slottet alene og forsinket, fordi hun er faret vild – på alle måder. Men tre dages forceret julefejring, hvor madindtag, påklædning, gavegivning og offentlig optræden er nøje tilrettelagt, synes som en uoverstigelig udfordring for prinsessen.

Hun er psykisk skrøbelig på randen til et sammenbrud, har galopperende bulimi og gør skade på sig selv. En middagsscene udspiller sig effektivt som en gyser, hvor Diana i kamp for at få suppen ned sluger perlerne fra den halskæde, som er identisk med den, Charles har givet Camilla Parker-Bowles.

Kongefamilien i ‘Spencer’. (Foto: Scanbox)

 I Kristen Stewarts portræt er hun dog ikke bare et passivt og stakkels offer, men også en trodsig rebel. Hun nægter at indfinde sig ved bordet til tiden, at spise og at deltage i familiens juleleg med at lade sig veje før og efter jul for at tjekke, at man har forædt sig tilstrækkeligt. Hun bytter om på kjolerne og insisterer på, at hendes yndlingsstuepige Maggie (som altid glimrende Sally Hawkins) – det eneste menneske, hun kan betro sig til – kommer fra London. Tilsyneladende uden at skænke det en tanke, at Maggie måske gerne ville fejre jul med sin familie.

I filmens sjoveste scene beder Diana sin midlertidige stuepige forlade værelset, fordi hun vil onanere. I stedet klipper hun beslutsomt de gardiner op, som Timothy Spalls skurkagtige hushovmester har fået syet sammen for at undgå paparazzifotografernes linser. Men for Diana er fotograferne at foretrække frem for familiens kulde og personalets overvågning. Medierne giver hende i det mindste kærlighed.

Dianas opførsel er indimellem på kanten til det barnligt egoistiske, men fordi filmen tager os helt ind i hendes fortvivlelse, ensomhed, vrangforestillinger og længsel efter frihed har vi empati med hende hele vejen igennem. Det er forfriskende at se en Diana, der ikke portrætteres som en helgen, men som et helt menneske. Mens hun er et anspændt nervevrag i selskab med Prins Charles (Jack Farthing) og Dronning Elizabeth (Stella Gonet), som filmen kun viser i glimt, oplever vi hendes varme og humor i selskab med sønnerne, charmerende spillet af Jack Nielen og Freddy Spry.

Udover at ligne en million i Jacqueline Durrans elegante kostumer mestrer Kristen Stewart Dianas karakteristiske hovedtilt, generte sideblik og runde skuldre. Men det er først og fremmest hendes gådefulde magnetisme, sårbarhed og indre desperation, der får præstationen til at føles så præcis.

Kristen Stewart som prinsesse Diana i ‘Spencer’ (Foto: Scanbox)

Stewarts stjernepersona og oplevelse af at blive genstand for mediernes aggressive søgelys som teenager bidrager til troværdigheden, og jeg bilder mig ind, at man kan mærke Stewarts levede erfaring i rollen. Ligesom hendes ironisk metakommenterende rolle som Hollywood-assistent i Olivier Assayas’ ’Skyerne over Sils Maria’ tilføjer Stewarts egen historie en ekstra dimension til kritikken af det umenneskelige pres, specielt unge kvinder i offentlige positioner udsættes for. 

Dianas subjektive følelse af isolation, klaustrofobi og paranoia forstærkes af fotograf Claire Mathons (’Portræt af en kvinde i flammer’) kamera, der holder sig helt tæt på Stewart. Produktionsdesigner Guy Hendrix Dyas, der har beskrevet slottet som »et elegant fængsel«, har skabt omgivelser, der både er overdådigt luksuriøse og kolde og uhyggelige med sine lange labyrintiske gange.

Og Radiohead-guitarist Jonny Greenwood, der også står bag musikken i et af årets andre højdepunkter, Jane Campions ’The Power of the Dog’, bidrager til den højspændte stemning med sin bombastiske, stressfremkaldende blanding af skingre violiner og melankolsk jazz.

Virkemidlerne og symbolikken er på mange måder overdrevet, og metaforer og den sparsomme dialog skæres indimellem lovlig tykt ud i pap – som når Diana sammenligner sig selv med fasaner, der er smukke, men ikke kloge, og når Charles forklarer Diana, at hun må adskille sin offentlige persona fra sit private jeg. Det ved hun nok godt efter 10 års ægteskab.

Men alt det gør ikke noget, hvis man læser filmen som en melodramatisk og humoristisk gyserfabel, der muligvis ikke udgør en naturalistisk, ’sand’ historie, men i sjælden grad føles ægte.


Kort sagt:
Kristen Stewart er fortjent Oscar-favorit for hovedrollen i Pablo Larraíns impressionistiske gyserfabel om Lady Diana, der adskiller sig fra myriaden af medieportrætter ved at lade os se ind i prinsessens sjæl.

'Spencer': Spillefilm. Instruktion: Pablo Larraín. Medvirkende: Kristen Stewart, Timothy Spall, Sean Harris, Stella Gonet. Spilletid: 117 minutter. Premiere: 3. februar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af